Prøv avisen
Serie: Mit årti

Mette Bock: I 60'erne befinder man sig som bøffen i midten af sandwichen

Tegning: Rasmus Juul

Når man er i 60’erne, betragter de unge en som en olding på tålt ophold. Men en samtale med tid- ligere minister Knud Enggaard gjorde det klart for tidligere kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), at der i en alder af 61 år stadig er meget at gøre

Det begyndte på dejligste vis. Efter en forsommer rig på tunge regnvejrsdage fejrede jeg min 60-årsfødselsdag på den yndigste solskinsdag i en menneskefyldt have på kursusstedet Liselund. For enden af haven mindede grundlæggeren Niels Daels ord mig kærligt om den taknemlighed, vi aldrig må miste sansen for: ”Tak, tak, tak,” står der på mindestenen. Ord, som Niels Dael afsluttede ethvert foredrag med gennem sit lange og begivenhedsrige liv.

Jeg har egentlig aldrig tænkt meget over det med alderen. Men nu rammer det mig med jævne mellemrum – også som helt uventede bagholdsangreb.

Første gang jeg ikke længere følte mig helt som den unge kvinde, jeg naturligvis fortsat er indeni, var til et møde med gode kolleger kort efter min runde fødselsdag. Jeg opfattede det som en samtale blandt ligeværdige, lige indtil en ung yndighed pludselig sagde de ord, der ændrede alt: ”Men sådan var det vel ikke, da du var ung, Mette?”.

I det splitsekund stod det lysende klart for mig, at mine unge kolleger betragtede mig som uden for kategori. Erkendelsen fór gennem mit hoved, hvis grå hår jeg for længst er begyndt at dække med en smule naturfarve fra frisøren. Anså de mig måske som et levn fra tidlig stenalder? Et kalkbrud i skred? En olding på tålt ophold?

Jeg overvejede at fortælle dem noget, som de garanteret ikke vidste: Kort efter min 60-årsfødselsdag havde jeg foræret mig selv en gennemgribende helbredsundersøgelse. Alt, ja absolut alt, der kan måles i min krop, er altså i topform, havde jeg lyst til at råbe – vel vidende, at det ikke er en garanti for noget som helst. Og min såkaldte body-age er faktisk kun 45 (femogfyrre) år! Lægen fortalte tilmed, at min body-age egentlig er endnu lavere, men at han ikke måtte sige en alder under 45 til en på 60 år.

Jeg droppede dog historien, inden den havde forladt mine tænders gitter. For jeg indså, at selv en kvinde på 45 år ville blive betragtet som et menneske på noget nær deres mors alder. Altså som en del af en generation, der naturligvis ikke forstår noget som helst af, hvordan verden virkelig er indrettet.

Jeg ændrede strategi. Begyndte at tale lidt langsommere, lytte lidt mere, påtage mig rollen som den erfarne, der kunne samle op og konkludere på baggrund af livslang erfaring og visdom. Det holdt cirka fem minutter.

For det er for tidligt, når man kun er i 60’erne. Med udsigt til forlænget pensionsalder, højere levealder og mangel på mennesker, der kan og vil arbejde, er man ikke nestor allerede som 60-årig. På den måde er 60’erne en form for mellemalder. Man er ikke ung og heller ikke gammel. Man befinder sig som bøffen i midten af sandwichen.

Jeg har det livsprivilegium, at jeg mødte min mand, da jeg var 17 år.

Det var vel, hvad man kan kalde et vellykket pige-rov, der blev gennemført, da vi i al hemmelighed giftede os så unge, at præsten efterfølgende måtte ringe og kommandere mig til at kontakte min far omgående, da han pludselig troede, at han havde viet os ulovligt på grund af min unge alder. Det viste sig dog ikke at være tilfældet. Jeg var trods alt over 18 år.

Vi er blevet beriget med børn, svigerbørn og foreløbig seks børnebørn, der myldrer omkring os. Flere af dem lige her i sognet, hvor vi bor. Samtidig står jeg ikke yderst i slægten, da min mor på næsten 84 år også bor i nabolaget, og hun har, som tiden går, også behov for mere daglig støtte. Der er brug for mig både blandt slægtens yngre og ældre. Det er ikke en byrde, men en glæde.

For nylig skete der så det, at jeg efter otte år som medlem af folketing og regering ikke opnåede valg til Europa-Parlamentet. Ny situation. Jeg er realist, så jeg ved jo godt, at arbejdsmarkedets stegte duer ikke bare kommer flyvende, når man har passeret de 60 år. Men så ringede den tidligere minister Knud Enggaard (V). Jeg har kendt ham gennem en årrække, og vi deler blandt andet en fælles interesse for grænselandet og Sydslesvig. Da han fyldte 90 år få dage efter valget, sendte jeg ham en sommerbuket. Nu ringede han for at takke og spurgte – efter et længere foredrag om Griffenfeld, der er stedt til hvile her i min sognekirke i Vær – til mine fremtidsplaner. Jeg svarede, at jeg er fuld af energi og virkelyst, men også realistisk om efterspørgslen på mennesker i 60’erne.

”Du er 61 år – hvad taler du om,” råbte Enggaard:

”Jeg er lige blevet 90! Tror du, at jeg har siddet stille i 30 år?”.

Pludselig ændrede perspektivet sig igen. For Enggaard har været her og der og alle vegne – og er det fortsat. Og så er vi tilbage til bøffen i midten af sandwichen. I mine unge kollegers øjne er jeg indimellem at betragte som et fossil. I Knud Enggaards øjne er jeg en vårhare. De har nok ret – begge parter.

Så med en body-age på 45 år og muligvis endnu yngre, masser af livs- og erhvervs-erfaring, vil jeg her i mine 60’ere begærligt kaste mig over nye opgaver. Vi skal gennem mange livskapitler, der på hver sin måde rummer muligheder og opgaver, hvis man ellers tør gribe ud – og aldrig glemmer hverken realismen eller taknemligheden.

Tak, tak, tak.

Mette Bock er 61 år og tidligere chefredaktør på JydskeVestkysten, tidligere programdirektør i DR og tidligere kirke- og kulturminister.