Sofie Petersen er irriteret, og hun siger det direkte. Grønlands 62-årige biskop beskriver ellers sig selv som et tolerant gemyt, men den dunkende baggrundsmusik, som fylder lobby og restauranterne her på det københavnske hotel, går hende på. Mens vi leder efter en stille krog, fortæller hun, at der kun er fem minutters gang til Sankt Jørgens Sø, som er hendes bedste bud på stilhed i storbyen.
”Det er jo ikke kun her, der bliver spillet musik. Du kan ikke gå ind i en butik længere, uden at du skal høre musik, og når folk går på gaden eller sidder i bussen, har rigtig mange noget i ørerne, som om man er bange for at være overladt til sit eget selskab.”
Hun kender selv til at være afhængig af støj. Som studerende boede hun så længe i Danmark, at hun endte med at flygte fra stilheden, da hun atter var i Grønland.
”Jeg havde glædet mig til at skulle op på fjeldet og nyde at se langt. Det kan man i Grønland, hvor der ikke er træer, som hæmmer udsigten, men da jeg kom op, kunne jeg ikke holde ud, at der var helt stille, og jeg skyndte mig tilbage til mine forældres hus. Efter at have været længe i Danmark virkede stilheden så voldsom på mig, at jeg måtte vente nogle dage med at opsøge den.”
Det er 11 dage siden, hun tjekkede ind på hotellet, som er hendes faste base under de jævnlige besøg i Danmark, som hun betragter som sit andet fædreland. Hun besøger aldrig Danmark uden at have bibel og salmebog på grønlandsk med i tasken. For grønlandsk er hjertesproget, og med bibel og salmebog på modersmålet etablerer hun hver dag et rum til refleksion og bøn, hvor telefon og computer er slukket for at markere, at hun åbner sig for den indre stilhed.
”Det er velsignet ikke at buse på hele tiden, men lige at stoppe op.”
Sofie Petersen kom til verden som den næstyngste i en søskendeflok på otte. Hun blev født under en mæslingeepidemi, som kostede flere grønlandske børn livet. Derfor måtte hendes mor forlade bygden, hvor familien boede, og tage til Maniitsoq, hvor der var en læge. Sofie Petersen kom som den eneste i flokken til verden på et sygehus.
”Mine søskende blev født hjemme, og min far var med ved alle fødslerne. Min far syntes, det var synd for mig, at jeg blev født på et hospital uden en far, for så kunne folk tro, at jeg var et uægte barn.”
Hendes far var kateket i en bygd ved Maniitsoq, da hun blev født, og han blev siden ordineret som præst, og familien flyttede mod syd til Nanortalik. Bordbøn og fælles andagtsstunder var en naturlig del af rytmen i hjemmet, og langt de fleste søndage fulgtes familien i kirke.
”Jeg skilte mig lidt ud fra mine søskende ved at være vældig glad for kirkegang, og når jeg legede med mine venner i Nanortalik, legede vi nogle gange kirke. De har siden fortalt mig, at jeg insisterede på at være præsten.”
Hun var 11 år, da hun første gang sagde, at hun ville være præst. Det var efter, at hendes ældste storebror var død. Han var styrmand, slog hovedet ved en arbejdsulykke og faldt i havet. Han blev reddet op og indlagt på sygehuset i Thorshavn i Færøerne, hvor han døde. Han blev 27 år.
”Man siger, at der gerne er en forklaring på, hvorfor man vælger at blive præst, og for mig var det givetvis min storebrors død, som gjorde det tydeligt for mig, at jeg ville være præst. Hans død var tragisk, men jeg så, hvordan mine forældre fandt trøst i deres tro, og jeg så, hvordan vi kunne være sammen i sorgen og finde trøst. Siden var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville være præst.”
”Selvfølgelig har jeg oplevet tunge dage i mit liv som præst, men jeg ser det som mit kald at forkynde gode nyheder. Det er ikke så længe siden, vi har fejret jul, og det slår mig, hvor stor en glæde det er at være et af de mennesker, som et så glædeligt budskab skal forkyndes gennem.”
Hun har sin rod i Nanortalik, men hun kender også til at være i barn i en nordsjællandsk forstad og en sjællandsk landsby. Som præst skulle hendes far med nogle års mellemrum opholde sig et år i Danmark. Da Sofie Petersen var syv år, boede familien et år i Virum nord for København, hvor hun gik i 1. klasse.
”Jeg var glad for skolen, for jeg har altid været glad for at få viden, men jeg har også erindringer om at bryde grædende sammen, fordi jeg var mørk i løden. Flere sagde til mig, at de syntes, at jeg var sød, men jeg opfattede det, som om de kritiserede mig, og jeg sagde til min familie, at jeg ville afstå fra at spise grønlandsk mad, for jeg troede, det var den grønlandske kost, som fik mig til at skille mig ud fra de andre i klassen.”
”Det løfte har min familie siden grinet en del ad, for jeg har altid sat utrolig stor pris på sæl, hval, tørfisk og spæk, som jeg på det nærmeste æder. Når jeg er væk fra Grønland i en længere periode, føler jeg, at jeg ryster, fordi jeg ikke har fået noget rigtig føde længe.”
Efter et år i Virum fortsatte hun sin skolegang i Nanortalik. Da hun skulle i 6. klasse, foreslog hendes lærere, at hun fik større faglige udfordringer, hvilket betød, at hun flyttede til Nuuk. En ældre storesøster boede i byen, og Sofie Petersen flyttede ind hos hende. På den tid blev de fagligt stærkeste elever tilbudt et års skolegang i Danmark, hvor de boede hos en dansk plejefamilie, og sådan gik det til, at Sofie Petersen flyttede ind hos en familie i Ølstykke ved Frederikssund og senere flyttede med værtsfamilien til Kagerup i Nordsjælland.
”Jeg tog til Danmark for at komme i 7. klasse, men i Danmark gik man ud fra, at vi grønlændere var lidt bagud i forhold til de danske elever, så jeg blev sat i 6. klasse. Jeg var villig til at rejse tilbage til Grønland, hvis jeg ikke kom i 7., hvilket jeg så kom.”
Hun tog realeksamen fra Grønland og kom siden til Birkerød Kostskole, hvor hun tog en hf-eksamen.
”Jeg er på ingen måder ferm i et køkken. Det tror jeg hænger sammen med, at jeg flyttede fra mine forældre i så ung en alder. Det betød, at der var en del praktisk viden, som jeg ikke blev givet, men til gengæld er jeg blevet god til at finde mig til rette i forskellige miljøer. Hvis jeg har mine bøger, behøver jeg ikke andet selskab.”
Det var hendes plan at uddanne sig til præst i Grønland, men efter halvt år blev hun opfordret til at tage til København og læse teologi.
”Jeg måtte kæmpe med studiet i København de første år. Ikke mindst filosofi. Jeg kunne fint forstå ordene, men tænkningen bag dem er en vesterlandsk tankegang, som var fremmed for mig.”
Da hun i 1986 blev cand.theol., var hun den første grønlandske kvinde med en teologisk kandidateksamen. I studietiden forelskede hun sig i en medstuderende, de blev gift, og deres to børn kom til verden.
”Jeg vidste hele tiden, at jeg ville tilbage til Grønland, og det lod jeg også min mand vide, da vi var kærester. Jeg havde set alt for mange grønlændere blive her, men mit kald var til Grønland.”
Hun fik sit første embede i Maniitsoq. Hun husker, hvordan hun måtte aflære sig danske vaner og adfærd i de første år.
”Selvom jeg hele tiden havde vidst, at jeg ville til Grønland, så var jeg blevet meget dansk i de år, hvor jeg læste i Danmark. Dansk kultur er præget af en skemalægning, hvor man i Grønland ser ud ad vinduet og i højere grad lader vejret afgøre, hvordan man skal bruge dagen. Er vejret godt, kan man tage på havet, for man ved ikke, om vejret også er godt i morgen. Det er en mere impulsiv livsstil, som vi har i blodet, og som er ret langt fra dansk levevis.”
Internationalt har Grønlands første kvindelige biskop gjort sig bemærket. Sofie Petersen er medlem af centralkomitéen i Kirkernes Verdensråd. Her har hun markeret sig som fortaler for indfødte folk. Hun er skarp kritiker af den danske regerings politik på udlændingeområdet. Og selv oplever hun jævnligt at blive set skævt til på grund af sin etnicitet.
”Det er tungt at opleve den forandring, som sker i Danmark i disse år, hvor venlighed og varme nogle gange synes at være en saga blot. Hvordan kan man påberåbe sig at være et kristent land og så overse, hvad der står i Det Nye Testamente om, hvordan man skal være over for de fremmede?”.
Hun fortæller om et besøg i en eksklusiv tøjbutik med en veninde som forberedelse til et arrangement hos Dronningen. Da hun gik ind i butikken, lignede hun ikke en stamkunde, og hun blev ikke værdiget et blik. Det blev for meget for hendes veninde, som højlydt sagde:
”Sofie. Hvad skal du mon så have på til middagen sammen med Dronningen?”.
Fluks kom en af de ansatte og ville hjælpe, men Sofie Petersen og veninden forlod butikken. At man gør forskel på hende, fordi hun skal mødes med Dronningen eller er biskop, gør hende vred.
”Jeg kan opleve, at danskere maser sig foran mig i køen, og jeg kan høre ord som ’skrid hjem’, men nogle gange sker det, at folk finder ud af, at jeg er biskop, og så bliver de sådan ’ååååh’. Så går klappen altså ned for mig. Man skal ikke sige ’åh’, fordi jeg er biskop.”
Når hun om små tre år fylder 65 år, skal hun gå af som biskop, som reglerne er for tjenestemænd i Grønland. Men om det også betyder et farvel til livet som præst, er hun ikke sikker på. Når hun låser sig ind i lejligheden i Nuuk efter en lang rejse, kan hun have lyst til at smøre lim på kroppen, men gang på gang oplever hun, at der er brug for hende som den sene lørdag aften i juni, hvor hun tændte radioen og hørte nyheden om tsunamien i bygden Nuugaatsiaq. Hun vidste, at hun måtte pakke en taske.
”Næste morgen fik jeg kontaktet beredskabet og fik en plads på et Hercules-fly (transportfly, red.). De andre på flyet så ud ad vinduerne. Jeg er glad for, at jeg blev skånet for det syn. Det var alt rigeligt for mig at se tv-billederne fra de ramte områder.”
Straks efter ankomsten holdt hun andagt med den lokale præst i en stuvende fuld kirke. En mand, som havde mistet sin søn, svigerdatter og sit barnebarn, havde bedt om at synge en salme i den forbindelse. Han sang de sidste to vers af B.S. Ingemanns ”Nu titte til hinanden” på grønlandsk om Guds søn, der bærer barnet og håbet om Paradis.
”Da han sang, kom alle følelser ud. Det er en salme, som vi er mange grønlændere, som er knyttet til. For mig udtrykker den det helt centrale i min tro: Uanset hvad vi kan komme ud for, så er der en, som passer på os, og som vi kan ty til. Og ja; manden led et stort tab, men vi må tro på, at vi ikke bliver budt noget, vi ikke kan bære. Og når vi går nedenom og hjem, så er Gud også der.”
I stuen i hjemmet i Nuuk har hun et maleri af en fisk, som hun betragter som en slags altertavle. Fisken har et stort, rødt øje, som Sofie Petersen forstår som Guds altomsluttende kærlighed. Guds blik kommer først og omfatter alt.
”Vi har alle ting, vi er mindre glade for, men du kan ikke skjule dig for Gud og hans alvidende gennemskuen. Andre kan vende dig ryggen, men Gud har lovet at være med dig.”