Prøv avisen
Spørg om livet

At blive forældre kan reaktivere egne barndomstraumer

En kvinde er bekymret for, at hendes egen utrygge barndom skal præge hendes børns barndom.

Når ængstelsen vokser, kan det være en god idé at søge hjælp til at sortere tanker og følelser og se på, hvad der er spøgelser fra fortiden, og hvad man kan gøre nu for at tage trygt vare på sig selv og sine

Kære brevkasse

Jeg og min to år yngre bror voksede op i en familie, der sådan set var ressourcestærk, men som samtidig var meget utryg. Chauvinistiske mænd var almindelige i min fars generation, og min mor var nok en af hverdagens små psykopater. Jeg er nu midt i 40'erne og har brugt hele mit bevidste liv på at hele de traumer, som jeg fik med mig, og som gav mig selvmordstanker og manglende selvværd. Jeg har det nu så godt, som jeg nogensinde har haft det. Jeg er gift, har et arbejde og to dejlige piger på fire og seks år.

Min bror og jeg har boet hovedparten af vores liv på hver sin side af Jorden. Han er gift og har to drenge på elleve og tolv år. Han flyttede sidste år til Danmark, og de bor nu i nærheden af os. Vi ses indimellem sammen med vores familier.

Det er godt, fordi de er den eneste nære familie, vi har, men det er ikke nemt. Jeg oplever, at han har gået sin vej, men ikke med den samme form for heling, som jeg har søgt. Han er stadig almindeligt grænseoverskridende og ikke mindst stærkt seksualiserende.

Et kejtet eksempel: Da han fik min nye iPhone i hånden, var det første han gjorde straks at opsøge telefonsvareren og sige: ”I love You” gentagne gange. Alle hørte det, og jeg kunne mærke knugen i maven og trak mig væk med det samme.

Det hører med til historien, at jeg er overbevist om, at jeg har været seksuelt misbrugt på en eller anden måde. Jeg har ikke en konkret hændelse at referere til, men jeg er vokset op med et ikke sundt forhold til sex, krop og mænd. Det er aldrig blevet anerkendt. Jeg har bare fået at vide, at det måtte være mig, der var noget galt med. Det er en vigtig del af min problemstilling.

Jeg er vildt bange for, at min bror og hans sønner vil misbruge mine døtre eller påføre dem seksuelle traumer. Den første sommer, fætrene mødte min førstefødte, var hun knap halvandet år gammel og gik rundt i haven i bar mave og ble. Fætrene fulgte efter hende ind i huset og forsøgte at tage bleen af hende. Jeg oplevede det som et slags voldtægtsforsøg. Nu, hvor de alle er blevet lidt større, er de begyndt at lege mere voldsomme tagfat-lege, og ved en lejlighed holdt den yngste af min brors drenge min pige fast og råbte ned i hovedet på hende: ”Er du forelsket i mig?”. Det lød ikke rart. Den store begynder at gøre sig til, som om hun var en teenager. Jeg er generelt utryg ved, at de er sammen, uden at jeg kan se dem.

Jeg vil gerne have kontakt til min bror og vise dem tillid. Men jeg vil ikke have, at mine børn vokser op med den samme angst som jeg.

Vi har meget lidt familie- og omgangskreds, og derfor føler jeg også, at vi er sårbare. Jeg gør, hvad jeg kan for at forbedre det. Men pigerne vil gerne være sammen med deres fætre, for det er dem, de har.

Jeg har tænkt på at tage en snak med min bror og hans kone om mine oplevelser og min angst, som jeg her har beskrevet. Men jeg har samtidig tænkt, at hvis jeg gør det, så er det den sikre vej til at få det til at ske. Og jeg er bange for, at min svigerinde er så meget under pres i sit forhold til ham, at hun ikke vil gøre noget.

Min mand er i den anden grøft: Hos os er det seksuelle meget lidt udtalt, og det er en anden historie. Men jeg har en god fornemmelse af, at han elsker sine døtre på en god og ikke grænseoverskridende måde. Jeg tror jo på, at vi alle har ret til at søge en tryg og kærlig tilværelse. Der må gerne være sex i verden og i vores liv; men det må være der på en respektfuld måde. Men jeg ønsker for mine piger, at de vokser op med en barnlig seksualitetuskyld og tro på deres værdi og integritet. Det, som jeg, min bror og mine nevøer ikke har fået lov til.

Venlig hilsen

Tina

Kære Tina

Tak for dit brev. Det er godt at høre, at du har det langt bedre end tidligere, og at du er kommet langt i din heling, som du skriver. Du er inde på, at du måske selv er seksuelt misbrugt, da du var barn. Vi kan også læse, at du har arbejdet en del med dig selv. Når du har gjort det en del år og ikke har fået nogen konkrete erindringer om seksuelle krænkelser, så synes vi ikke, at du skal blive ved med at lede. For det kan tværtimod nære en udefinerbar angst hos dig, som kan bidrage til, at du ser tegn på det i for mange situationer.

Du fortæller, at du og din bror er vokset op i betydelig utryghed og med forældre, der på en eller anden måde har bidraget til usunde grænser. Som de to forskellige mennesker, I er, har det fået forskelligt udtryk i dig og i din bror, hvor du måske mest reagerer indad med ængstelse og bekymring, mens han nok reagerer mere udad og kan skabe uro i sine omgivelser.

Du har for få år siden fået to små piger, som helt naturligt er sårbare og afhængige af, at omgivelserne passer på dem. Når man får børn, er det såre almindeligt, at ens egen barndomshistorie og ængstelser i forbindelse med den bliver reaktiveret. Og det er det, vi tror er sket for dig. Samtidig er din bror flyttet hertil for ikke så længe siden, og det har måske sat to følelsesmæssige bevægelser i gang inden i dig.

Den ene bevægelse kan handle om, at han skal udfylde dit forståelige behov for en hyggelig familierelation, og den anden kan handle om en øgning af din ængstelse for, at han og hans drenge kunne være grænseoverskridende og gøre dine piger ondt.

Umiddelbart kan du komme til at overdrive begge de tendenser i dig. Din bror og hans familie vil desværre nok aldrig virkelig kunne opfylde dit behov for en nær familie. Så vi vil gerne støtte dig rigtig meget i det, som du er inde på, at I også arbejder på at få gode venner og vigtige relationer uden for familien. Det kan også meget vel være, at ængstelsen for ham er overdrevet, og at hans adfærd blot er umoden og ubetænksom. Vi tror mindre på, at du får noget godt ud af at tage emnet op med ham på nuværende tidspunkt.

Vi tror, at vejen for dig og din familie er at finde den rette afstand til din bror og hans familie. Dine piger behøver ikke overnatte hos dem, og de er i de nærmeste år ikke større, end at du altid vil kunne have et rimeligt opsyn med dem, og om meget få år er fætrene så gamle, at de ikke leger noget videre med deres små kusiner. Vi tror også, at det kunne være godt for dig at gå til samtaler hos en moden psykolog eller anden terapeut, så du kunne få et trygt rum, hvor du kan få hjælp til at sortere dine tanker og følelser og se på, hvad der er spøgelser fra fortiden, og hvad du kan gøre nu for at tage trygt vare på dig selv og dine.

Og så er det vigtigt, at du minder dig selv om, at dine børns barndom langtfra er magen til din, fordi de har en far med gode grænser og en mor, der ikke hører til ”hverdagens små psykopater”.

Mange hilsener
Annette og Jørgen