Bekymringer inspirerer til bøn

Lektor Leif Andersen beskriver sig som en bekymret skabning. I bøn søger han mod den ubekymrethed, som kan gives gennem tro

”Beder man for det, man bekymrer sig om, kan der ske en slags forsoning med Guds vilje, ligesom vi ser det, da Jesus beder i Get-semane Have,” siger Leif Andersen. –
”Beder man for det, man bekymrer sig om, kan der ske en slags forsoning med Guds vilje, ligesom vi ser det, da Jesus beder i Get-semane Have,” siger Leif Andersen. – . Foto: Leif Tuxen.

”Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?”.

Matthæusevangeliet kapitel 6 vers 26-28

Teologen Leif Andersen behøver ikke åbne sin bibel for at gengive de berømte ord fra Matthæusevangeliet. Bibelen er fuld af opfordringer til ikke at bekymre sig, men en kristen tro er langtfra et værn mod grublerier, understreger Leif Andersen. Selv er han, med egne ord, en bekymret skabning.

Som sjælesørger møder han jævnligt mennesker, som kæmper med bekymringer og grublerier, og som selv ser det som et udtryk for vantro.

”Jeg har mødt en del, som anklager sig selv for ikke at være troende nok, fordi de bekymrer sig. Troen bliver på den måde nærmest en byrde for dem.”

Leif Andersen minder om, hvordan Jesus før korsfæstelsen var bange for at dø.

”Jesus siger, at det knuger ham, at han skal dø. Man kan sige, at Jesus før korsfæstelsen udtrykker en følelsens bekymring. Angsten for at dø er noget, som sidder i kroppen, og som man måske ikke kan tro væk. Den følelse sidder også i Jesu krop.”

Leif Andersens bekymringer har det med at tage til, når han skal holde foredrag. Selvom han i fire årtier har stået på talrige talerstole, formår han at blive nærmest neurotisk over, hvordan det skal gå med det næste foredrag. Og så er der først og fremmest bekymringerne for, hvordan det skal gå hans børn og børnebørn.

”Her er vi nede ved bekymringernes grund, hvor man mærker, hvordan liv og kærlighed reagerer.”

Bøn er vigtig for Leif Andersen, når han fyldes af bekymringer. Han siger, at han hælder dem af på Gud. Men hvilken forskel gør bøn i forhold til bekymringer?

”Jeg tror på en medfølende Gud, som lider, når jeg lider, og som græder, når jeg græder. Og for mig gør det en forskel. Jeg taler ikke om troen som en metode til forøgelse af livskvalitet, men tro med karakter af en relation, hvor Gud bliver far, og jeg bliver barn.”

Leif Andersen oplever, at bekymringerne kan give ham inspiration til bønslivet.

”Beder man for det, man bekymrer sig om, kan der ske en slags forsoning med Guds vilje, ligesom vi ser det, da Jesus beder i Getsemane Have. Først beder Jesus om ikke at måtte dø – og siden udtrykker Jesu bøn en forsoning med Guds vilje: ’Dog ske ikke min vilje, men din.’”

Når Leif Andersen en søvnløs nattetime fyldes af bekymringer, prøver han at holde fokus på et vers fra Romerbrevet kapitel 8: ”Alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud.”

”Når Paulus siger, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, er det ikke en opfordring til at se på ens eget liv og gennemskue det, men en invitation til at prøve at finde tilliden til Gud ved at se på Jesu liv. Fordyber man sig i Jesu liv, kan man måske bevæge sig hen mod, hvad man kan kalde ’troens ubekymrethed’. For når man tygger på Paulus’ ord, kan man spørge, om Gud, der ikke har sparet sin egen søn, ikke med Jesus vil skænke os alt?”.

”Det slukker ikke nødvendigvis bekymringerne og følelsen af angst, når jeg læsser af hos Gud, men jeg ved, at jeg er i Guds hånd også i min sorg og smerte. Og det kan måske give mig troens ubekymrethed på et mere grundlæggende plan.”

Han husker en samtale, han havde med en kvinde, som havde mistet et barn. Tabet havde rokket ved hendes trosliv og sat gang i grublerier.

”Hun fortalte, at hun som barn havde lært, at fordi Gud passede på hende, kunne der ikke ske hende noget. Nu var det værste sket. Og hun syntes, at den tillid nu var væk.”

Leif Andersen indskyder, at han har fået lov at dele hendes overvejelser, for når han tænker tilbage på de sjælesørgeriske samtaler gennem årene, kan han konstatere, at den sørgende mor langtfra er ene om at opleve, at tilliden til Gud erstattes af bekymringer i takt med, at livet leves. For Leif Andersen kan en erfaring som kvindens markere begyndelsen på en ny form for tillid.

”Efter sådan et tab er tiden inde til at søge ind i en ny form for tillid, som er tilliden til, at Guds kærlighed har jeg, selv når jeg er i det værste, for ’intet kan skille mig fra Guds kærlighed i Kristus Jesus’. Det er en tillid, jeg måske ikke kan finde ud fra mit eget liv, men ud fra Jesu liv.”