Prøv avisen
Interview

Birthe Rønn Hornbech: Måske er mine øjne for himmelvendte

Birthe Rønn Hornbech har altid været mere optaget af teologi og god litteratur end af livet på Christiansborg. Derfor savner hun intet ved livet som politiker. I dag bliver hun 75 år. – Foto: Leif Tuxen

Bag en over to meter høj træport i Brøndby Strand har tidligere minister Birthe Rønn Hornbech travlt med at læse og skrive om tro, teologi og samfund. Livet efter politik har ikke ændret noget, og hun savner intet ved politik. I dag fylder hun 75 år

Birthe Rønn Hornbech er ligeglad med, hvad andre mener om hende. Hun er ligeglad med, hvad aviserne skriver, og hvordan hun bliver husket. Hun er fuldstændig ligeglad, siger hun selv. Men det har folk svært ved at tro på, så de bliver ved med at spørge, om hun tænker på sit eftermæle. Og så bliver hun irriteret.

”Jeg forstår simpelthen ikke det spørgsmål. Jeg skal i de ukendtes grav, og så er det dét. Hvis nogen vil læse mine bøger og artikler, efter at jeg er død, er det fint. Det er en afskyelig tanke at tænke på ens eftermæle,” siger hun.

Er der noget, du er ked af at have stående om dig i avisernes portrætter gennem tiden?

”Hvorfor er det, at journalister har en eller anden idé om, at politikere bare løber efter, hvad folk siger og tænker? Livet er for kort til at ærgre sig. Jeg vil hellere bruge tid på at læse teologi og god litteratur.”

Men alle vil jo gerne huskes for noget godt?

”Det siger I, men jeg forstår det ikke. Måske er det, fordi mine øjne er for himmelvendte,” siger hun med henvisning Grundtvigs sang ”Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord”.

Bag en stor træport i et villakvarter i Brøndby Strand bor Venstres tidligere integrations- og kirkeminister og mangeårige formand for Folketingets Kirkeudvalg, som i dag fejrer sin 75-årsfødselsdag ”strengt privat”. Porten fik hun installeret, straks efter at hun blev minister, fordi hun ikke brød sig om tanken om at have kamerafolk rendende i haven.

Derfor er hun i dag barrikaderet bag denne over to meter høje port, som hun styrer med en fjernbetjening inde fra huset. Hun vil ikke have uventede gæster, og indtil for få år siden ville hun slet ikke have pressen på besøg. Interview skulle foregå på neutrale steder, for hun ville ikke beskyldes for at indsmigre sig hos pressen som politiker ved at lukke den ind i privaten.

Det princip lagde hun på hylden med sin pensionering fra politik i 2015. Men man skal ikke af den grund tro, at Birthe Rønn Hornbech har tænkt sig at tale om sig selv og det private mere end tidligere.

Som altid holder hun nemlig mest af at tale om sager – retsprincipper, politik og ikke mindst kristendom. På spørgsmål om dette sidder hun afslappet og tilbagelænet i stolen med armene over kors og et ben over det andet. Hun kan gå ud ad en tangent, når hun taler om disse emner og underbygger sine pointer med adskillige anekdoter og refererer til blandt andet Grundloven, straffeloven, Luther og salmebogen.

Til spørgsmål om døden, eftermælet og tilværelsen uden for politik har hun mindre at sige. For eksempel når man spørger om, hvordan det har påvirket hendes tro at nå en alder, hvor man med jævnere mellemrum går til begravelser hos venner og bekendte.

”Far var præst og havde begravelsessamtaler tre gange om ugen. På den måde har døden lykkeligvis været en nær ven gennem hele livet. Man bliver naturligvis ked af det, når folk dør for tidligt, og man føler sorg på vegne af de pårørende. Men det er ikke noget, der har indvirkning på min tro overhovedet,” siger hun.

Eller når man spørger, om hun tror på opstandelsen:

”Ja, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal tro det. Jeg siger ’kødets opstandelse’ hver søndag i trosbekendelsen. Så det holder jeg mig til.”

Eller når man spørger, om hun har valgt salmer til sin egen begravelse.

”Ja, men de bliver mellem mig og præsten indtil videre,” siger hun, men afslører dog, at hun udelukkende har valgt påskesalmer.

Da Birthe Rønn Hornbech forlod politik, fik hun lavet en tilbygning til sit store hus. Den har en glasgavl vendt ud mod haven, hvor nogle fugle er travlt i gang med at spise fra fedtkugler med foder. Hun falder ofte i staver over fuglene i den indhegnede have.

”Prøv lige at vende dig om. Der er godt nok gang i den derude,” siger hun om dem.

”Det er virkelig en tidsrøver for mig at se på dem. De er så menneskelige.”

Hun savner intet ved politik. Og hun har nok at give sig til. For eksempel holder hun af at få besøg af inspirerende mennesker i tilbygningen, som hun kalder salonen, til diskussioner om teologi og samfund. Hun holder stadig foredrag over hele landet og læser på livet løs.

”Jeg føler ikke en stor omvæltning ved at forlade politik. Det skyldes nok, at jeg var en gammeldags politiker, for hvem Christiansborg aldrig var mit centrum. Jeg har altid været mest optaget af litteratur og kristendom. Christiansborg kom i anden række, og jeg kunne desuden holde mit arbejde ved politiet ved lige samtidig,” siger den tidligere vicepolitimester, som i høj grad savner de gammeldags politikere i Folketinget.

”Det er et 24/7-job for mange af de unge politikere i dag. Se bare på Morten Østergaard (R), der tidligere på året annoncerede, at han ville flytte sit kontor til Vollsmose i tre dage. Det vidner jo om, at hans perspektiv er fra Slotsholmen. Men det er det altså ikke, hvis man bor i Herning. Jeg er taknemmelig for, at min valgkreds og mine venner i for eksempel det kirkelige miljø har gjort, at mit centrum ikke har været Christiansborg.”

Hun mener, at politikere skal være modne og helst have erfaring fra andre job. Folketingsmedlemmerne skal kunne tale om andet end politik.

Det er fatalt, at så få har forståelse for, at kristendommen er forudsætningen for Danmarks udvikling. Den mangel mener hun kommer til udtryk i den integrationspolitik, hun heftigt har kritiseret de seneste år.

”Som luthersk forarges jeg over, at man vil lovgive om håndtryk og burka. For det er virkelig i strid med Luthers toregimentelære. Her går det verdslige ind og blander sig i det åndelige. Hvis flere politikere havde kendskab til kristendommen, ville det ikke finde sted. Og jeg forstår ikke, at der ikke har været store protester fra præster i Danmark over denne sindelagskontrol, som Folketinget vil føre nu. Jeg synes, at præsterne i meget højere grad skulle råbe op, når Folketinget bevæger sig ind på samvittighedens område. Det er en sammenblanding af Luthers to regimenter, og det fører lige ind i det totalitære samfund. Vi er godt på vej.”

De færreste vil beskylde Birthe Rønn Hornbech for ikke at have kendskab til kristendommen. Hendes samling af bøger i salonen, stuen og kælderen kan til forveksling ligne et bibliotek på en teologisk uddannelsesinstitution. Især er der mange bøger om Martin Luther. Sidste år holdt hun flere foredrag i anledning af reformationsjubilæet og havde derfor næsen nede i bøger om emnet i 14 måneder.

Med et skævt smil finder hun Luthers tyske bibeloversættelse frem for at vise, at hun har fundet et eksempel på bedrageri fra reformatorens side:

”Se, her i Romerbrevet skriver han, at man retfærdiggøres ved troen alein. Dette alein står ikke i den danske oversættelse. Det er altså noget, han har tilføjet. Det er da meget sjovt. Det har jeg ringet rundt til at par præster for at drille dem med.”

Hun er præstedatter og kunne have afviklet en gudstjeneste som 10-årig, mener hun. For hun har været omgivet af teologiske diskussioner gennem hele sin opvækst i præstegården tilhørende Sions Kirke i København, hvor faderen inviterede andre præster til diskussioner, hvor bølgerne altid gik højt.

”Det ligger i mit dna fra barndomshjemmet, at uenighed kan og skal diskuteres næsten uden hæmninger. Det giver viden om mig selv og andre. Det giver udsyn. Påvirkningen fra mit hjem og har fået nærmest eksistentiel betydning for mig.”

Af og til prædiker hun ved gudstjenester. Så sent som i søndags var hun på prædikestolen i Præstø Kirke på Sydsjælland.

”Det helt fantastiske ved at prædike er at få lov til at arbejde med en tekst og se den folde sig ud, som prædikenforberedelsen skrider frem. Jesus var en stor pædagog og en ypperlig debattør. Jeg prædiker et par gange om året, og jeg kan blive forundret over, hvor meget nyt jeg kan få ud af en tekst, selvom jeg har prædiket over den før.”

På samme måde holder hun af at vælge salmer, der skal passe til prædikenen. Hvis hun skulle tage én ting med på en øde ø, skulle det være salmebogen.

”For den har alle de fantastiske salmer og bønner og teksterne. Alt hvad hjertet begærer står i salmebogen.”

Nogle af hendes yndlingssalmer er Jakob Knudsens ”Tunge, mørke natteskyer” og ”Se, nu stiger solen af havets skød”. Førnævnte valgte hun som en af salmerne til sin mands begravelse i 1985. Han døde af kræft som 67-årig.

Hvorfor passede den salme til din mands begravelse?

”Jeg synes, at den siger noget rigtigt om menneskelivet. Men det er mange år siden,” siger hun og har ikke mere at tilføje.

Hvis nogen vil læse mine bøger og artikler, efter at jeg er død, er det fint. Det er en afskyelig tanke at tænke på ens eftermæle

Birthe Rønn Hornbech