Bedsteforældre hjælper til i hjemmeskolen

Det er imponerende, hvordan børnene bliver undervist digitalt, og hvor godt det fungerer, skriver Ivar Brændgaard. Et punkt på dagens skoleskema kniber det dog med

Det er blandt andet læsning, der skal øves i hjemmeundervisningen.
Det er blandt andet læsning, der skal øves i hjemmeundervisningen. . Foto: Andrew Ebrahim/Unsplash.

Jeg er blevet støttepædagog for mit barnebarn i 2. klasse, og min kone er blevet det samme for sin datterdatter i 0. klasse. Vi møder hver dag klokken 07.30, når begge forældre skal på arbejde. De tager den to-årige lillebror med i bilen, så han kan komme i dagpleje. Godt det samme, for han er et enormt energibundt, der også gerne vil være i centrum.

Vi tænker med gru og beundring på de familier, hvor begge må sidde hjemme og passe hvert sit job og holde gang i en børneflok på tre, der både skal stimuleres, undervises og trøstes. Hvilken daglig udfordring. Så forstår vi, at vi er privilegerede.

Der foreligger hver mandag morgen et ugeskema fra klasselæreren om, hvad vi skal igennem i løbet af ugen. Her står også, hvornår der skal være timer med lærerne i forskellige fag på Teams, typisk tre gange om dagen.

Både 0. klassepigen og 2. klassedrengen har deres undervisningsbøger og hver sin stærke computer med hjem fra skolen. Det er en fantastisk investering fra kommunens side, som nu virkelig kommer til sin fulde ret.

Lærertimerne afvikles forbløffende godt. Der går ofte lige 10 minutter med at få alle kaldt til skærmen, og her hjælper de elever, der er klar, med at ringe op til dem, der har glemt tidspunktet.

Det fungerer. Læreren sidder typisk på et loftskammer med skrå vinduer i baggrunden. Eleverne har typisk valgt baggrunde, så man føler sig hensat til et sted mellem en afrikansk jungle og en skywalkfilm. Læreren gennemgår eksempelvis matematiktimens opgaver, viser et par eksempler og fortæller, hvor de kan finde opgaverne. Så kan eleverne bryde af og selv gå i gang med at løse de opgaver, som ligger klar til dem.

Her er både pædagogiske og spændende opgaver i flotte layouts og design. Eleverne er tydeligvis ikke længere så afhængige af lærerens pædagogiske dygtighed og hittepåsomhed som i tidligere generationer, og hver elev kan selv få lov til at regne siden igennem, og facit kommer med det samme. Det giver virkelig træning, og der kan i den samme time varieres mellem mange forskellige slags opgaver. Imponerende.

Mine tanker glider tilbage til min egen skolegang, ja, længere tilbage. Fra mit bedagede udkigspunkt kan jeg skue ud over fem generationer. Min morfar var kun i skole om vinteren. Der var kun en lærer til alle klasserne. Bibelhistorie fyldte det meste, men han fik da lært at regne og skrive.

Mine forældre gik ud af 7. klasse. Deres største oplevelse var det halve år på Tommerup Højskole, som hver af dem fik. Her fik de både lagt oven på deres skolekundskaber, og de fik et udsyn til både kirkelivet og samfundet, ikke mindst landbrugssamfundet, som de alle skulle tilbage til og virke i.

Jeg mindes min ”Ole-Bole”, som jeg skulle lære at læse efter. Den bog havde allerede været i brug i mange år. Pædagogik som redskab var kun kendt af de yngste lærere. Alligevel var den lærer, der kom til at betyde mest for min udvikling, en kedelig og forhutlet lærer, som vi så op til. Gomse kaldte vi ham. Han levede alene og mest af Gajol, Cecil og kaffe.

I 6. klasse terpede han os i alle dansktimer i dansk grammatik, hvor vi efter tur skulle op og analysere en hoved- og bisætning i alle dets dele. Hver dag hele året. Ufatteligt kedeligt. Men jeg kan takke ham for – hvad jeg aldrig fik gjort – at jeg blev god til at udtrykke mig skriftligt på dansk. Og den grammatikgymnastik blev guld værd, da jeg senere skulle lære tysk, fransk og latin.

Mine børn kom til at gå på en skole, hvor der var en dårlig leder, der ansatte dårlige lærere, som skabte en dårlig moral. Indimellem tænkte jeg, om dårlig læring i nogle fag i folkeskolen ville hæmme dem i deres videre udvikling. Det skete ikke. Børn har heldigvis en stor robusthed. Når lysten og lejligheden er der, så skal de nok komme videre.

Tilbage til mit barnebarn. Der er musiktime med læreren over Teams. Jeg er spændt på, hvordan det skal spænde af. Læreren gennemgår, hvad de skal øve. Så går de i gang hver især. Og pludselig hører jeg drengen synge med på en rytmisk sang med øretelefoner på, så han oplever, at han synger med i kor. Og lidt senere sidder han med sit tastatur og får undervisning i rytme, hvor han med det kan afkoble og tilkoble forskellige instrumenter og selv kan lave om på rytmerne. Fantastisk.

Så er der frilæsning. Han skal læse op for mig af en bog, som han finder på nettet. Han er lige på det punkt, hvor han er ved at blive flydende i læsning. Lige om lidt åbner der sig en guldgrube for ham. Men måske vil computerspillene overtrumfe læselysten. Desværre.

Eneste tidspunkt, hvor der er krise i skolestuen, er, når dagens lektier er til ende. Så vil bedsteforældrene ud på deres daglige gåtur, der ikke er under fem kilometer. Her skal der både overtalelse og benzin til, før undervisningsdagen når i mål.