Bedste hjælper. Sådan har hun tit tænkt i de godt 20 år, hun har været bedstemor. Hun hjalp, da børnene var små, og en fridag fra børnehaven kunne gøre underværker. Hun hjalp, når børnene var syge. Og hun vil gerne blive ved med at hjælpe og talte derfor med sin bankrådgiver om muligheden for at give hvert barnebarn en opsparing. Hun tænkte, at hun med pengene kunne hjælpe dem på vej ind i voksenlivet.
Bedste hjælper, men i sommer blev det selvbillede udfordret. Det ene barnebarn, hvis navn bedstemoderen ikke ønsker skal frem, besøgte hende i sommerhuset. Hun kunne se, at han ikke havde det godt, og han betroede sig til hende.
Han beskrev sig selv som et usselt menneske og ønskede, at han kunne leve de sidste måneder af sit liv om. En god del af de penge, hun havde givet ham, havde han brugt på spil og alkohol, og så havde han været sin kæreste utro, og når han var hjemme, følte han, at forældrene var efter ham. Hun var glad for den tillid, han viste hende, men kunne hun gøre andet end at lytte?
Børnetelefonen hos Børns Vilkår får hvert år omkring 100.000 henvendelser fra børn og unge, og her foreslår rådgiverne ofte, at barnet eller den unge søger hjælp hos deres bedsteforældre.
Børnefaglig konsulent Charlotte Smerup siger:
”Bedsteforældre er en sikker havn og et pausested i mange børn og unges liv. Det er tit hos bedsteforældrene, at børn kan træde lidt tilbage. Børn, som ikke føler sig hørt af deres forældre, kan med fordel gå til deres bedsteforældre, som kan være i stand til at få budskabet givet videre til forældrene.”
Børns Vilkår driver også Forældretelefonen, hvor også bedsteforældre kan henvende sig.
”Når bedsteforældre hjælper deres børnebørn, skal de huske, at de hjælper, fordi de har en relation, og de skal undgå at blive en part i en konflikt med barnets forældre. Det er meget følsomt, og vi understreger over for bedsteforældrene, at de skal stille sig neutralt og ikke tale grimt om nogen i familien, selvom det kan være svært.”
Charlotte Smerup siger, at man som bedsteforælder skal tage det som en ære, når ens barnebarn viser fortrolighed.
”Men når barnebarnet betror sig, så medfører det også et ansvar, og man kan ikke længere nøjes med at være i rollen som den evige hygge-faktor i et barns liv, men må vide, at man har fået et ansvar betroet, hvilket forpligter. Af vores opkald til Forældretelefonen kan vi se, at mange bedsteforældre hjertens gerne vil løfte den opgave.”
Bedste hjælper. Nogle dage efter barnebarnets betroelse, ringede bedstemor til en misbrugskonsulent fra sit netværk og fortalte hende om situationen. Konsulenten gav hende redskaber, så hun bedre kunne forstå, hvorfor han havde handlet, som han havde gjort: Han kan ikke holde ud at være alene og dulmer ensomheden med alkohol. Er han ikke sammen med sin kæreste, mærker han også en ensomhed, som han kan dulme ved at være sammen med en anden. Den samtale betød, at hun vidste, hvad hun skulle støtte ham i: at alkohol og sex ikke løser hans problemer.
Ele Bonde er familierådgiver og arbejder med såkaldt systemisk fænomenologisk familieopstilling. Hun har talt med flere bedsteforældre, som har søgt hjælp med hensyn til børnebørns nedsatte trivsel.
”Bedsteforældre repræsenterer ofte et frirum, men når man bliver ens barnebarns fortrolige, må man holde fast ved en dyb respekt for barnebarnets forældre, som er de vigtigste voksne i barnebarnets liv. Uden respekt for forældrene kan en bedsteforælder ikke hjælpe sit barnebarn. Som bedsteforælder er det let at tænke, hvordan man selv ville have handlet, hvis man var mor eller far til barnebarnet. Det tankemønster må man forlade.”
Som bedsteforælder bærer man slægtens historie og kender de liv, som har været. Den viden er utrolig værdifuld, hvis ens barnebarn kommer med et problem, mener Ele Bonde.
”Bedsteforælderen kan begynde med at spørge sig selv, om der er en i slægten, som har handlet på samme måde, og se på, hvilke konsekvenser det fik for denne person, og hvordan resten af familien både har følt og reageret. Uforsonede hændelser har det med at gå igen i en slægt.”
”Hvis barnebarnet for eksempel har oparbejdet en spillegæld, kan det være vigtigt at tage historien om oldefar frem, som var ludoman, og fortælle om de konsekvenser, oldefars afhængighed fik. Oldefaderens historie må man fortælle med respekt for det liv, oldefar levede, og det må understreges, at det her ikke behøver at være barnebarnets historie. Oldefars skyld og skam bliver hos oldefar, men oldefar er stadig en del af familien. Når man fortæller om oldefar på en respektfuld måde, kan barnebarnet i praksis høre, at man stadig hører til. Og så er det vigtigt at lade barnebarnet vide, at man har muligheden for selv at leve sit liv anderledes, end eksempelvis oldefar gjorde. Det handler ikke om at finde en syndebuk for barnebarnets måde at have levet på, men omvendt at holde udkig efter en form for solidaritet med en anden i slægten. Og da kan bedsteforældrene være dem, der husker.”
Men hvis man som bedsteforælder ser ens barnebarn i krise, kan man så have tillid til, at man gør en forskel ved at bringe barnebarnets problemer i samspil med problemer, der har været i slægten? Ele Bonde siger:
”Bekymringer og medfølelsen åbner vores hjerte, så vi forstår, at vi skal hjælpe, men det er vigtigt, at man som bedsteforælder har tiltro til, at barnebarnet vil klare det. Ved at vise tiltro til barnebarnet kan man skubbe til en positiv forandring.”
Hos Sind i Aarhus drev man i nogle år en pårørendegruppe for bedsteforældre. Her var Jeannette Cold tovholder. Hun har arbejdet med seniorpårørende i Sind-regi i snart 20 år. Sind søger i øjeblikket midler til at fortsætte tilbudet til bedsteforældre, og Jeannette Cold driver fortsat en enkelt gruppe for seniorpårørende.
De fleste bedsteforældre kan håndtere en hverdag med praktiske opgaver i relation til børnebørnene, men vokser ens barnebarn op i en familie med psykiske problemer, kan det være udfordrende at være bedsteforælder, forklarer Jeannette Cold.
”Vi er bedsteforældre, til vi dør, og det er vigtigt at overveje, hvordan man kan blive ved med at få kræfterne til at udfylde den rolle. I vores gruppe af seniorpårørende har vi ikke løsningerne på de konkrete problemer, men i samtalerne i gruppen er der et frirum, hvor man kan dele det, som tynger, læsse af og få ny energi.”
Jeannette Cold har gennem de mange års frivilligt arbejde mødt bedsteforældre, som har kunnet gøre en forskel for deres børnebørn ved at tilbyde dem et frirum, og hun har også mødt bedsteforældre, som var blevet slidt af livet som seniorpårørende.
”Små handlinger kan gøre en forskel. Børnebørn, som vokser op under svære kår, kæmper ofte med ensomhed, og her kan det have betydning, at man husker at sende en sms og lader barnebarnet vide, at man altid er til rådighed, hvis de brug for at tale.”
Bedste hjælper. Da barnebarnet havde betroet sig til hende, vidste hun ikke, hvad hun kunne gøre med hans tillid. Tidligere havde hendes hjælp ofte været mere praktisk, men nu blev hendes opgave at vise ham, at hun ikke stødte ham fra sig. Ville han tale, ville hun gerne lytte, men der var også flere dage, hvor de kunne nyde vandet og måltiderne og bare være sammen uden særlig mange ord. Nok syntes hun, at han havde handlet dumt, men når hun så alvoren i hans ansigt, kunne hun se, at han dømte sig selv hårdt.
I dag har barnebarnet taget hul på et nyt afsnit af sit liv. Inden han rejste fra sommerhuset, havde han opstillet mål for dette nye livsafsnit: Troskab og afholdenhed med hensyn til alkohol. Og når hun modtager en sms, er det ofte ham, som skriver for at dele en af hverdagens sejre med sin bedstemor.
Bedstemoderen har ønsket at være anonym. Hendes identitet er redaktionen bekendt.