Bedsteforældre tager klimakampen op for børnebørnenes skyld

Bedsteforældre fra hele landet samler sig for tiden i bevægelsen Bedsteforældrenes Klimaaktion for at kæmpe for at bevare den klode, som deres børnebørn skal vokse op på. Selvom fremtiden ikke tilhører os, er vi forpligtede til at tage del i kampen – for vores børnebørns skyld, siger Annegrethe Jørgensen, bevægelsens initiativtager

Annegrethe Jørgensen er initiativtager til bevægelsen Bedsteforældrenes Klimaaktion. Midt i en følelse af afmagt hjælper det at handle, synes hun. –
Annegrethe Jørgensen er initiativtager til bevægelsen Bedsteforældrenes Klimaaktion. Midt i en følelse af afmagt hjælper det at handle, synes hun. – . Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus.

I sin lejlighed i Aarhus- bydelen Højbjerg går Annegrethe Jørgensen og glæder sig til, at hun en dag bliver bedstemor.

Den 64-årige efterlønner har to voksne sønner, og selvom de endnu ikke ”har fået taget hul på det med børn”, så ved Annegrethe Jørgensen, at det er noget, de ønsker sig, når tiden er rigtig.

Indtil da glæder hun sig over sin titel som bonus-bedstemor for tre små børn i en familie, som hun er nært knyttet til. Samværet med tvillingeparret på tre år og deres storebror på fem år er noget af det bedste i en bonus-bedstemors liv, siger Annegrethe Jørgensen, der har en baggrund blandt andet som social- og sundhedsassistent både her i Danmark og i Norge.

Men på deres vegne, og på vegne af de børnebørn, hun håber på selv at få en dag, er hun bekymret for fremtiden. I mere end 10 år har Annegrethe Jørgensen samlet et hav af artikler om de menneskeskabte klimaforandringer. Stigende temperaturer og forhøjede vandstande. Fossile brændstoffer og grøn omstilling. CO2-aftryk og CO2-neutralitet.

Læs også: Tal åbent med dine børn om klimaforandringer

Og samlingen er efterhånden så stor, at den fylder godt 1000 word-sider på hendes computer. Alligevel er det, som om det først er inden for de seneste få år, at det rigtig er gået op for hende, hvad alle informationerne betyder.

”Når jeg kigger på de skønne unger, jeg kender, og tænker på de børnebørn, jeg forhåbentlig en dag selv får, så bliver det hele virkeligt på en anden måde. De ændringer, som er ved at ske på vores klode, skal de leve med i fremtiden. Klimaforandringerne har allerede fået store konsekvenser flere steder i verden, og det er jeg sikker på, vi også kommer til at mærke følgerne af her på vores breddegrader,” siger Annegrethe Jørgensen, der i foråret 2017 besluttede sig for at omsætte sine bekymringer til handling.

Her stiftede hun Bedsteforældrenes Klimaaktion, som er en temagruppe under 350 Klimabevægelsen i Danmark. Og på det halvandet år, der er gået siden da, har det vist sig, at Annegrethe Jørgensen langtfra er den eneste (kommende) bedstemor, der er bekymret for sine børnebørns fremtid.

Hvad der begyndte som en håndfuld østjyske bedstefædre og bedstemødre, der mødtes en gang imellem, er nu blevet til fire lokalgrupper i henholdsvis Aarhus, Odense, København og Aalborg, der holder møder cirka en gang om måneden. Her bliver de klogere på den nyeste klimaforskning – og hjælper hinanden med at fordøje det, de får at vide, siger Annegrethe Jørgensen. Og så lægger de strategier for, hvordan de skal fange politikernes og borgernes opmærksomhed.

Læs også: Er klimaet unges vej til et fælles moral-kodeks?

Bedsteforældrenes Klimaaktion er ikke en forening, men en bevægelse, og derfor kan Annegrethe Jørgensen ikke sige præcis, hvor mange medlemmer den består af. Men 340 personer er på nuværende tidspunkt medlemmer af den lukkede Facebook-gruppe for aktive støtter. De fleste er bedsteforældre, men alle, som er over 50 år, og som har lyst til at være aktive, er velkomne.

Det betyder, at Annegrethe Jørgensen har fået ikke så lidt travlt. Hver uge lægger hun adskillige frivillige timer og kræfter i at holde bevægelsen i gang.

”Men det er, fordi det er givende at handle. Forleden var jeg til møde med lokalgruppen i Nordjylland, og her var der en bedstemor, som sagde, at hun ønskede at være aktiv som modvægt til den afmagt, hun følte. Det er lige præcis sådan, jeg har det. Hvis man klarer at holde sig åben over for det, som klimaforskningen fortæller os, så er det svært at se, hvordan vi kan blive ved med at leve vores liv på den måde, vi har gjort hidtil. Men når man samtidig oplever, at vores politikere kun taler i stedet for at sætte handling bag deres ord, så er det, at man kommer til at føle afmagten. Det eneste, der kan redde en fra at blive deprimeret i den situation, er at gøre, hvad man kan. Det er det, de aktive bedstefædre og bedstemødre gør. De gør, hvad de kan,” siger Annegrethe Jørgensen, der har været aktivist, siden hun var ung.

Og ligeledes er det hendes indtryk, at det for mange af dem, der melder sig som aktive i Bedsteforældrenes Klimaaktion, ikke er første gang, de engagerer sig i græsrodsarbejde. Hun vurderer, at mange af dem tilhører den berømte 68’er-generation.

Det var, da hun boede i Norge, at Annegrethe Jørgensen fik idéen til Bedsteforældrenes Klima- aktion. Her har en lignende bevægelse eksisteret i 10 år. Men hvorfor er det vigtigt, at bedsteforældre og andre modne mennesker har en særskilt gruppe at samle sig i?

Annegrethe Jørgensen påpeger, at bevægelsen ofte samarbejder med andre græsrodsbevægelser, men:

”Jeg tror, at klimaproblematikken kan blive meget virkelig for den ældre generation, når man fortæller, at det er vores børnebørns fremtid, det drejer sig om. Når politikerne taler om klimamål, nævner de tit årstal som 2030 og 2050. Til den tid kan det godt være, at vi ikke længere er her, men vores børnebørn vil måske have påbegyndt deres voksentilværelse – og i hvilke liv, spørger jeg bare. Hvis vi ikke handler nu, så er der en stor risiko for, at de retfærdige, demokratiske samfund, vi lever i lige nu, ikke vil bestå. Verden vil blive kaotisk og ustabil, når kampen om de knappe ressourcer bliver alles kamp mod alle,” siger Annegrethe Jørgensen og fortsætter:

”Og så er det, fordi vi i den ældre generation har tid til at engagere os. Når jeg kigger på mine voksne børn, kan jeg godt se, at de ikke har tid til det på samme måde. De lever det der hamsterhjul med deres karriere, og det er helt forståeligt. Men vi, der er på pension eller efterløn, vi har tid og ressourcer. Dem synes jeg, vi skal bruge fornuftigt,” siger Annegrethe Jørgensen.

Noget af det vigtigste for hende er, at gøre klimaproblematikken nærværende og menneskelig. At skabe en debat, der ikke bare handler om temperaturer og statistikker, men om familie og følelser.

”Det synes jeg er afgørende for, at vi får en god debat. Når udgangspunktet er de her unger, som vi er glade for, så tror jeg, der er en mindre risiko for, at vi kommer til at sprede vores budskab på en moraliserende måde. Det er der nemlig ingen grund til. Vi vil ikke anfægte folks personlige frihed til at leve, som de vil. Vi vil blot fortælle om, hvordan vi lever for at nedsætte vores CO2-aftryk, og vi vil spørge til, hvordan andre lever deres liv. Den gode samtale er det vigtigste for os – især når vi taler med borgere. Når vi taler med politikerne forsøger vi dog at være noget mere klare i spyttet, for de burde vide bedre, og det burde være på tide, at de sætter handling bag alle deres store ord på klimaområdet,” siger Annegrethe Jørgensen.

Selv lever Annegrethe Jørgensen meget sparsomt. Det skyldes da også, at hun som efterlønner ikke har mulighed for så meget andet, siger hun. Hun cykler til det meste, planlægger sin kost, så den indeholder flere tørrede kikærter end røde bøffer. Og flyveture til fjerne egne af verden gør hun sig ikke i.

Selvom hun godt ved, at det langtfra er alle, der lever som hende, så har hun alligevel håb for fremtiden. Helt konkret skyldes det for eksempel, at hun ser gode muligheder for, at det i en nær fremtid ikke længere vil være rentabelt at investere i fossile brændstoffer. Men det har også en anden årsag:

”Midt i den tilbagevendende følelse af afmagt giver det mig håb at gå i kirke og se de unge forældre bære deres børn til dåben. Hvis de nu var snusfornuftige, så holdt de op med at få børn. Objektivt set ville det være bedst for CO2-aftrykket. Men det gør de ikke. De bliver ved med at tro på, at der er en fremtid. Og gudskelov for det,” siger Annegrethe Jørgensen.