Bittes søn var en hemmelighed i 70 år

Da 89-årige Bitte Madsen skulle fortælle sin livshistorie, gik hun i stå, da hun kom til tiden, hvor hun som 17-årig blev kæreste med sin dansepartner. Det var hendes barnebarn Troels Donnerborg, som er forfatter og journalist, der sad med båndoptageren, og det, der skulle have været en erindringsbog til de nærmeste, blev til et brud med 70 års fortielse

”Det er en rar fornemmelse,” siger 89-årige Bitte Madsen, efter hun er kommet af med sin 70 år gamle hemmelighed. Hun fortæller, at hun kan tale mere frit nu, og at hun gerne vil tale mere om det. Hun håber, at hendes bog ”Bittes Hemmelighed” kan inspirere andre kvinder i samme situation til at fortælle deres. – Foto: Troels Donnerborg.
”Det er en rar fornemmelse,” siger 89-årige Bitte Madsen, efter hun er kommet af med sin 70 år gamle hemmelighed. Hun fortæller, at hun kan tale mere frit nu, og at hun gerne vil tale mere om det. Hun håber, at hendes bog ”Bittes Hemmelighed” kan inspirere andre kvinder i samme situation til at fortælle deres. – Foto: Troels Donnerborg.

”Jeg vil sende hende en hilsen,” sagde hun sidst, vi talte sammen.

Vi havde talt om de ringe i vandet, hun selv havde skabt med sin bog ”Bittes hemmelighed”, der udkom i december sidste år, og hvordan helt fremmede havde henvendt sig for at fortælle deres egne historier om en mor, der havde bortadopteret dem selv eller deres søster eller bror. Nu var hun begyndt at tænke på, hvad der havde fået hende selv til at lukke op, og der var ingen tvivl: Dorthe i Gislev på Fyn havde været den største dråbe i hendes kop.

Det skulle hun have at vide.

Men det begyndte alt sammen et andet sted.

For halvandet år siden havde jeg en aftale hos min mormor, Bitte Madsen, i Brande i Midtjylland. Vi havde talt om, at hun skulle fortælle sin livshistorie. Jeg er journalist, og det var naturligt, at jeg skulle hjælpe hende. Jeg havde lyst til at gøre hendes historie tilgængelig for mig selv og for min familie.

Hun er den sidste af mine bedsteforældre, jeg har tilbage, og jeg følte, at det var min pligt at nedfælde hendes historie; at det var en af den slags bundne opgaver i livet, som man risikerer at misse. Så jeg stillede an med min båndoptager. Vi fik kaffe. Kringle. Småkager.

Min mor havde forinden fortalt mig, at der var noget ekstra, som hun gerne ville fortælle, men ikke hvad det var. Så jeg spurgte min bedstemor, om hun ville begynde med det, hun gerne ville af med. Det ville hun ikke. Hun sagde, at vi kunne tage det, når vi kom til det.

Så vi var en god time inde i interviewet, før hun gik i stå og noget fjernt flyttede ind i hendes ansigt. Det var som om, hun skulle tage tilløb i sig selv, inden hun kunne fortsætte. Jeg sagde, at jeg syntes, hun bare skulle sige det. Hun sagde, hun ikke kunne, men så kiggede hun ned i bordet, skar sine sætninger i stumper og lod sin nu grødede stemme gøre arbejdet færdigt.

Historien kom ud af munden på hende som løse isflager i et oprørt hav.

”…han snød mig…”

”… jeg fik en dreng …”

”… hvad skulle jeg da gøre …”

Da hun var færdig, sad vi i stilhed. Hun græd lidt. Vi krammede. Jeg begyndte at stille spørgsmål, og før aftensmaden havde vi omridset af hendes livs hemmelighed.

Det var sommeren 1948, og hun var 17 år. Hun var blevet kæreste med sin dansepartner fra Birgittelyst Kro syd for Viborg, og efter lang tids manipulation havde han fået hende lokket til at kvitte sit drømmejob som smørrebrøds-elev på Preislers Hotel inde i Viborg for derefter bare at grine af hende, da hun blev gravid. Hendes far lå dødssyg af kræft på sofaen, så hun følte ikke, hun kunne gå til ham med det, og hendes mor svarede hende med spørgsmål:

”Hvad vil naboerne sige”, og ”hvad skal jeg da gøre?”

17-årige Bitte blev gal.

”Du skal ingenting gøre,” svarede hun.

”Det her klarer jeg selv.”

Hun vidste, at hun ikke ville have en mand, der hånede og manipulerede hende. Hun var klar over, at børn uden for ægteskab blev betragtet som udskud, og at enlige mødre ofte endte som husbestyrerinder for en afdanket landmand. Hun ville ikke risikere at ødelægge sig selv hos en kvaksalver, og så var der kun én mulighed tilbage: At føde barnet og bortadoptere.

Så hun bladrede aviserne igennem i det fine hus, hvor hun havde fået plads, og nederst i højre hjørne under annoncer for hindbærplanter, jordbrugskalk, halm, zitauerløg og ”billæs med kogte kartofler” fandt hun en fast rubrik, der hed ”Adoption og Diskret ophold”. En distriktsjordemoder i Støvring Stationsby var en mulighed. Jordemoder fru Adamsen i Aarhus søgte en flink pige. Fødehjemmet Warna i Randers ledte efter en proper ung pige. Et privat forretningshjem manglede en pige, ”hvor barnet kan få lov at blive boende efterfølgende”. Og i Gislev på Fyn tilbød fru Kirstine Grothe en plads med løn og en mulighed for at føde på fødehjemmet efterfølgende. Det var langt nok væk, og det var her, hun endte. Hun tog toget fra Viborg til Svendbog og derefter bussen til Gislev og endte som medhjælp hos en bager, der ikke ville have hende i butikken i hendes tilstand, men i stedet betragtede hende som allemandspige, som man kunne opsøge om natten, fordi det jo ikke kunne gå værre nu. Bitte satte et møbel foran døren om natten. Hun kæmpede sig igennem de ni måneders graviditet, og den 30. marts 1949 fødte hun en søn, som hun gav fra sig med det samme. I 10 dage lå hun på sin stue og lyttede til spædbørn, der græd på stuen ved siden af hende. Så tog hun hjem.

Som 17-årig elskede Bitte Madsen at danse, men så blev hun snydt og var pludselig gravid. Hun følte sig helt alene, men sagde, ”det her klarer jeg selv”, og fandt et diskret ophold i Gislev på Fyn, hvor hun fødte sin søn. – Privatfoto.
Som 17-årig elskede Bitte Madsen at danse, men så blev hun snydt og var pludselig gravid. Hun følte sig helt alene, men sagde, ”det her klarer jeg selv”, og fandt et diskret ophold i Gislev på Fyn, hvor hun fødte sin søn. – Privatfoto.

Da min mormor havde fortalt, var jeg målløs.

Jeg havde en morbror, jeg aldrig havde kendt til.

Hun fortalte mig, at hun aldrig havde følt sig så alene hverken før eller siden, hun lå på den enestue, og hun sagde, at hun kun havde fortalt historien til ganske få familiemedlemmer. Hun kunne ikke overskue konsekvenserne, nysgerrigheden, hvis nogen ville grave i det.

”Hvis jeg kan holde på hemmeligheden i over 70 år…,” sagde hun.

”...så kan du vel også holde på den, til jeg ikke er her mere.”

Jeg tror, det er de modigste ord nogen nogensinde har sagt til en journalist. Og det er den største tillid, nogen i mit liv har vist mig. Jeg følte, hun stolede på mig. Det gjorde mig ydmyg og stolt, og jeg var bange for at svigte hendes tillid og komme til at fortælle det.

Jeg vidste, at oplevelsen var definerende for hende som menneske, og at den ikke kunne udelades i hendes livsfortælling. Men omvendt kunne jeg ikke fortælle noget, hun selv ville holde hemmeligt. Jeg tænkte, at det ville blive umuligt at løse. Men det var det ikke. Bid for bid blev hemmeligheden stadig mere overskuelig at få has på.

Vi talte om min bedstemors opvækst på en lille gård i Dollerup Bakker ved Viborg, den frosne væg i hendes værelse, hvorpå hun kunne skrive sit navn i rimen med sin finger samt den opvarmede kampesten, hun fik med i seng til at lune fødderne på. Vi snakkede om, hvordan hun smed sten efter fårene, klatrede i træer. Vi kom omkring krigen, tyskerne, der indtog deres klasselokaler i landsbyen Lysgård og prikkede til dem. Hvordan de skulle ud og være barnepiger. Vi fik sat ord på fornemmelsen af at gå ind i den stivfrosne roekule og kaste roer ud til sin far og det hårde arbejde i stalden, der i sidste ende fik hende til at sværge, at hun aldrig skulle giftes med en landmand og i stedet lande en plads som smørrebrødsjomfru-elev på Preislers Hotel i Viborg. Langsomt kom det til at handle mere og mere om hendes far, der ikke bare lærte hende at arbejde hårdt, men også at danse i det lune køkken, hvor kampestenene til fodenden blev opvarmet i ovnen. Hun huskede den herlige følelse af at sidde på tørvekassen med sin søster og se sin far danse med sin mor, mens hun ventede på, at han skulle tage fat i hende eller hendes søster for at sikre, at de aldrig skulle blive bænkevarmere. Og så huskede hun selvfølgelig, at det hele en dag blev revet væk det år, hendes far døde. Vi talte om graviditeten igen, det umulige valg, hendes beslutsomhed, at oplevelsen var en del af hende.

Det gik op for mig, at mit mål ikke bare var at gøre hendes livshistorie tilgængelig for familien og mig. Det handlede mest af alt om at gøre den tilgængelig for hende selv.

Hun måtte have kontrol over detaljerne. Så jeg gik i de statistiske årbøger og fandt ud af, at antallet af kvinder, der bortadopterede netop det år, hun blev gravid, var historisk højt. I 1948 blev 2739 børn givet væk til andre familier, og i 1949, hvor hun selv fødte, bortadopterede 2449 deres børn. Hun var blevet gravid i en tid, hvor prævention var en svær snak, og hvor provokeret abort endnu kun var noget, man tilbød kvinder i byerne, der beviseligt havde en depression. Og så var hun af en tid, hvor det ikke blot var tabubelagt at føde et barn uden for ægteskab, men også decideret risikabelt for moderen og for barnet. I 1948 gik en kommission under Danske Kvinders Nationalråd og Dansk Kvindesamfund i gang med at undersøge de københavnske mødres situation og endte med at konkludere, at kvinderne knoklede mere end 48 timer om ugen til en løn, der lå langt under mændenes. De spiste dårligt, boede steder, der var til fare for deres sundhed, klagede over dårlige nerver og følte sig syge og isolerede. Og mødrenes ægteskabelige stand var tilsyneladende også i direkte samklang med dødsstatistikken for børnene. I statistisk årbog for 1946 kan man læse, at cirka dobbelt så mange børn af ugifte gik til inden tre måneder, som de børn der blev født ind i et ægteskab. Så det var ikke forkert, når hun troede, at et barn uden for ægteskab ville få det sværere.

Jeg fandt kirkebogen og kunne læse højt for hende, at hendes barn havde fået et navn og et hjem. Støberiarbejder Søren Herluf Albertsen i Svendborg og hans kone Pauline havde taget Bittes søn til sig efter tre måneder og havde valgt at kalde ham for Egon Henry Albertsen. Han var blevet stenhugger med eget firma og havde boet over for Bispebjerg Kirkegård i København. Og til sidst endte jeg på Svendborg Kirkegård, hvor jeg fandt de sidste detaljer på Fællesplænen. Egon var død og begravet uden nogen ceremoniel handling og dermed sandsynligvis også uden nogen efterkommere. I hvert fald var det der, Bitte selv satte foden ned. Der skal ikke søges mere.

Men det, der for alvor gjorde indtryk, var nu heller ikke at finde stedet, hvor han var stedt til hvile, men derimod, hvor han var født – I Gislev. Jeg måtte tilbage og se fødehjemmet med egne øjne, og da jeg stillede mig for at tage billeder af det, kunne jeg mærke et par øjne i nakken, der tilhørte en langlemmet herre i kort læderjakke, der var ude for at lufte sin hund.

”Ja, jeg tager lige lidt billeder,” sagde jeg og fortalte ham min bedstemors historie.

”Der har ligget et fødehjem her.”

Han nikkede.

”Du må hellere tale med min kone, Dorthe,” sagde han.

”Hun har samme historie.”

Så få minutter senere sad jeg og talte med frisøren Dorthe, der kunne fortælle, at hendes mor altid havde ønsket at sidde med ryggen til fødehjemmet, når hun var på besøg hos sin datter og svigersøn. Først efter hendes død havde de fundet ud af hvorfor. Dorthe havde to brødre, hun aldrig havde hørt om. Og den ene var født overfor. På fødehjemmet i Gislev hos Kirstine Grothe præcis som min morbror.

Dorthe fortalte, at hun havde følt sig såret over, at hendes mor ikke betroede sig til hende, og at det havde været en sorg for hende, at hun aldrig fik stillet de spørgsmål, hun havde.

”Tænk, hvis min mor havde betroet sig til mig,” sagde hun.

Jeg sagde til hende, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige. Men det vidste Dorthe godt. Jeg skulle sige til min bedstemor, at hun skulle fortælle det til sine børn, inden hun døde.

Med tankerne myldrende i hovedet kørte jeg fra Gislev. Jeg vidste, at jeg var nødt til at fortælle min bedstemor om mødet med Dorthe, og da jeg gjorde det, var der ingen tvivl hos hende: Hun måtte fortælle det til alle sine børn. Det var nok det rigtige at gøre. Og derfra var det som en snebold. Hun fortalte det til sine søstre, og til sidst kunne hun ikke længere se nogen mening med at holde det skjult. Hun ville gerne sidde med sin egen livshistorie i hånden, og måske kunne hun ligefrem blive den inspiration for andre, som Dorthe havde været for hende.

Hun ville have bogen udgivet.

Så det blev til bogreception med hele familien. Levende hænder at falde i. Det blev til spørgsmål, samtaler hun ellers ikke ville have haft, sirlig skråskrift på titelblade med hilsner til børn, børnebørn, venner og altså nu også til Dorthe fra Gislev, der aldrig selv fik lov at stille sine spørgsmål til sin egen mor, men sikrede, at andre kunne nå det.