Bisættelsen, der næsten ikke fandt sted

Toppen af St. Peters-kirken i landsbyen Theberton. – Foto: Bjarne Nørum.
Toppen af St. Peters-kirken i landsbyen Theberton. – Foto: Bjarne Nørum.

”Kirkeværgen nægter at åbne kirken.”

Sådan lød beskeden fra bedemanden over telefonen lidt over tre timer før den planlagte bisættelse af min engelske svigermor. Det var tæt på at være den sidste tue, der væltede læsset.

Bisættelser tager meget længere tid at arrangere i det britiske, og den skulle finde sted tre uger efter, at Elizabeth May Spencer – i daglig tale Betty – stille sov ind på sygehuset i Ipswich.

Betty Spencer på hendes 90-års fødselsdag to år siden. Foto: Bjarne Nørum.
Betty Spencer på hendes 90-års fødselsdag to år siden. Foto: Bjarne Nørum.

Dengang var der kun lettere bekymring over covid-19, men dag for dag blev reglerne strammet. Og aftenen før bisættelsen havde premierminister Boris Johnson annonceret, at stort set alt i Storbritannien lukkede ned – herunder planlagte bryllupper og dåb. Men ikke begravelser.

Alligevel havde coronapanikken sat ind hos kirkeværgen ved kirken St. Peters i Theberton i Suffolk – små 200 kilometer fra vores hjem i London.

Meldingen fra kirkeværgen udløste hektiske telefonsamtaler mellem præsten, bedemanden og familien. Alle var enige om, at den planlagte ceremoni skulle finde sted, om så det blev udendørs foran indgangen til kirken. Det var heldigvis en smuk solbeskinnet dag.

Men da vi ankom til kirken, havde der været kontakt til den lokale provst, som havde fået nærlæst reglerne – og det var nu muligt at komme ind i den smukke gamle middelalderkirke, hvor lyset strømmede ind gennem glasmosaikken og ned på kisten.

Det var her, hun i sin tid blev døbt, og her hendes forældre også er begravet fra. Betty var den yngste og sidst levende af ni søskende, så ud over den allernærmeste familie havde hun mange niecer og nevøer. I tiden efter hun gik bort, var der mange telefonsamtaler for at fortælle den store familie, at hun var død – derefter for at fortælle, hvornår bisættelsen fandt sted, og til sidst for at meddele, at kun den nærmeste familie kunnedeltage i bisættelsen.

Det sidste var for så vidt godt, for mange er i den ældre aldersgruppe, der skal undgå kontakt med andre og så vidt muligt holde sig isoleret.

En trøst er, at der i Storbritannien er en tradition for mindehøjtideligheder, som finder sted måneder efter bisættelsen. Dermed vil der, når smittepresset og -truslen er væk, være en kærkommen anledning til at mindes hende med taler og sange – alt det som lidt efter lidt blev skåret væk, så det til sidst endte med den mest minimale begravelse, man kan forestille sig.

Udover seks familiemedlemmer var det kun præsten og fire mænd fra bedemandsfirmaet, der deltog i bisættelsen. Som det er tradition i det britiske, leverer bedemanden fire lige høje mænd, der bærer kisten på deres skuldre, mens de pårørende følger efter kisten ind i og ud af kirken.

Undervejs i processen med at forberede bisættelsen nedlagde Church of England også forbud mod, at organister måtte deltage, og dermed røg salmerne ud – med undtagelse af en fælles recitation af ”Abide With Me”, som på dansk hedder ”Vær du mig nær”. Der var Fadervor, læsning fra Johannesevangeliet og salme 23, ”Herren er min hyrde”.

På kisten lå en simpel buket af levkøj. Et hurtigt indkøb i den lokale brugs, for nedlukningen af alle ikke essentielle forretninger ramte også blomsterbutikker. Den udvalgte blomsterhandler havde på forhånd advaret om, at der var tvivlsomme leverancer, fordi blomsterne ikke kom ind fra blomstermarkederne i Holland. I sidste ende måtte han slet ikke køre ud med blomster.

Den eneste musik var en gammel popsang fra 1953, ”Little Things Mean A Lot” (Små ting betyder meget) sunget af Kitty Kallen, som blev afspillet, mens vi fulgte Betty ud til rustvognen, en sølvfarvet Rolls-Royce, som kørte hende til krematoriet.