I en time med konfirmanderne diskuterede vi, hvad en bøn er. Det kunne børnene sige en hel del om, for de vidste af egen erfaring, at de dagligt beder deres forældre om både det ene og det andet. Noget af det får de ja til, og andet får de nej til, og det er godt nok sådan. Derimod var de knap så erfarne med hensyn til at bede til Gud – så skulle man i alle fald være slemt i klemme. Den tanke, at en bøn slet ikke behøver at være en bøn om noget, men at bønnen derimod kan være en tak, som man gerne vil give luft for, var også noget fremmed for dem. I det hele taget var de måske slet ikke så vant til at sige tak.
I sin forklaring til den fjerde bøn i Fadervor ”Giv os i dag vort daglige brød”, siger Luther, at vi vel også får det daglige brød, uden at vi beder om det, men når vi beder bønnen, beder vi om, at Gud ”vil lade os erkende det, så vi med taksigelse modtager vort daglige brød”.
I taksigelsen sker der to ting: For det første bliver man opmærksom på, at man har fået noget givet – noget, som man slet ikke har krav på. Og dermed bliver man for det andet opmærksom på, at der er en, der giver det, man får. Det vil sige, at der er et andet menneske, som man har et forhold til, fordi vedkommende har bidraget med et eller andet til ens eget liv. Livet ville slet ingenting være uden alle disse bidrag fra omgivelserne. Livet er en gave. Det kan ganske vist i et løftet øjeblik siges som en noget banal konstatering. Men det kan også siges som en dyb erkendelse af, at livet består af alle de gaver, som dagligt tilflyder os i skikkelse af mad, drikke, hus, hjem, familie, venner, sundhed og alt, hvad godt er. I bønnen om det daglige brød ser vi på os selv i forhold til Gud som skaberen af alt det, der dagligt bærer vort liv.
Men der er også en anfægtelse forbundet med den bøn. Det er en anfægtelse, når man på tv kan konstatere, at en betragtelig del af menneskeheden her i verden lever under vilkår, som bogstaveligt talt må gøre det vanskeligt at takke for det daglige brød, fordi det daglige brød i helt elementær forstand slet ikke er til stede. Men nu beder vi heller ikke bønnen på deres vegne. Vi beder den på vore egne vegne – og netop som en taksigelse. Bønnen kan ikke bedes på anden måde end som en taksigelse. Vi beder ikke om at få det daglige brød på andres bekostning. Men fordi bønnen er en taksigelse, åbner den samtidig vort blik for, at der er andre mennesker, på hvis bekostning vi lever. Som det er sagt af Mahatma Gandhi (1869-1948): ”Jorden har nok til at opfylde alles behov, men den har ikke nok til at opfylde enhvers begær.”
Man kunne så indvende, at Gandhi sagde dette på et tidspunkt, hvor jordens befolkning kun var en tredjedel af det, der er tilfældet i vore dage, hvor befolkningstallet opgøres til 7,8 milliarder. Det er mange mennesker. Men hvis man leger lidt med tallet, så er det ikke større, end at hele verdens befolkning ville kunne stå på Sjælland, og endda hver især have lidt under en kvadratmeter til rådighed. Med sine 7,03 milliarder kvadratmeter fylder Sjælland trods alt ikke ret meget på et verdenskort. Der er derfor også dem, der mener, at kloden sagtens vil være i stand til at brødføde 15 milliarder mennesker, men vel at mærke forudsat at goderne er fordelt noget mere ligeligt, hvilket kræver, at der i den rige del af verden er vilje til en ændret fordeling.
Gandhi kan stadig have ret: Kloden har nok til enhvers behov, men ikke nok til enhvers begær. Problemet er begæret. I bønnen om det daglige brød ligger der derfor også en bøn om at måtte blive befriet fra sit eget begær.
I timen med konfirmanderne kom samtalen også til at dreje sig om bordbøn. De kendte godt begrebet, men der var vist ingen, der kendte til bordbøn fra deres hjem. Jo, der var en enkelt, som kunne berette om en bordbøn, som han derfor refererede: ”Når mor om aftenen har lavet mad, kalder hun på far, som sætter sig til bords og siger: ’Hvad Fanden i Helvede er det her for noget hundeæde.’”
Drengen ville vistnok have sagt noget morsomt. Men så kom han til at græde.