Prøv avisen
Klumme

Det er en nåde at møde mennesker, som yder en modstand

"Sand omsorg staves til tider m o d s t a n d." Tegning: Peter M. Jensen.

Når jeg ser tilbage på mit liv indtil videre, kan jeg se, at bekræftelserne har været vigtige, men også, at jeg ville være faret vild uden de mennesker, der har dristet sig til at blande sig i mit liv. Det skriver forfatter og præst Tomas Sjödin i en af sine klummer fra avisen Göteborgposten

Vi var på ferie i USA og lejede en bil, fordi det er noget nær umuligt at komme frem på anden vis i Staterne. Bilen, som vi fik udpeget som vor, viste sig at være en spritny Chevrolet.

Den var allerede ved booking mistænkeligt billig, og da damen spurgte, om vi ville bytte til noget mere ”luksuriøst”, føltes det, som om hun spøgte.

Vi beholdt naturligvis bilen, og midt om natten trillede vi ud fra lufthavnen for at finde vort hotel. Det burde ikke blive noget problem, eftersom vi havde betalt ekstra for en gps.

Det lod sig ikke gøre at finde gaden, som vort hotel skulle ligge på, i apparatet, så vi tastede en tilgrænsende adresse ind og kørte.

Vi havde rejst i næsten et døgn, var regederligt trætte og ville bare gerne i seng.

Ret snart ville apparatet have os til at dreje til højre og så til højre igen og slet ikke den vej, vi selv mente. Vejene blev smallere, der blev længere mellem husene, og til sidst sagde vi til hinanden, at det måtte da være forkert, og vendte om.

Den amerikanske kvindestemme i navigatoren fortsatte dog lige så venligt som før med at sige drej til højre og drej til venstre, og snart var vi fremme på en vendeplads.

Det var dér, det gik op for os, at hvordan vi end kørte, så syntes damen, at vi var på rette vej, og selv når vi holdt stille for rødt, fortsatte bilen på den lille skærm med at bevæge sig fremad. Så indså vi, at også den venlige stemme, der ledte os på vej, var faret vild.

Vor gps var i udu, så vi gik ind på en benzintank og spurgte om vej på gammeldags, hæderlig vis. Manden på tanken var lige så hyggelig som damen inde i apparatet; forskellen var bare, at han godt vidste, hvor han var, og hvordan vi skulle køre for at nå frem til vor destination.

”Vend om,” sagde han. ”I skal køre en helt anden vej.” Det var næsten morgen, da vi nåede frem, men frem kom vi.

Man siger, at vi lever i en bekræftelseskultur. Alle bekræfter alle med udtryk som, at ”det er du værd”, ”det kan du godt unde dig” og ”hej søde”. Behovet for bekræftelse er legitimt og varer hele livet.

Men hvis ikke man oplever den nåde af og til at møde mennesker, som yder en modstand og elsker én så højt, at de ikke er enige i alt, ja, måske til og med advarer én mod visse veje, så er man ilde stedt.

Når jeg ser tilbage på mit liv indtil videre, kan jeg se, at bekræftelserne har været vigtige, men også, at jeg ville være faret vild uden de mennesker, der har dristet sig til at blande sig i mit liv og gøre mig opmærksom på, at den vej, ad hvilken jeg påtænkte at gå, var en farlig vej. Dengang vakte de min vrede. Nu tænker jeg taknemmeligt tilbage på dem.

Som en direkte følge af, at vort samfund er blevet stadig mere individualistisk, bliver det nærmest betragtet som indbildsk at have en mening om nogen andens liv end ens eget.

Men sand omsorg staves til tider m o d s t a n d. Uden den modstand bliver vore fællesskaber, ligesom vor amerikanske gps var det: venlige og hyggelige, men bereder os en næsten ufattelig omvej til målet.