Bente Klarlund: Jeg tror på himlen og jorden, men ikke på alt mellem himmel og jord

Selvom professor, forfatter og overlæge Bente Klarlund for få år siden røg ud i et sandt stormvejr, nægter hun at bære nag. Hendes livssyn er grundlæggende kristent og formet af taknemmelighed og en forpligtelse på at give tilbage

Som videnskabsmand søger Bente Klarlund evidensen og rationaliteten. Men det udelukker på ingen måde kristendommen, siger hun. –
Som videnskabsmand søger Bente Klarlund evidensen og rationaliteten. Men det udelukker på ingen måde kristendommen, siger hun. – . Foto: Les Kaner.

Bente Klarlund lyder næsten forpustet, omend der skal meget til. Hun har netop afsluttet dagens første undervisningstimer og skal kort tid efter til endnu et af de mange møder i kalenderen. Har hun tid til overs, kaster hun sig bare over nye projekter. For hende er det travle skema et livsvilkår, som har fulgt hende hele livet.

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

Det, der umiddelbart falder mig ind, er, at man skal give noget igen. Man skal engagere sig. Jeg har ikke fået en uddannelse for at lade den stå. Det er vigtigt at bruge den og bruge sig selv fuldt ud. Grundlæggende er jeg taknemmelig. Det handler om ikke at tage noget for givet. At vide, at man er ekstremt privilegeret. Og at en del af det, der giver lykke og glæde, er at kunne tænke ud over sin egen næsetip. Om det er lykkedes, ved jeg ikke. Men at være engageret i stort og småt er noget af det, jeg har fået med i rygsækken.

Hvad har formet dit livssyn?

Jeg voksede op i Frelsens Hær, og det har præget mig meget på godt og ondt. Mest godt. Jeg har dels fået det kristne livssyn med og dels set hele den sociale vifte. Det har været med til at forme mit liv og give det mening. Mit livssyn er senere formet af, at jeg har fået en meget stor familie med fire børn og ni børnebørn. Vi har et stort familiesammenhold, så jeg ser ofte verden gennem andre øjne. Igennem de helt små børns øjne. Det giver perspektiv. Selv er jeg i den grad en storesøster med hele klichéen. Mine brødre og jeg er meget, meget forskellige, men vi holder meget af hinanden. Det har givet mig det med, at man som familie skal holde sammen, og i min familie er vi meget bevidste om, at det er et gode. Selvom jeg har travlt med arbejdet, sætter jeg én gang om ugen tid af til at hente børnebørn. Her kommer jeg ned i grundsubstansen i deres liv. Jeg tror også, de vil opleve, at de er elsket for, hvad de er, og ikke for, hvad de gør og siden bliver til.

Hvad gør dit liv rigere?

Min store familie. Det at være forankret og føle, at jeg hører til et sted. Selvom livet er svært, holder vi sammen. Ellers ville det ikke være let at være i tilværelsen. Ligeledes har jeg en meget stor vennekreds, hvor jeg en gang imellem har samme rolle som i familien – at holde vennerne samlet.

Men så er der jo også mit fag. Jeg er hele tiden i et eller andet arbejdsflow, så ligegyldigt hvor jeg er, er mit arbejde inde over. Det har jeg valgt. Jeg ved, det er en kliché, men mit arbejde er min hobby. Jeg har ikke det der behov for ikke at arbejde. Jeg holder balancen mellem arbejde og familieliv ved at nægte at sige, at det ene er vigtigere end det andet. Man vil jo gerne tvinge kvinder til at sige, at familie og børn er vigtigere end arbejde. Der er rigtig mange, der mener, at når vi har meget stress, er det, fordi vi ikke kan holde arbejde og privatliv adskilt. Det har jeg aldrig set som et problem. Jeg ser det som ligeværdigt.

Hvad betragter du som din største ulykke?

Jeg havde en ubehagelig sag for nogle år siden, hvor jeg blev anklaget for uredelighed. Det var en sort tid. Jeg fik engang det billede, at det var ligesom at være alvorligt syg. Bagefter, da det var overstået, og jeg blev renset i retssagen, oplevede jeg det som at gå fra et sort til et lyst rum. Og jeg bruger stadigvæk billedet om at have overstået en alvorlig sygdom, hvor man er taknemmelig for at komme igen.

Jeg tror ellers slet ikke på den gamle sang om, at modgang gør stærk. Men jeg mener, at det i mit tilfælde har givet mig et andet perspektiv. Jeg er klar over, at jeg har meget at vågne op til hver dag at være glad og taknemmelig over. Og jeg tager ikke for givet, at tingene altid bare er gode. Modgangen har givet mig en intensitet i livet, og jeg føler, at jeg er heldig, at ingen i min familie er syge, og at alt går rigtig godt. Jeg har også fået en intolerance for, at folk brokker sig og hænger sig i detaljer. Når man selv har været helt derude, kan man nogle gange få tanken, at hvis folk ikke er udsat for større problemer, så går det nok alt sammen.

Jeg var nok ikke kommet igennem det, hvis jeg netop ikke havde det her meget stærke net af kolleger og venner, der stod op for mig med deres hjerteblod. Deri ligger også en stor taknemmelighed. Jeg tog meget tidligt en beslutning om ikke at bruge resten af mit liv på at bære nag over den sorte periode. Jeg har set folk bruge resten af deres liv på at bære nag, være forurettede og søge retfærdighed og oprejsning.

Hvad tror du på?

Jeg kan gå så langt som at sige, at jeg tror på et kristent og et socialt livssyn. Men det er nok så langt, jeg kan trække den. Jeg læner mig stærkt op af den rationelle fornuft og er optaget af at udvide erkendelsens grænser. Men samtidig er jeg bevidst om, at naturvidenskaben kan give en forklaring, men ikke en mening, hvor religion kan give en mening, men ikke en forklaring. Jeg mener sagtens, at viden og tro kan eksistere side om side. Ingen siger det så godt som digteren Søren Ulrik Thomsen: Jeg tror på himlen og på jorden, men ikke på alt mellem himmel og jord.

Jeg kan ikke snuppe, når folk blander tingene sammen og indsætter Gud der, hvor videnskaben har et hul. Og jeg kan ikke snuppe, når folk tror, fordi deres viden slipper op. Dermed gør man troen mindre. Man kan ikke studere Bibelen med naturvidenskabelige briller og omvendt. Jeg er videnskabsmand, og det er det, der gennemsyrer min dagligdag og mit liv, at prøve at fremlægge evidens. Men samtidig er jeg bevidst om, at der er store eksistentielle spørgsmål.

Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?

Jeg har ikke på den måde rollemodeller, men jeg bliver inspireret meget af mennesker. Fagligt er det kvinder, der har klaret sig godt, og en af dem, der står meget lysende, er Rosalind Franklin, der forskede for forskningens skyld, selvom hun ikke fik anerkendelse i sin samtid. Hun skulle have haft Nobelprisen, men de undertrykte hende hele vejen igennem. Hun var en gedigen forsker, hun var bevidst om, at hun ikke ville opnå anerkendelse. Hun var drevet af erkendelse og ønsket om erkendelse.

En anden person, som i nyere tid har været til stor inspiration, er Ritt Bjerregaard. Det har noget at gøre med ikke at vælte omkuld, når man står over for store kriser, både personligt og arbejdsmæssigt. Jeg synes virkelig, hun er sej. Hun er en stor inspiration som en kvinde, der gør en forskel og viser, at man kan bidrage til samfundet, selvom man bliver udsat for benspænd.

Hvad skal der stå på din gravsten?

Jeg er slet ikke sikker på, jeg skal have nogen. Det må de efterladte om. Men jeg tænker mere på i overført betydning, hvad jeg vil give videre. Det er også min måde at håndtere forestillingen om det evige liv på. Jeg kan godt lide at forestille mig, at mine børn og børnebørn stadig vil samles om bordet. Også uden mig. Det har jeg forsøgt at give videre, og jeg ser det jo allerede.