Det er eftermiddag i en villa i Helsingør, og 66-årige Lillian Bondo læser højt for Alfred og Edith. I dag er det en billedbog, men det kunne også have været et afsnit af ”Villads fra Valby” eller en pixibog, som hun læste for de to. Der bliver læst højt, tegnet og måske bygget en hule eller udkæmpet en fægtekamp sådan en eftermiddag med børnebørnene. Når datteren og svigersønnen kommer hjem, har hendes mand, morfar Tage Arentoft, sørget for, at aftensmaden er klar.
Der er ønskebørn, og der er også ønskebørnebørn. Lillian Bondo har fire af slagsen i alderen nul til syv år. I september 2012 blev hun mormor til Sara, og fem måneder senere blev Alfred født. Siden er Edith på knap tre år føjet til flokken. Og i sommer blev hun farmor til Elio.
”Det er svært at tillade sig at længes efter børnebørn, inden ens børn er parate til at blive forældre, så vi holdt os lidt i baggrunden med vores ønsker. Men selvfølgelig har vi været både spændte og lykkelige, hver gang vi har fået at vide, at der var børnebørn på vej.”
Hun genkalder sig forventningen, da hun skulle møde sine første børnebørn. Som jordemoder i fire årtier har Lillian Bondo set utallige børn komme til verden, og hun havde en forventning om, at hun nok ville blive nærmest forelsket i den lille. Og hver gang var det dejligt at møde den nyfødte. Men også noget andet har fyldt:
”Det, som var helt overvældende, var at se vores børn og svigerbørn blive forældre. Det var så bevægende, at jeg næsten ikke kan tale om det uden at blive tyk i mælet.”
En del af de glæder, hun mærker som bedstemor, kobler hun til det at være forælder, hvor man glæder sig over små og store udviklinger: når barnet lærer at sidde, de første stavrende skridt, første gang barnet skriver sit navn, og sådan fortsætter det med en forstørret dybde, når ens voksne børn bliver forældre.
”De største oplevelser, jeg som forælder har haft med mine børn, har været at se dem hoppe ind i næste led. Som forælder er der stadig nye glæder knyttet til forældrerollen, selvom jeg har voksne børn og børnebørn, fordi jeg ser mine børn gå ind i nye led af ansvar.”
Hun var 59 år, da hun blev bedstemor. Dengang var hun formand for Jordemoderforeningen og havde flere tillidshverv og var dermed en ganske travl bedstemor. I de år blev weekendstunder med børn og børnebørn vigtige.
”Jeg ville prøve at være så tæt på mine børnebørn, som jeg kunne være, hvis jeg fik lov til det. Jeg ville ikke pådutte mine børn noget, de ikke ønskede sig, og jeg ville prøve at rette mig efter, hvad de havde af behov.”
I dag fylder arbejdet mindre. I efteråret gik hun af som formand og fik i stedet ansættelse på Rigshospitalet som jordemoder på nedsat tid. Hun har fået mere tid til sport, til at arbejde med sin sangstemme og er netop blevet optaget i Det Danske Kammerkor, og hun udfører stadig konsulentarbejde for Jordemoderforeningen og er med i bestyrelsesarbejdet. Men færre skemalagte arbejdstimer betyder, at hun bedre kan være med til at hente fra skole og børnehave og rykke ud, hvis der er brug for ekstra hænder.
”Min mand gik på pension i 2017, og det betød, at han kunne træde til, da vores datter skulle på efteruddannelse, mens hendes yngste var et halvt år. På studiedagene gik han med den lille i en bæresele og sørgede for, at vores datter kunne få hende bragt til ammestunderne. Min mand fik et særligt bånd til det barnebarn, og de fik en rytme, hvor han hentede – noget, jeg nu lidt oftere kan være en del af.”
Er der noget, man skal lære, når man bliver bedstemor? Lillian Bondo beskriver sig selv som en lidt bossy mor, og hun ved, at det er en rolle, som hun har svært ved at lægge fra sig. Men som bedstemor er hun sig meget bevidst, at hun ikke skal være den, som bestemmer.
”Det kan være svært, og jeg skal vænne mig til, at der er ting i forhold til børnebørnene, som skal gøres anderledes, også selvom jeg nogle gange kan mærke, at det går mod mine lyster. Men jeg prøver virkelig at respektere de idéer og tanker, mine børn og svigerbørn har om, hvordan man er sammen med sine børn.”
Hun fik tidligt at vide af sine to døtre, som blev mødre med få måneders mellemrum, at hun skulle prøve at lade være med at præsentere ordet ’nej’, hvis der var noget, børnebørnene ikke måtte. I stedet opmuntrede de hende til at flytte barnets opmærksomhed ved at præsentere andre muligheder.
”Det er noget, jeg har skullet lære, og jeg kan se, at vores børn som forældre er meget gode til at gå med børnene uden at slippe grænserne. ’Nej’ er ikke det første, advarende ord i deres kommunikation med barnet.”
Der findes et sort-hvidt billede taget i sidste del af 1950’erne, hvor Lillian Bondo sidder ganske tæt ved sin mormor, Lillian Blinkenberg, som hun er opkaldt efter. På billedet er hun flankeret af sine to ældre brødre, Erik og Asger.
Lillian Bondo peger på Anders And-bladet i mormoderens hænder. Hun tænker, at fotografiet må være opstillet, for hun husker ikke, at nogen voksen nogensinde læste tegneserier højt for dem. Hendes mormor læste gerne eventyr, og så sang hun med børnebørnene og introducerede dem til Schubert og Schumanns sange i herskabshjemmet i Risskov ved Aarhus, hvor hun var hjemmegående professorfrue.
”Jeg holdt vanvittigt meget af hende. Hun var fantastisk og meget respektindgydende. Hun var bestemt, og man måtte meget mindre, når man var hos hende, men det, vi måtte, var til gengæld også meget spændende.”
Når Lillian Bondo i dag er sammen med sine børnebørn, kommer de til hende og spørger, om hun vil tegne eller lege. Og ikke sjældent sker det, at de sætter sig med tegnepapir, samler puslespil eller går ud, hvor de finder kogler og måske hygger med Lillian Bondos islandske hest. Når hun tænker på sine bedsteforældre, var de ikke en del af børnenes underholdning.
”Uanset om jeg var hos min farmor og farfar på Ærø, eller om vi holdt ferie hos min mormor og morfar i Aarhus, så forbinder jeg det med børns alene-leg fra morgen til aften. Der var lange stunder, hvor man som barn ikke måtte forstyrre. Var vi på Mols i mine morforældres sommerhus, fulgte min mor ofte med og stod for noget af husholdningen, mens min mormor og morfar beskæftigede sig med os gennem samtaler eller spadsereture i naturen. Men oftest gik dagene med, at vi fandt på lege alene. Der var jo ubegrænset adgang til sten, sand og strand.”
Hendes mormor sørgede for, at hvert af de 16 børnebørn fik en lille opsparing til en dannelsesrejse, og de fleste i den store flok tog hun med på dannelsesrejse i forbindelse med deres konfirmation. Lillian Bondo fik en togrejse til Rom med sin mormor.
”Forventningen var, at mormor viste mig, hvad jeg skulle se i Rom. Jeg kan ikke huske, at jeg blev spurgt, hvad jeg havde lyst til at opleve, og det var på en måde kendetegnende for min relation til mine bedsteforældre. De delte kærligt af deres viden, men der var også en vis afstand.”
Skønt hun stadig kan genkalde sig duften af sin morfars studerekammer og mormors parfume, så var bedsteforældrene ikke en så integreret del af opvæksten, som hun selv ønsker at være for sine børnebørn. Begge hendes forældre var på arbejdsmarkedet, men hun mindes eksempelvis ikke, at bedsteforældrene nogensinde trådte til med praktisk hjælp i hendes barndomshjem i Odense. Man var i stedet gæster i hinandens hjem, og som barn kunne man ikke opføre sig dårligt i bedsteforældrenes selskab. Som bedstemor vil hun i langt højere grad forsøge at få en hverdag med børnebørnene, og de skal ikke gemme vrede og frustrationer, fordi de er sammen med hende.
”Jeg ved fra deres forældre, at der er et håb om, at vi bidrager med noget af os selv, og de har direkte sagt til os, at vi ikke skal komme med alle mulige gaver til deres børn. Og selvfølgelig er telefon og skærm lagt væk, når vi er sammen med børnebørnene. Det handler ikke først og fremmest om at underholde eller opbevare, men om at tage del i hinandens liv.”
Men når der er blevet tegnet, dukkerne er blevet puttet, og bogen er læst, så er bedstemor Bondo ikke bleg for at sige, at nu må børnebørnene selv finde på noget.