Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?
Man kan diskutere, hvor mange ægte dilemmaer vi står i. Ofte er der vel mere tale om, at vi oplever konflikter mellem, hvad der er nemt og bekvemt for os at gøre, og hvad vi inderst inde ved er rigtigt at gøre. På det overordnede plan oplever jeg selv løbende konflikter mellem de nære pligter og bestræbelsen på at arbejde for lidt større og langsigtede mål. Skal jeg tage tidligt fri og hente mit barnebarn i vuggestuen, eller skal jeg blive på kontoret og arbejde på en videnskabelig artikel eller en forskningsansøgning? Løsningen for sådan en som mig er at leve efter en plan, hvor jeg henter barnebarnet en gang om ugen i snit, så jeg ikke behøver at opleve konflikten i det daglige.
Hvad er det største etiske dilemma, du selv har mødt?
Jeg læste for et par år siden en biografi om Gandhi. Her blev det fortalt, hvordan han behandlede sine sønner, hvoraf en endte med at blive alkoholiker og mistede kontakten til faderen. Gandhi havde det princip, at selvom han havde mulighed for at hjælpe sine børn, ville han aldrig give dem bedre behandling end andre. Det fik mig til at stoppe og tænke: Spændingen imellem, at vi på den ene side skal være hjælpsomme over for alle mennesker, og at vi på den anden side har en stærk tilbøjelighed til at hjælpe vores nærmeste, og hvordan man balancerer den, er utrolig interessant og svær. Jeg ville aldrig selv gå så langt som Gandhi, men man kan jo let drive trangen til at hjælpe sine nærmeste for vidt. Jeg oplever en stor spænding imellem at skulle bruge min energi på at tage mig af mine børn og mit barnebarn og så i øvrigt være god over for andre mennesker og bruge min energi der. Spændingen mellem det nære og det store fælles.
Hvad er tidens største etiske dilemma?
Det er vores trang og ret til at være individualister versus det at kunne underkaste os fælles løsninger på fælles problemer. Jeg er et relativt liberalt menneske, men kan samtidig se begrænsninger i det liberale livssyn. Skal jeg nævne et ekstremt eksempel, er det Kinas etbarnspolitik. Den har tilsyneladende reddet hundredvis af millioner af mennesker ud af fattigdom, men det var en relativ hård og ikke særlig individ-venlig politik. Der kan være et reelt dilemma mellem individets ret til at hævde sig og muligheden for at finde fælles løsninger på bekostning af den individuelle udfoldelse. Der synes jeg, flere samfund er på vej i en retning, hvor individualismen tager overhånd. Det er et billede, jeg mener, vi eksempelvis ser i Storbritannien og USA.
Synes du, etik fylder nok i den offentlige debat?
Man skulle jo tro, at en professor i etik ville sige, at den fylder alt for lidt. Men jeg vil egentlig sige, at der efterhånden er for meget snak om etik og for lidt handling. Ordet etik er jo først kommet på mode herhjemme engang i 1980’erne og 1990’erne, og nu fylder det jo i den grad – ikke kun i Kristeligt Dagblad, men også i andre aviser. Der er nok i tiden en tendens til at italesætte alle problemer som etiske. Og det kan være en begrænsning for at gøre noget ved tingene. Man kan vise sit moralske sindelag ved at formulere sig etisk, men samtidig bliver det let ved snakken. Så den uforpligtende etik-snak fylder ekstremt meget i det offentlige rum, hvorimod det kniber mere med handlingen i retning af at finde forpligtende løsninger på erkendte fælles problemer.