Et femårigt barn sidder låst inde på et koldt og mørkt badeværelse. Kun en tynd stribe lys trænger ind gennem sprækken under døren. Han råber fortvivlet på sin mor, men hun er der ikke. Fra den anden side af døren lyder derimod hans stedfars truende stemme. Det er ham, der har låst døren udefra.
Den lille dreng, Jonathan, tisser i bukserne af skræk, men heldigvis kommer mor hjem, før mere sker, og redder ham ud til hygge og bager-trøfler ved køkkenbordet. Andre dage er han mindre heldig og bliver ikke reddet på målstregen, før stedfaderen uden varsel går amok i despotisk vold.
Sådan begynder Sebastian Bunes anmelderroste roman ”Min Familie”. Bogen følger Jonathan gennem hans opvækst i socialt udsatte boligkvarterer i 1990’ernes Danmark med den amerikanske stedfar Leon, der er uforudsigelig og voldelig, og den viljesvage, religiøst forskruede mor Hanna, der altid har sine healende krystaller i lommen og sin bibel inden for rækkevidde.
Hovedpersonen Jonathan i ”Min Familie” ligner Sebastian Bune. Det lægger han ikke skjul på, og Jonathans opvækst og familie ligner også hans egen. Jonathan har dog kun én stedfar i løbet af bogen, mens Sebastian Bune selv havde adskillige. Familien nåede desuden at flytte 20 gange i løbet af hans barndom, og han gik i seks forskellige skoler. Det er derfor lidt af et under, at han er blevet cand.mag. i engelsk og nordisk sprog, har fået et spændende job som kulturformidler på Silkeborg Bibliotek og i en alder af 32 år både har en stabil familie med hustru og to børn og er debuteret som forfatter.
”Jeg er vokset op med vold i et flerkulturelt hjem og har haft en meget turbulent barndom, så jeg ved af egen erfaring, hvad Jonathan går igennem. Jeg har ar på krop og sjæl den dag i dag, og mange børn, der vokser op med vold, kommer til at lide af posttraumatisk stress,” siger han.
Med bogen om Jonathan og hans barske barndom vil Sebastian Bune fortælle om den sociale stigmatisering og forskelsbehandling, som stadig eksisterer i dagens Danmark, og om, hvordan sagsbehandlere, lærere, omsorgspersoner og andre, der kunne hjælpe, stadig svigter misbrugte og voldsramte børn. Men han vil også vise, at det er muligt at frigøre sig fra et miljø, som nedbryder både krop og sjæl.
”Vi har stadig klasseskel i Danmark, men der er også muligheder for at bryde ud af de rammer, man er født ind i. Jeg har jo for eksempel fået en universitetsuddannelse og fundet min egen vej i livet på trods af min familie,” siger han.
Bøgerne og litteraturen blev afgørende for hans eget succesfulde brud med sit miljø og sin baggrund. Allerede som lille oplevede han, hvordan fiktionen kan åbne nye veje for læseren i det virkelige liv, og biblioteket blev tidligt det frirum, han havde brug for i hverdagen. Lille Virgil, den skøre drengeskikkelse, frit opdigtet af børnebogsforfatteren Ole Lund Kirkegaard, er den første helt for den fiktive Jonathan, som han var det for den virkelige Sebastian Bune.
Den selvrådende Virgil klarer sig glimrende uden far og mor, har bygget sit eget hus af skrammel og trives udmærket på egne præmisser. Det er Virgil, Jonathan tænker på, mens han sidder og sunder sig hos mormor og morfar, efter at hans stedfar har hamret hans hoved ind i en radiator, så han måtte på skadestuen. Han drømmer om selv at bygge sig sådan et hus som Virgils hos den biologiske far, han sjældent må se, og bo i det, præcis som det passer ham selv.
”Både Orla Frøsnapper og Lille Virgil betød meget for mig, da jeg var barn, men jeg forstod ikke rigtig Lille Virgil. Jeg fattede ikke, hvordan han kunne være så fri og altid bestemme over sig selv. Jeg vidste bare, at det var der, jeg ville hen. Jeg ville være lige så fri som ham,” husker Sebastian Bune.
Efter Lille Virgil kom Brødrene Løvehjerte ridende ind i hans liv og lod ham se ind i det skønne Nangijala, som deres mor, Astrid Lindgren, havde skabt til dem.
”Den måde, efterlivet i Nangijala bliver skildret på, var en befrielse for mig. Jeg er vokset op i et hjem med en særlig forståelse af ret og uret og af straf. Vi fik at vide, at dæmonerne i Bibelen er lige så virkelige som englene, og at vi kunne blive besat og evigt fortabt. Brødrene Løvehjerte viste mig, at der også er andre måder at tænke på. Det var en befrielse,” forklarer han.
”Nangijala er et frit handlingsunivers, hvor de to drenge bliver helte og kæmper mod den onde Tengil og den farlige drage Katla. Det virkede meget mere eftertragtelsesværdigt end det efterliv, hvor man risikerer at møde ærkeenglen Gabriel ved himlens porte, og hvor han styrter en ned i evig fortabelse, fordi man har hængt ud med en, der stjal cykler.”
”Brødrene Løvehjerte viste mig en alternativ forestillingsverden og fik mig i en alder af 11 år til at tænke over, at alt det, mor sagde, måske ikke behøvede at være rigtigt. Det grundlagde en god skepsis over for mine forældres forståelse af verden, og det var virkelig spot-on for mig. Jeg kunne ånde efter at have læst om Nangijala,” husker han.
Litteraturen bliver frisættende for børn på den måde allerede i en meget tidlig alder, mener Sebastian Bune.
”Som barn er det svært at se ud over sin egen kulturbaggrund og for eksempel den måde, ens familie fortolker religion på, om det så er kristendommen, islam eller noget helt tredje. Litteraturen bliver en hjælper ved at vise, at også religion kan fortolkes og forstås på forskellige måder, så man finder sit eget ståsted,” siger han.
Hans eget barndomshjem var lige som Jonathans i ”Min Familie” præget af moderens tro og konservative normer fra hendes vestjyske barndom på den ene side, og på den anden af en særpræget blanding af mysticisme, kabbala og krystalhealing tilsat lidt reinkarnation og en god portion af Rudolf Steiners antroposofi. Det hele blev serveret garneret med trusler om straf og evig fortabelse, men også af grov korporlig vold, som en ret, Sebastian Bune kun kan tage ubetinget afstand fra:
”Hvis man som voksen presser sine børn til at følge en bestemt tro på en bestemt måde, giver man dem ikke kun problemer her og nu, men også på længere sigt,” siger han.
”Man skal lade sin børn læse både Bibelen, Koranen og Toraen, men også Christopher Hitchens og andre modstandere af religion. De skal selv tilegne sig forudsætningerne for at træffe deres egne valg på et oplyst grundlag. Det er forudsætningen for, at vi kan møde andres tro og holdninger med åbenhed og undgå ødelæggende stereotyper, og det er helt afgørende i det samfund, vi lever i i dag,” siger han.
Umiddelbart kunne man tro, at ”Min familie” var trøstesløs og deprimerende læsning, men hovedpersonens ukuelige evne til overlevelse trækker et spor af fortrøstning gennem romanen trods de rædsomme oplevelser og svigt, han bliver udsat for.
Ligesom Sebastian har Jonathan sin fiskermorfar og mormor i Ringkøbing, hvor de åbner en hjemlig havn for ham, når de vildeste storme hærger moderens liv, og han har sin biologiske far, som – når moderen tillader det – giver ham en frisindet og forstående base i et kreativt kollektivmiljø, som nok er flippet, men også omsorgsfuldt og opbakkende. Han har kammerater. Og så har han bøgerne. Også det har Jonathan og Sebastian Bune tilfælles, og de har ikke overraskende præcis samme smag i børnelitteratur.
Efter Lille Virgil, Orla Frøsnapper og Brødrene Løvehjerte rykkede Sebastian Bune videre til den romantiske korsridder Ivanhoe og Jules Vernes gamle klassikere, men senere blev det rebellen og borgerrettighedsforkæmperen Malcolm X og Jakob Ejersbos barske samtidige socialrealisme, der holdt ham vågen ud på de lyse timer. Hans lange erfaring med litteratur som redskab i en personlig frigørelsesproces kommer nu ikke kun Sebastian Bune selv til gavn, men også de unge, han arbejder med som kulturformidler på Silkeborg Bibliotek. I jobbet har han særligt kontakt til blandt andet unge på hf og har altid et opmærksomt blik for de studerende, som kommer med en tung social bagage.
”Vi ved, at 20 procent af alle børn i Danmark vokser op i hjem med vold, alkoholmisbrug eller andre former for misrøgt. Den viden har jeg hele tiden i baghovedet, når jeg arbejder med vores kulturtilbud til unge. Jeg sørger for at snakke med dem om, hvad de kan læse for at få nye perspektiver på deres eget liv,” forklarer han.
Bare én vigtig voksen, som rækker hånden ud, kan gøre en kæmpe forskel i et barns eller en teenagers liv. Det ved Sebastian Bune om nogen, og den håndsrækning, han giver, er ikke nødvendigvis kun litteraturrådgivning.
”Man kan nogle gange gøre en forskel i et barns liv bare ved at fortælle om de rådgivningstelefoner, de kan ringe til og få rådgivning som for eksempel hos Børns Vilkår og Bryd Tavsheden. Det er vigtigt at huske, også i et job som mit, hvor jeg møder unge fra mange forskellige miljøer,” siger han.
”For mig ville det have været en stor lettelse at kunne ringe sådan et sted hen, for jeg var bange for at søge hjælp, da jeg var barn. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle henvende mig, og jeg var bange for, at hvis jeg kontaktede kommunen, ville de ringe til de voksne, og så ville der først for alvor falde brænde ned. Det var grelt nok i forvejen, så det turde jeg ikke, ” fortæller han.
To drenge på seks og ni år sidder ved et bord på biblioteket og venter på, at deres far bliver færdig med interviewet med Kristeligt Dagblad, så de kan få ham for sig selv og komme videre på sommerferie. Sebastian Bunes sønner hygger sig fredeligt med tegneserier og brætspil, Mathilde-mælk og chokolademadder.
”Jeg fik børn meget tidligt, nok fordi jeg higede efter at få den gode kernefamilie, jeg ikke selv har haft. Det var så vigtigt for mig at kunne give mine børn en anden opvækst end den, jeg selv har fået,” siger Sebastian Bune, som blev far første gang allerede som 23-årig.
Bogen ”Min Familie” er tilegnet dem: ”Til mine drenge – Lad aldrig nogen fortælle jer, at slangen er en gammel hat,” står der på bogens første side med en reference til Saint-Exupérys historie ”Den lille prins.”
De, der har læst den tynde, men meget berømte lille bog, husker måske, at den bliver indledt med en anekdote om, hvordan fortælleren som barn lavede en tegning af en boa-slange, der havde slugt en elefant. Han viste den til de voksne og forstod ikke, hvorfor de ikke blev bange.
Men hvorfor skulle man da blive bange for en hat, spurgte de. Derefter tegnede han en åben slange, hvor man kunne se elefanten indeni. Men så bad de ham holde op med det pjat og koncentrere sig om vigtige ting som geografi, historie, regning og grammatik.
Det gjorde han så, indtil han som voksen igen fandt blyant og papir og gav sig til at tegne det, der blev til historien om den lille prins.
Sebastian Bune ønsker for sine sønner, at de ligesom den lille prins, der rejser rundt blandt de mest mærkværdige planeter med de særeste indbyggere, må blive ved med at møde verden med et forundret blik, ikke bare overtage de voksnes måde at se verden på og ikke lade sig afskrække af modgang, men turde blive ved med at stille spørgsmålet: Hvordan hænger tingene egentlig sammen her på denne planet – og hvorfor mon det?
I sidste kapitel af ”Min familie” sidder hovedpersonen Jonathan i en togkupé. Han er blevet teenager og er langt om længe sluppet ud af sin mors kløer og fri af sin voldelige stedfars tyranni. Han er flyttet ind hos sin biologiske far, der har givet ham en fantastisk gave: en interrailbillet. Også på det punkt har Jonathan og Sebastian Bune noget tilfælles.
”Interrail åbnede en verden af andre kulturer for mig, på samme måde som litteraturen åbnede for andre måder at fortolke virkeligheden på. At stå med en billet i hånden og vide, at jeg kan tage et hvilket som helst tog, hvorhen jeg vil, giver samme følelse af enorm frihed. Det er litteratur og interrail, der tilsammen har givet mig mod til at træffe alle mulige store valg i livet: tage uddannelse, gå på universitetet, stifte familie og få børn,” siger han.
Foreløbig har valgene ført meget godt med sig for Sebastian Bune. Hvad de fører til for hans fiktionsfigur Jonathan vil vise sig, når næste bind om hans liv og genvordigheder udkommer med titlen ”Habibi.” Indtil videre ligger den hos forlaget Lindhardt og Ringhof og venter på redigering.