Bent Lexner: Døden er en form for skilsmisse mellem de levende og de døde

Der skal være lighed mellem mennesker i livet. Men heller ikke når man dør, bør der være forskel på rig og fattig, mener 73-årige Bent Lexner, tidligere overrabbiner i Det Jødiske Samfund

Bent Lexner vil begraves på Mosaisk Begravelsesplads på Vestre Kirkegård i København sammen med sin hustru. Her ligger både hans forældre og bedsteforældre. – Foto: Leif Tuxen.
Bent Lexner vil begraves på Mosaisk Begravelsesplads på Vestre Kirkegård i København sammen med sin hustru. Her ligger både hans forældre og bedsteforældre. – Foto: Leif Tuxen.

Hvordan håber du, at din død bliver?

Vi håber vel alle på at dø uden for mange smerter. Ud fra et personligt synspunkt ville det være fint at falde om at et hjerteslag. Men jeg håber ikke, at det sker lige foreløbig. Igennem mine 40 år i jobbet som rabbiner har jeg oplevet forskellige typer dødsfald. Både de pludselige og de mere langtrukne.

LYDSERIE: Hør Bent Lexner fortælle Kåre Gade om sit forhold til døden i lydserien "Når jeg dør" i Kristeligt Dagblads app

Min erfaring siger mig, at de pludselige er en god måde at dø på, selvom det for de efterladte kan være en meget brat måde at tage afsked på og uden mulighed for at sige farvel. Det er måske lidt synd, men alligevel må jeg sige, at det er at foretrække.

Hvordan ønsker du din begravelse bliver?

Jeg ønsker en ganske almindelig kistebegravelse på Mosaisk Begravelsesplads på Vestre Kirkegård i København. Både mine forældre og bedsteforældre ligger der, og jeg vil det samme. Jeg har ind i mellem været i tvivl, om jeg i stedet ville ligge i Israel, fordi vi har alle vores børn og børnebørn der. Men min kone og jeg har bestemt os for, at vi bliver i Danmark. Det er her, vi har levet vores liv, derfor vil vi også begraves her – og så må vi håbe på, at vi alligevel får besøg. Selve begravelsen skal være så enkel som mulig.

Jeg har altid ønsket, at der skal være lighed mellem mennesker i livet. På samme måde ønsker jeg, det skal være i døden. Jeg behøver heller ikke få en masse blomster til min begravelse. Jeg vil hellere have, at folk giver de blomster til nogle, der stadig er i live eller giver pengene til et godgørende formål.

Ser du begravelsen som en slags sidste farvel?

Ja, jeg mener, at døden er en form for skilsmisse mellem de levende og de døde. Og ligesom med skilsmisser kan døden være ganske vanskelig at have med at gøre. Sådan er det også med en begravelse. Jeg tror på, at der er noget efter døden, men det, der giver mig tryghed, er, at jeg tror, vi lever videre i kraft af vores efterkommere. Det også sådan, den jødiske filosofi forholder sig til døden. Den er ikke særligt nysgerrig på, hvad der sker efter livet er slut, men fokuserer i stedet på det liv, vi lever her på jorden. Dermed ikke sagt, at jeg ikke tror på noget efterliv. Tværtimod. Det bekymrer jeg mig bare ikke om.

Så du tvivler aldrig på din egen tro?

Jo, der er altid ting i livet, som man synes er mærkelige og uretfærdige. Jeg har begravet børn og unge. Det var også mig, der begravede Dan Uzan, som blev dræbt ved den jødiske synagoge under terrorangrebet i København i februar 2015. Sådan en oplevelse har fået mig til at tænke: hvorfor skulle det ske? Men jeg har altid ment, at der er mere mellem himmel og jord, end vi forstår. Jeg lader vor herre bestemme, hvordan tingene skal gå. Selv de tragiske hændelser har blot styrket mig i min tro.

Hvordan vil du gerne huskes?

Jeg vil gerne huskes for at have udfyldt mit job efter bedste evne. På samme måde håber jeg, at mine efterladte tænker, at jeg brugte det liv, jeg fik givet på bedste måde. At jeg satte pris på at være med i mange menneskers glæder og sorger. Jeg føler, jeg har gjort, hvad jeg kunne. Dermed ikke sagt, jeg har været uden fejl. Jeg har begået en række menneskelige synder, men hvis jeg en dag skulle stå til ansvar, så håber jeg, mine gerninger opvejer de ting, jeg har misligholdt.