De gik på gaden og demonstrerede mod atomkraft og Vietnamkrigen. De gjorde oprør mod autoriteter, råbte ”red verdenshavene” og fandt forbilleder i revolutionære fra fremmede egne. I dag er mange af 68’erne omkring 70 år, og alt imens man gik og troede, at de efter et langt arbejdsliv havde overgivet sig til en stille og rolig pensionisttilværelse med deres på det tørre, rører de på sig.
Flere iagttagere, som Kristeligt Dagblad har talt med, har således bemærket, hvordan de gamle 68’ere har fundet deres indre oprører frem. Ikke i kampen for dem selv og deres fremtid. Nej, snarere fordi de er bekymrede for den unge generation og de forhold, de unge skal føre verden videre under.
Ikke mindst på klimaområdet ser man lige nu en generation af bedsteforældre danne alliance med deres børnebørn og erstatte fortidens forbilleder med de unges egen klimaaktivist, Greta Thunberg. De går på gaden og demonstrerer for klimaet og indrykker læserbreve i aviserne.
Men hvorfor er det seniorerne, der griber til handling og forener sig med ungdommen? Det burde vel snarere være deres egne børn, de unges forældre, for selv når bedsteforældrene næppe at opleve de værst tænkelige konsekvenser af klimakrisen.
Fremtidsforsker og cand.scient.pol. Anne-Marie Dahl er en af dem, der ikke er overrasket over, at ung og gammel netop i disse år finder sammen i kampen for klimaet. Hun tror, at det handler om, at den ældre generation ser et håb i ungdommen.
”68-generationen havde jo deres ’Nej tak til atomkraft’ og protesterede mod Vietnam-krigen, og jeg tror, at de sidder og klapper i deres hænder over, at der nu kommer en generation af unge, som gør lidt af det samme, som de selv gjorde i sin tid. De kan genkende noget af den flowerpower, de selv var en del af engang. 68’erne ved også, at de ikke lever evigt, og nu har de et ønske om at give en god klode videre til deres børnebørn. De unges forældre derimod er fra den økonomiske krise og har oplevet høj arbejdsløshed og tårnhøje renter på studielån, og de har travlt med at få deres børn på rette vej, så de kan kapere fremtidens udfordringer,” siger hun.
67-årige Kirsten Gullmaj Nielsen fra Odense er en af de seniorer, der har kastet sig ind i kampen for klimaet. Hun er tovholder i den fynske afdeling af Bedsteforældre for Klimaaktion og kan nikke genkendende til Anne-Marie Dahls analyse.
”Mange af os fra 68-generationen mødes nok på en eller anden måde igen her i klimakampen. Da vi var unge, kæmpede vi mod forurening, for rene verdenshave og havde nogle forældre, der ikke lyttede til os. Den frustration, som vi ser de unge klimaaktivister udvise, fordi de ikke føler sig hørt, kan jeg genkende fra dengang, og jeg tror, at mange af os kan identificere os med de unges kampgejst og fortvivlelse i dag,” siger hun.
I de år, Kirsten Gullmaj Nielsen havde hjemmeboende børn og var på arbejdsmarkedet, var det så som så med at gå på barrikaderne. De store visioner og ideologien blev pakket væk i en årrække, men nu, hvor tiden er en anden, spirer oprørstrangen frem indefra.
”Der har siden 1960’ernes og 1970’ernes diskussioner om grænser for vækst ingen forståelse været for de tanker, og selvom det nu er på så dyster en baggrund, giver det en vis glæde, at tiden endelig er moden til, at vi er vores ansvar for klimaet og planeten bevidst. Det giver håb for fremtiden, trods alt. Og jeg tror, at vi har de unge med os,” siger Kirsten Gullmaj Nielsen.
Det er ikke kun på klimaområdet, at ung og gammel tilsyneladende er i gang med at opbygge en særlig samhørighed.
Lisbeth Trinskjær, der er forstander på Ubberup Højskole og formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark, aner også en anden tendens. Nemlig at flere og flere af de unge, der tager et på højskoleophold, har fået det helt eller delvist betalt af deres bedsteforældre.
”Det er bedsteforældrene, der til en start har foreslået dem at tage på højskole. En del af dem, fordi de selv har været der engang. Jeg oplever, at bedsteforældrene ser en generation af unge, der er pressede på mange parametre i deres liv, og gerne vil give dem noget, der ikke handler om at præstere. En større og mere sikker grund at stå på, hvor frihed, dannelse og dybde er nogle af nøgleordene,” siger hun.
Når det ikke i så høj grad er de unges egne forældre, der gelejder dem mod landets højskoler, skyldes det, tror Lisbeth Trinskjær, at deres syn på de unge er anderledes.
”Jeg tror faktisk, at forældrene er meget optagede af, at de unge får den uddannelse, de skal have, og at de sørger for at finde et eksistensgrundlag. Derfor er det en meget fin gave, bedsteforældrene giver til deres børnebørn, som jeg tror styrker forholdet mellem de to generationer. Jeg plejer at kalde det for generationsgaven,” siger Lisbeth Trinskjær.
I Anne-Marie Dahls optik er det oplagt, at det netop er nu, man ser den unge generation på bedsteforældrebetalte højskoleophold.
”Den ældre generation kan se, at de unge begynder at reagere mod den new public management-åre, som løber gennem hele vores samfund. De ser, at mange unge bukker under for stress, at kloden bløder, og de oplever, at de unges forældre har strømlinet dem alt for meget. De ønsker, at deres børnebørn også skal opleve noget andet, og det kan de på en højskole. Her lærer de om livet og dannes som hele mennesker et sted, hvor den økonomiske tankegang ikke fylder,” siger hun.
Arne Rolighed, der er forhenværende sundhedsminister (S) og næstformand for Danske Seniorer, mener dog, at også økonomi spiller en væsentlig rolle i den måde, som forholdet mellem børnebørn og bedsteforældre har udviklet sig gennem de seneste år.
”Virkeligheden er nok, at vi i dag har en meget bedre økonomi, som gør os i stand til at støtte vores børnebørn på forskellig vis. Men så har vi også 25 år mere at leve i og mere sundhed, end dengang jeg selv var barnebarn. Derfor ser man også i dag flere ældre, der rejser alene med deres børnebørn eller med hele familien,” siger han.
Tidligere chefkonsulent hos Ældre Sagen og nu pensionist Margrethe Kähler tror, at der er flere årsager til, at hendes generation og den unge generation er et godt match. Det handler til dels om, at bedsteforældrene er ude af det konkurrenceprægede marked og derfor kan se på tingenes tilstand på en anden måde end deres egne børn, som stadig er i gang med deres arbejdsliv. Men også om, at hun og hendes jævnaldrende voksede op i en særlig tid.
”Jeg tilhører jo en generation, hvor man begyndte at tænke meget mere frit over tingene i forhold til den generation, jeg er blevet opdraget af. Vi fik et mere åbent forhold til kønsliv, musik og politik, som vi har med os, og på den måde er vi måske mere ’unge i hovedet’, end vores egne børn kan tillade sig at være som deltagere i vores konkurrencesamfund. Og så har vi ikke den dobbeltfunktion, som forældrene har. Vi skal ikke også have øje for, at de unge kommer godt på vej uddannelses- og arbejdsmæssigt. Vi har derimod en erfaring, der siger, at livet også er noget andet og mere holdbart,” siger hun.
Margrethe Kähler bruger en stor del af sin pensionisttilværelse på sine børnebørn. Også det ældste barnebarn, en pige på 20 år. Hun oplever, at de to har en helt særlig samhørighed, der ikke kan sammenlignes med den, der er mellem barnebarnet og hendes forældre.
”Der ligger, tror jeg, en tankemæssig frihed i relationen mellem bedsteforældregenerationen og børnebørn-generationen. Nogle humanistiske normer, som binder os tæt sammen, og som jeg sætter stor pris på.”