Kære Brevkasse
Jeg har tre dejlige børnebørn, som er i gang med at studere. Helt fra fødslen fulgte min afdøde mand og jeg dem tæt og passede dem jævnligt, når forældrene havde travlt. Da den ældste var omkring ti år, lod vores søn sig skille og giftede sig med en kvinde, der også har tre børn i næsten samme alder. Mine børnebørn fik fast bopæl hos deres mor og besøgte kun deres far hver anden weekend. De tre andre børn boede på skift en uge hos deres far og en uge hos deres mor og min søn. For ikke at skabe unødige konflikter har vi stort set efter skilsmissen ikke haft kontakt med mine børnebørns mor. Min mand og jeg har beundret, hvor meget de to forældre har gjort for, at der i øvrigt ikke blev gjort forskel på ”mine og dine børn”, så at de så vidt muligt skulle fungere som en samlet familie.
For nylig fik jeg lyst til at invitere mine få fætre og kusiner, der endnu lever, samt mine tre børn og deres partnere. Jeg fandt dog, at det ville være en god idé også at invitere mine tre børnebørn og deres partnere. Det ville muliggøre kontakt mellem den ældre og den yngre generation. Umiddelbart før sammenkomsten meldte min nye svigerdatter afbud i vrede over, at jeg ikke også havde inviteret hendes tre børn og deres partnere. Når jeg ikke havde gjort det, var det blandt andet, fordi jeg jo ikke selv har et så tæt forhold til hendes børn som mine egne børnebørn, som jeg har fulgt, siden de blev født. Desuden fandt jeg, at det for de ældre gæster kunne blive lidt for forvirrende med de mange yngre mennesker.
I min søns og nye svigerdatters bestræbelser på ikke at gøre forskel mellem de seks børn – som jo ikke er små længere – indser de ikke, at bedsteforældrene ikke kan få samme tætte forhold til de børn, som de ikke på samme måde har haft tæt inde på livet i de første ti år af deres leveår.
Venlig hilsen
Bodil
Kære Bodil
Tak for dit brev. Du beskriver på bedste vis nogle af de dilemmaer, man kan komme ud for i en sammenbragt familie. Og du beskriver også, hvor forskelligt vi mennesker kan opfatte en situation. For vi er overbevist om, at du ikke har ønsket at såre din svigerdatter eller ønsket at holde din svigerdatters tre børn ude, men tænkt, at de ikke på samme måde havde interesse i at møde dine gamle slægtninge, og som du skriver, kunne det også blive ret mange, man skulle forholde sig til, hvis man ønskede at have tid til at få snakket godt sammen generationerne imellem.
Som du beskriver, har din svigerdatter opfattet situationen helt og aldeles anderledes. Du må på sin vis have betydning for hende, siden hun anser dine valg og dine beslutninger som meget vigtige for hende og hendes børn. Det kan man jo kun glæde sig over – og tage med i fremtiden, når man kommer i situationer, hvor det skal medtænkes.
For at der ikke skal komme for meget dårligt imellem jer, så synes vi, at du skal forsøge at komme hende i møde, for eksempel ved at skrive hende et brev, hvor du forklarer situationen for hende, og hvor du fortæller, at du på ingen måde har haft noget ønske om at holde hendes gode børn ude, men at du tænkte på det med mængden af mennesker, og at de måske ikke havde samme interesse i at møde dine gamle slægtninge. Skriv, at du er ked af denne situation, fordi du ønsker et godt og åbent forhold til både hende og hendes børn, og at du ikke helt havde forestillet dig, hvad det kunne skabe af følelser hos hende.
Vi ved jo ikke, om hun vil tage imod din udstrakte hånd, men det er et forsøg værd. For uanset, hvordan man opfatter denne situation, er det trist og belastende, hvis der skal ligge en konflikt og ulme imellem jer fremadrettet.
Når det er sagt, forstår vi inderligt godt, at du naturligvis har et andet forhold til dine egne børnebørn end hendes børn. De dybe grunde til den relation, som man har til sine børnebørn, grundlægges jo netop, som du skriver, i de små år, hvor man passer dem, og hvor man er sammen med dem, læser og putter og leger og lærer dem at kende, og hvor man opbygger en tæt tilknytning. Det ligger i sagens natur. Og det har din svigerdatter overset eller ikke forstået.
Børn, der kommer ind i ens liv, når de er på vej ind i teenagealderen, kan man af naturlige grunde ikke have det samme forhold til. Man har jo slet ikke fulgt dem tæt igennem deres opvækst, og så skal man heller ikke underkende, at der er noget, der hedder blodets bånd, uanset hvor meget man gør sig umage med at holde af andre.
Man kan være imødekommende, åben og velvillig over for de børn og unge, der kommer ind i ens liv på et senere tidspunkt, og man kan forsøge at opbygge en rigtig god relation til dem efter bedste evne. De børn og unge mennesker kan jo ikke gøre for, at deres forældre har valgt at gå hver til sit og senere valgt at lave en ny familiekonstellation med sammenbragte børn. Det er noget, som de voksne vælger.
Det er også godt, at din søn og hans kone gør sig umage med ikke at gøre forskel på alle de seks børn. Det har sikkert været godt for dem selv og børnene i mange henseender. Men man kan også være så ovenud optaget af ikke at gøre forskel på dine og mine børn, at man glemmer, at der er en meget reel forskel, som er vigtig at forholde sig realistisk til. Det er vigtigt, at man kan tænke og snakke om denne forskel og være åben over for børnenes forskellige tanker om at være sammenbragt, og være åben og klar over, at venner og familie rundt om den sammenbragte familie ikke altid tænker helt i forlængelse af det, som de nye forældre og stedforældre har aftalt med hinanden, da de etablerede sig sammen et godt stykke ind i børnenes opvæksthistorie.
Det kan nogle gange være svært at forstå, hvis man har følelser i klemme efter en skilsmisse og har en idé om, at nu skal alt være ligeligt, og det skal lykkes med at være en familie. Man kan dog ikke dirigere sine indre tilknytninger og sine egne indre følelser, og man kan ikke dirigere sine børns tanker og følelser.
Men som sagt, kan man gøre sig umage med at behandle alle godt og værdigt. Og på den længere bane er der også mange, der har erfaret, at det er blevet til megen glæde, rigdom og fællesskab at byde yderligere børn velkommen ind i familien. På den måde får man jo også som ældre et rigt og mangfoldigt netværk.
Vi håber meget, at I kan komme til at nå hinanden igen, og at du kan være tro mod dine egne inderste følelser, samtidig med at du arbejder på at få et godt, hyggeligt og værdigt forhold til dine bonusbørnebørn, selvom du ikke lærte dem at kende de første ti-tolv år af deres liv.
Mange hilsener