Prøv avisen

Bekymrer vi os egentlig om det rigtige?

Terror og økonomi er blandt andet noget af det, der bekymrer danskerne mest. Tegning: Morten Voigt

Vi bliver stadig mere bekymrede, viser undersøgelse – for tiden især om økonomien, helbredet og terroren. Det skaber en moralsk konflikt, for hvordan bør politikerne reagere, når eksperterne siger, at vi i virkeligheden burde bekymre os mere om helt andre ting?

I disse dage drager mange danskere til Europas storbyer på efterårsferie, men for nogle er det formentlig ikke helt uden en ulmende bekymring i baghovedet. Hvad med terror? Øger jeg ikke blot risikoen for, at det er mig – eller endnu værre min familie – der bliver ramt næste gang?

Netop terror står stadig højere på den rangordning af vores bekymringer, som TrygFonden har lavet siden 2004. Her undersøger fonden, hvad der bekymrer danskerne og gør dem mest utrygge. De to følelser er ikke ens, men dog to sider af samme sag, forklarer forskningschef Anders Hede, der står bag målingerne. Utryghed er forbundet med det nære – især hvorvidt velfærdssystemet vil dække i tilfælde af sygdom og allerdom, og hvorvidt familiens økonomi generelt kan bære. Bekymringer er de mere overordnede forhold, vi synes, er vigtige, men som ikke nødvendigvis holder os søvnløse. Klimaforandringer, flygtningestrømme og den slags. Begge dele rører ved noget grundlæggende i os, og begge dele har været i konstant stigning, siden målingerne begyndte for 13 år siden.

Mens det, vi er utrygge ved, er ret stabilt, ændrer de ting, vi bekymrer os over, sig dog løbende. I 1970’erne var det ikke mindst atomkraft og skovdød, der optog os. Årtiet efter fyldte begreber som syreregn, atomkrig og hullet i ozonlaget. I 1990’erne blev indvandring et af de vigtigste emner, og det var her, danskernes bekymring for vold og kriminalitet toppede. 2000’erne blev især terrorens og klimaforandringernes årti og er de seneste år kun blevet overgået af den økonomiske krise, arbejdsløshed og kriminalitet.

Vores bekymringer følger i høj grad de økonomiske konjunkturer, forklarer Anders Hede. Er pengene små, er det dem, vi har fokus på. Når de ikke er, har vi bedre overskud til at bekymre os om landets, verdens og klodens helbred. Det giver god mening, men der er også mindre logiske mønstre at finde. Og de er særligt tydelige i de nyeste tal, siger forskningschefen, for her er utrygheden for at blive ramt af terror fordoblet fra 2015 til midten af 2016, så det i dag er hver femte, der føler sig decideret utryg.

”Den udvikling afspejler utvivlsomt rækken af terrorangreb på europæiske storbyer,” siger han. ”Ikke desto mindre er den enkeltes risiko for at blive ramt jo fortsat endog meget lille.”

Og hvad kan man så læse ud af det mønster? Det fortæller på mange måder historien om bekymringens anatomi. Eller i hvert fald dens skelet, og man kan konstatere, at vores bekymringer ikke blot er styret af rationelle overvejelser. Det har de nok heller aldrig været, siger filosoffen Karsten Klint Jensen. Som lektor på Københavns Universitet har han gennem flere årtier forsket i, hvordan vi vurderer risici og derudfra former vores bekymring. Tendensen er tydelig. De drivende kræfter er, at jo mere spektakulært og voldsomt noget er, jo større risiko vurderer vi, der er, og jo større bekymring skaber det. En anden vigtig faktor er, om det er en risiko, man er bekendt med eller ej. Bekymringen for eksempelvis at blive smittet med fugleinfluenza har været stærkt overdrevet i forhold til den reelle risiko.

Måske netop af disse grunde kan man også konstatere, at de mest udbredte bekymringer ikke stemmer overens med det, forskere og fageksperter mener, vi bør bekymre os om. Det ser man blandt andet hos Verdens Økonomiske Forum, WEF, der hvert år spørger 750 eksperter om, hvad der er de fem mest alvorlige udfordringer for verden i det kommende årti. For 10 år siden var det: Et nedbrud i informationsstrømmen, kroniske sygdomme, olie- og gaspriserne, den stagnerende økonomi i Kina og et kollaps i aktiemarkedet. I den seneste vurdering fra 2017 lyder listen sådan her: Ekstremt vejr, store flygtningestrømme, store naturkatastrofer, store terrorangreb og omfattende datasvindel.

Fælles for de to målinger er dog, at der kun er lidt overlap i forhold til det, befolkningen går og bekymrer sig om. Den primære forskel er, at befolkningen – både i Danmark og i Europa generelt – i højere grad bekymrer sig om det nære, siger Rasmus H. Sarauw-Nielsen. Han er analytiker hos det globale analysefirma Nielsen, som hvert år måler forbrugernes største og næststørste bekymringer i 63 lande over hele kloden. I de nyeste målinger fra i år er terror rykket op som den største bekymring af alle, både hos danskerne og for det europæiske gennemsnit. Og det skyldes formentlig en udbredt fornemmelse af, at terroren bliver hyppigere og rykker tættere på. I lande med økonomisk krise og stor ledighed er det typisk netop de to ting, der rangerer højest, mens lande med høj grad af tryghed og stabil økonomi i højere grad bekymrer sig om mere fjerne problemer som eksempelvis den globale opvarmning.

Kan man så på den baggrund sige, at vi går og bekymrer os om det forkerte? Ikke helt, forklarer filosof Karsten Klint Jensen. Terror er ganske vist rykket op på bekymringsskalaen, selv om risikoen for at blive ramt af lynet stadig er større end risikoen for at blive ramt af terror. De tal behøver bare ikke at være afgørende for den enkelte, så hvad det er rigtigt at være bekymret for, er ikke så lige til.

”Men der er alligevel en reel konflikt her,” siger han. ”For vores nogle gange irrationelle bekymringer trækker ofte politikernes og forskernes opmærksomhed væk fra de virkelige problemer, og det betyder ganske ofte, at pengene ikke går de rigtige steder hen.”

Han peger på frygten for kogalskab som et sigende eksempel. Den frygt stod pludselig højt på den internationale dagsorden omkring årtusindskiftet og betød dras-tiske fald i kødpriserne, hastemøder i EU og en række forbud og restriktioner. Karsten Klint Jensen mærkede selv, hvordan forebyggelsen af kogalskab med ét tiltrak sig enorme midler, selvom forskerne på området var enige om, at bekymringerne var helt ude af proportioner. Pengene kunne i stedet være brugt til at bekæmpe et langt større problem, nemlig risikoen for salmonellaforgiftning.

”Men den er jo svær, for bekymringen for kogalskab var helt reel, selv om risikoen ikke var det, og den bekymring er man som samfund nødt til at reagere på. Det samme gælder terrorfrygten, der sluger langt flere midler, end den reelle risiko berettiger til. Nogle argumenterer så, at hvis bare folk var bedre op-lyste, ville de i højere grad bekymre sig om det ”rigtige”, men forskningen tyder ikke på, at mere viden giver mere tryghed,” siger han.

Disse misforhold efterlader et moralsk dilemma, for hvad bør samfundet så indrette sine prioriteringer efter? Borgernes eller eksperternes bekymringer? De rationelle eller de irrationelle følelser?

Ifølge de klassiske teorier om folks adfærd handler langt de fleste mennesker rationelt, når det kommer til stykket, men en ny bølge af adfærdsforskere siger, at de teorier ikke passer på mange af vores livsstilsvalg, påpeger Karsten Klint Jensen. Det er derfor et ret åbent spørgsmål i disse år, hvordan man egentlig skal forstå folks valg i forhold til de risici, valgene indebærer. Den voksende fedme-epidemi er et eksempel på, at vi skader os selv, velvidende at det er det, vi gør. Og hvis det på den måde er – i hvert fald et langt stykke af vejen – et rationelt valg at leve usundt, kan myndighederne så tillade sig at gribe ind?

”Der er et klart behov for, at vi mere åbent diskuterer, hvad der bekymrer befolkningen, og i hvilken grad og på hvilken måde staten skal imødekomme den bekymring. Vores sundhed er eksempelvis noget af det, der bekymrer os mest, samtidig med at mange – mod bedre vidende – tager usunde livsstilsvalg. Hvis ansvar er det så at gøre noget ved det?”, spørger han.

Forskningschef Anders Hede er inde på noget af det samme, når han påpeger, at mens vi bekymrer os for meget om nogle ting, er vi alt for trygge ved andre, eksempelvis tobaksrygning. Begynder et ungt menneske at ryge, stjæler det langt flere leveår end noget som helst andet, man kan finde på at gøre, så hvorfor er det ikke en større, offentlig bekymring – og hvorfor griber staten ikke mere ind? 14.000 mennesker dør af rygning hvert år. Hvis det samme var tilfældet med alt andet, ville staten ikke tøve, siger Anders Hede, og forklaringen er en anden vigtig pointe, mener han. Nogle bekymringer vænner vi os så meget til, at vi glemmer at tage dem alvorligt nok.

”Hvis nogen kom i dag med et nyt produkt og sagde: ’90 procent vil fortryde, at de nogensinde prøvede dette produkt, og halvdelen vil dø af årsager relateret til produktet,’ ville det jo aldrig blive tilladt. Vores forhold til rygning er en påmindelse om, at måden, vi italesætter vores bekymringer på, har direkte indflydelse på, hvordan vi håndterer dem,” siger han.