Prøv avisen

Bodil Jørgensen: Døden gjorde mig stærkere i troen på livet

Foto: Leif Tuxen

Da skuespilleren kom helt tæt på døden, var det ikke forbundet med angst. Frygt lammer os og forhindrer os i at leve, mener skuespilleren

Jeg var ikke bange, da jeg lå i det grønne græs i dige-området ved Mandø og var ved at dø. Jeg var snarere tryg.

Jeg kunne ikke mærke noget og følte mig meget hjemme i det velkendte landskab, jeg kender så godt fra min barndom. Jeg kunne ikke trække vejret, men jeg kunne mærke og genkende luften. Tanken om at være hjemme var betryggende. Men min krop var ikke, som den skulle være. Ribben var brækkede, lunger punkteret og klappet sammen. Det føltes som at drukne. Jeg gled ind og ud af bevidsthed.

Jeg tænkte ikke, at jeg var ved at dø. Men det var jeg. Og jeg forestillede mig, at min far snart ville dukke op og tage mig i hånden.

Jeg overlevede den voldsomme ulykke. Under en filmoptagelse blev jeg kørt over af en traktor, der maste mig. En akutlæge, der heldigvis var i nærheden, reddede mig i første omgang. Senere kæmpede jeg for livet, da jeg lå på intensivafdelingen på hospitalet.

Nærdødsoplevelsen har lært mig meget om livet. Jeg er mindre angst. Jeg gør mig mere umage. Og så stoler jeg endnu mere på håbet, der viste sig helt tydeligt for mig i mørket, da jeg var ved at dø.

Jeg lå i koma på sygehuset i Odense de første dage og blev holdt i live af en respirator. Da jeg vågnede, lå jeg i en hospitalsseng. Jeg var meget medicineret og havde nogle heftige tunnelagtige oplevelser. Jeg spekulerede meget over døden og livet omgivet af en masse lilla blomster. Jeg var til tider i en svævende tilstand, samtidig med at jeg jo var spændt fast til ledninger og maskiner. Jeg havde en ud af kroppen-oplevelse og sad i hjørnet af rummet og mødte min afdøde mor og far. På andre tidspunkter dannedes nogle meget heftige og fantastiske billeder for mine øjne eller i mit sind. Blandt andet snoede et slangelignende væsen sig rundt foran mig og bed sig selv i halen. Det tolker jeg i dag som at have noget at gøre med uendelighed, kødelighed og forfængelighed.

Da jeg lå der i sengen, tænkte jeg, at alt sammen måske betød, at det var slut. Jeg forsøgte derfor at bede Fadervor. Men jeg kunne ikke huske ordene. Det hele flød sammen, dagene og nætterne. Det føltes som et uendeligt mørke.

Det værste var nætterne. En nat lå jeg og var sådan set på herrens mark. Jeg forsøgte at bringe orden i alt den uorden, der havde ramt mig. Hvem var jeg, hvordan var jeg endt der? Det var en meget eksistentiel rejse. Jeg kæmpede meget imod og forestillede mig, at rejsen mod døden ville være noget med et klart lys, måske en trompet og en engel. Men sådan var det slet ikke. Det blev bare mørkere og mørkere.

Men midt i alt det gik det op for mig, at døden ikke er et problem, der skal løses. Jeg var omgivet af læger, familie og venner, der ville mig det bedste. Men når alt kommer til alt, handlede liv og død om noget andet. Vi er jo sikre på, at døden kommer til os alle. Men det stod pludselig helt klart for mig, at der også er håb i mørket. Går man langt nok ind i mørket, er der trøst og forløsning.

Måske det hele skyldtes morfinen. Men oplevelsen har i hvert fald fået mig til at bekymre mig mindre. Der er sagt og gjort nok i den her verden. Også om døden. Det har været en kæmpe lettelse at slippe angsten for at dø. ”Frygt ikke, tro kun”, sagde min far altid. Det er jo nemt nok at sige, men det er faktisk ret smukt. Angst er noget af det værste. Den lammer os og bliver til en angst for at leve. Angsten stjæler vores sjæl.

Jeg oplevede, at der er håb for os, også i døden. Jeg har altid været troende. Kristus betyder meget for mig. Han gik med al sin godhed forrest lige ind i mørket og viste os, at der er trøst at hente også derinde. Min tro er kun blevet stærkere efter min oplevelse med døden.

I dag siger jeg især til børn, at de skal prøve ikke at frygte og nyde hver dag. At være i live er en glæde. Det er en glæde at se solen stå op hver dag. På et tidspunkt svæver vi ind i mørket og videre ud på den anden side. Jeg elsker livet. Men jeg glæder mig også til det, der kommer efter. Vi skabes i mørket og ender i det igen. Det er en smuk tanke. Det er fantastisk, hvad vi kan med livet. Man skal prøve at fatte og forstå gaven i det.

Lige efter ulykken ville jeg redde alle og fortælle folk, jeg mødte i Netto, at de skulle forlade køen, gå ud og se op. Det gør jeg ikke mere. Hverdagen er jo altædende, men jeg forsøger stadig at gå op i, hvem jeg møder, og hvem de er. Jeg lader ikke bare folk gå forbi mig ubemærket. Jeg tager mig tid og giver mig fuldt ud. Jeg har altid fem minutter eller en halv time. Det betyder jo intet for mig. Jeg har besluttet at gøre mig umage resten af mine dage. Man kan mere, end man tror.

Det vigtigste jeg har lært, og som jeg vil give videre er, at man skal give Himmelen en chance. Vi må forstå, at vi er åndelige væsener med en sjæl, der eksisterer i en åndelig verden. Frygt ikke, tro kun!