Prøv avisen
Spørg om livet

Bitterheden kan blive hængende og tynge sjælen i mange år

For at forstå bitterhed må man måske vide noget om tab og styrken i den psykiske smerte, som nogle kan føle ved at blive forladt, skriver Nikolaj til brevkassen.

Nogle mennesker lægger svære følelser som vrede og sorg i dybfryseren, hvor de bevares som bitterhed til evig tid. Men det kan være godt at slukke for fryseren og tø de svære følelser op

Kære Brevkasse

Jeg har tænkt meget over temaet bitterhed, og blandt andet faldt jeg over jeres brevkasse fra januar 2017 om ”den smertefulde ensomhed efter skilsmisse”.

Jeg er mand og single med en voksen søn, der for et par år siden rejste til storbyen for at studere. Det var gensidig forelskelse, da min søn blev til. Men hans mor ønskede dog hurtigt at være alenemor, hvorfor jeg har været weekendfar i mange år og egentlig ikke følt mig bitter. Jeg har ikke forelsket mig i andre, da døren nok har stået lidt på klem i mig. Jeg var faktisk ked af, at min søn ikke fik mulighed for at vokse op i en kernefamilie som jeg selv.

Jeg er kommet til at tænke på, hvor klassisk temaet bitterhed er, efter at have læst en hel del om emnet i mange sammenhænge. For år tilbage havde jeg interesse for forfatteren Johannes Jørgensen, som var aktiv især i 1890’erne, i en tid, hvor Georg Brandes og rationel naturvidenskabelig tænkning blev sat højt. Han var produktiv og værdsat for digte, romaner og tidsskriftet ”Tårnet”, men nok mest kendt blandt menigmand efter skilsmissen fra sin hustru, hvor han forlod hende og fem børn for at forfølge sine mål.

Opvasken efter skilsmissen foregik blandt andet ved karikaturer af Jørgensen, og børnene tog et andet efternavn. I sine sidste år boede han i æresbolig i Svendborg. Da jeg som ung arbejdede der, spurgte jeg en, som havde kendt Jørgensen, om hun kunne fortælle noget om ham. Det afviste hun først, men efter nogle dage fortalte hun, at han især blev husket for at have forladt kone og børn. Der er siden skrevet et par biografier over ham og sandt nok, børnenes skæbne videre i livet var ikke nogen dans på roser. Hans kone og børn var bitre og ikke stolte, da han for eksempel blev indstillet til Nobelprisen, selvom hans forlag bidrog til den forladte families økonomi.

Selv har jeg nu efter mange år forelsket mig på ny i en sød og kvik kvinde, som desværre ikke kan gengælde mine følelser, da hun er bitter. Hun kan ikke komme mig i møde, og hun har i flere år grublet over en tabt kærlighed. Og nu, hvor jeg selv sidder med smerten til den umulige kærlighed, tror jeg, at jeg forstår, hvad bitterhed er. Det handler blandt andet om knuste drømme.

I vielsesritualet står der: ”indtil døden jer skiller”. Jeg tror, at bitterhed efter samlivsbrud skyldes følelsen af dyb mental smerte sammen med følelsen af svig. Nogle mennesker har en god hukommelse og måske endda et udviklet sanseapparat, hvor hukommelse er automatisk og ikke noget, som man anstrenger sig for at have, og hvor blot et sanseindtryk, en duft, en lyd, et billede kan få et minde frem, som ligger år tilbage. Nogle har nok lettere ved efterhånden at lægge ting bag sig.

For at forstå bitterhed må man måske vide noget om tab og styrken i den psykiske smerte, som nogle kan føle ved at blive forladt. De fine ord, som gjaldt under forelskelsen, eller da der blev sagt: ”hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille”, gjaldt ikke mere.

Venlig hilsen Nikolaj

Kære Nikolaj

Tak for dit brev og dine refleksioner. Bitterhed er en naturlig følelse, som man let kan få, ikke mindst hvis man oplever svigt eller forkastelse. En skilsmisse kan for mindst en af parterne ofte opleves som et meget alvorligt tab, hvor oplevelse af krænkelse ofte bliver en del af billedet. Tab af ægtefælle er tab af en vigtig tilknytningsperson, og det kan have store indre og ydre omkostninger. Samtidig bliver ens tillid, ens selvrespekt, fremtidshåb, selvforståelse, økonomi og sociale relationer ofte ramt.

Sådan var det måske for Johannes Jørgensens første kone, Amalie Ewald og deres fem børn, som på forskellig måde fik en ulykkelig skæbne. Mens verden var optaget af hans bedrifter, var de lokale måske mere optaget af familiens skæbne. At bitterheden sneg sig ind i den lille familie i Svendborg er let at forstå, men samtidig meget ulykkeligt.

Bitterheden er på en måde at lægge de svære følelser af vrede, sorg og frustration i dybfryseren, og derfor kan de opbevares i uforanderlighed og tynge i sjælen i mange år. Det er ikke mærkeligt, at Det Nye Testamente også har nogle ord om det: ”se til, at ingen går glip af Guds nåde, at ingen bitter, skadelig rod får lov at sætte skud, så mange forgiftes af den.” (Hebræerbrevet 12, 15).

Udviklingspsykolog Erik Erikson beskrev for snart mange år siden, at vi mennesker i alle livets overgangsfaser står over for både udviklingsmuligheder og farer. Når han beskriver den modne alder, har den muligheden i sig til at integrere livets sejre og nederlag, tab og begrænsninger i en slags lærdom eller erfaring, som i bedste fald kan blive til visdom, som kan være der på den videre vej. Det kan være en stor gave, at det kan blive sådan, både i relation til sig selv og andre. Faren er, siger han, at vi på en måde stagnerer eller blot overlever i en fastlåst bitterhed over, at livet ikke blev, som vi havde ønsket det eller drømt om.

Mange mennesker må igennem svære ting af sorg, smerte, svigt, sygdom og så videre. Alt sammen noget man ikke havde ønsket. Men livet blev sådan, og det at kunne tage sit liv på sig og med tiden forsone sig med de ting, der er sket, er en vigtig mulighed at gribe efter. Et menneske, hvor livets smerter er omformet til visdom, er god at gæste som en slags vidnesbyrd om, at livet vinder på trods af svære ting på livsvejen.

For den enkelte er det vigtigt at søge hjælp, hvis man mærker, at tanker og følelser går i ring, og at smertefulde historier bliver til bitterhed. Det er aldrig for sent at søge hjælp til at sørge eller vredes – at slukke for dybfryseren og få luft og lys til de ægte følelser og møde dem på ny og forsøge at finde en anden vej, så et nyt livskapitel kan blive skrevet, og nye håb kan tændes. Det kan ødelægge så meget liv og forhindre nye gode oplevelser og relationer, hvis livets smerte ikke integreres på en ny måde.

Måske er nogle af de ovenstående refleksioner værd at dele med din veninde. Måske kunne hun – ved din støtte og opmuntring – se sig villig til at arbejde med sin bitterhed og finde en god sjælesørger eller terapeut, som kan hjælpe hende med at finde en anden plads inden i sig selv til det, som har gjort så frygteligt ondt for hende, og som hun ikke kan glemme.

Måske kan din trofaste og forstående varme overvinde det, som er frosset fast i hende. Det – tror vi – kunne være så godt for jer begge.

Mange hilsener