Hvad stiller man op ved dødsfald, hvis man ikke kan enes med sin familie?

Når et nært familiemedlem skal begraves, kan eksisterende konflikter for alvor komme op til overfladen. Et dødsfald kan være en oplagt mulighed for at få løst konflikten, lyder det fra flere sider

Tegning: Rasmus Juul
Tegning: Rasmus Juul.

Forestil dig, at din mor eller far netop er død. Midt i sorgen skal du sætte dig ned og aftale alt det praktiske med bedemanden og præsten. Hvilke salmer skal synges, skal der være tale om en kistebegravelse eller en kremering, og hvor skal mor eller far begraves? Men værst er det, at du skal sidde i rum med den søster eller bror, du ikke har haft kontakt til længe. Du kan faktisk ikke fordrage personen, og I er uenige om det meste.

Situationen er ikke atypisk, fortæller sognepræst ved Sankt Jakobs Kirke i København, Rasmus Nøjgaard.

”Det er en problemstilling, der hyppigere og hyppigere kommer op i mine begravelsessamtaler. Det kan være familier, der er blevet brudt og ikke længere er i dialog,” siger han.

Ofte bunder konflikten i, at forælderen har lukket af for kontakten til børnene. Eller også har der været en favorisering af det ene barn. Og det kommer til at påvirke båndene mellem søskende, og det gør ofte, at børnene får sværere ved at lytte til hinanden, fortæller Rasmus Nøjgaard.

”Vi lever i en tid, hvor det at træffe sine egne valg fylder meget. Hvor den individuelle opfattelse af virkeligheden skal anerkendes. Derfor sidder folk også med hver deres oplevelse, som indimellem ikke tillader andre at have en anden erindring. Derfor kan der være en kamp om den rigtige forståelse af den afdøde,” siger han.

Psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard, der i mange år har beskæftiget sig med familiekonflikter og har skrevet flere bøger om emnet, fortæller, at følelsen af svigt er dominerende, når der sker dødsfald. De efterladte, som ikke har talt med hinanden længe, tvinges sammen, og det kan blotlægge konflikter både i forælder-barn-relationen eller i søskenderelationen.

”Det er grundlæggende, primitive følelser, der kommer i spil. Det kan ende med stor vrede, hvis det ikke bliver håndteret ordentligt. Det er oplevelsen af, at der er noget, man har ret til, som også skal kompensere for noget, der mangler. Og især i situationer, hvor det er den sidste forælder, der dør,” siger hun.

Camilla Carlsen Bechsgaard fortæller, at der er sket et skift i måden, hvorpå vi agerer i forhold til vores familie. Tidligere havde mange et pligtbaseret forhold til deres forældre, mens vi i dag lever i refleksivitetens tidsalder. Her skal man føle alt, og der hersker ikke de samme normer og pligter som tidligere.

”Det er igen denne her selvrefleksionstankegang, som Svend Brinkmann også taler om: Man kommer til at skabe komplikationer i familien, hvis man går ind og hele tiden skal føle-føle og tænker for meget over, hvordan det skal være. Folk hiver alt for mange barndomskonflikter frem, og så kan der pludselig opstå mange følelsesladede situationer,” siger hun.

Men hvordan går man rent praktisk til værks, når man oven i forbindelse med en forælders død skal navigere i konflikten med sin søskende? Hvis de efterladte vælger at tale med sognepræst Rasmus Nøjgaard om konflikten, så handler det altid for ham om at skabe et rum i kirken, hvor alt kan siges. På denne måde blive de forskellige versioner af sandheden hørt.

Hvis de voksne børn ikke kan fordrage hinanden, har han ingen illusioner om, at de for alvor finder sammen igen. Men derfor kan en forsoning godt være et mål, siger han.

”Nogle gange kan jeg bede dem fortælle, hvordan de tror, den anden part oplever situationen. Det er for at skabe en forbindelseslinje eller et grænseland.”

Rasmus Nøjgaard oplever, at dødsfald og begravelse ligefrem kan være en anledning til at genoptage en relation.

”Det kan også betyde det modsatte, og det er selvfølgelig ulykkeligt. Men medmindre der gør sig helt særlige forhold gældende, så råder jeg de efterladte til at få sagt de forløsende ord. De behøver ikke enes, men ’lad os lægge mor og far i graven’, siger jeg. Det lykkes langt de fleste gange, når samtalen er åben.”

Camilla Carlsen Bechs- gaard tror også på, at et dødsfald kan betyde, at man som familie kan komme lidt tættere på hinanden.

”Især hvis forældrene har været styrende i familien. Det kan give anledning til nye familietraditioner, nye måder at være sammen på,” siger hun.

Men hvad skal man så gøre, når begravelsen er overstået, og hverdagen igen står for døren?

Det kan blive nødvendigt at henvende sig til en psykolog, eller det kan være, at man beslutter sig for at forsøge at løse problemet på egen hånd. Vigtigst er det, at man i har en neutral part ved sin side, siger Camilla Carlsen Bechsgaard. Og så skal samtalerne planlægges.

”Det kan være en rigtig god idé at sætte en tidsramme for mæglingen. Så kan man snakke en halv time, og man kan mødes nogle dage senere, så samtalen ikke får lov at skrue sig ned i et konfliktmønster.”

Der er også mulighed for at gøre brug af en konfliktmægler, og hos Center for Konfliktløsning i København bliver de forberedende samtaler på tomandshånd prioriteret højt, fortæller konfliktmægler Jesper Bastholm Munk.

”Grundtrinene er at få snakket med de involverede parter: De skal alle have mulighed for at sætte sig ned og fortælle om det, der er vanskeligt og finde ud af, hvordan de kan få sagt det, som er svært at sige.”

Og det kan være en god idé at inddrage alle parter – ikke bare dem, der umiddelbart er centrum for konflikten, forklarer han:

”Det er vigtigt at være opmærksom på, at alle tit er en del af det, også selvom nogle bare har været vidner og ikke har været direkte involveret. Når alle sætter sig ned for at snakke sammen, har alle også mulighed for at tage et ansvar for det, der er sket, og det, der kan gøres for at genoprette forholdet.”

Jesper Bastholm Munk anbefaler, at man vender blikket mod sig selv for at sætte ord på, hvad der er svært, og hvilken andel man selv har haft i konflikten. Og man skal spørge sig selv, hvad man i fællesskab kan gøre for, at det ikke fortsætter på samme måde.

”Og så skal man være glad for de små ting. Man kan jo starte helt småt med, at ens børn mødes og leger sammen. Små skridt i sådan en situation er ret store,” siger han.

En konflikt kan have ligget og luret i mange år. Er det så altid en god idé at forsøge at løse den i forbindelse med en forælders død? Camilla Carlsen Bechsgaard kan ikke se noget alternativ. Især hvis konflikten handler om materielle ting eller situationer, hvor den afdødes hjem skal tømmes. Men hun mener alligevel, at der er tilfælde, hvor den oprindelige konflikt ikke behøver blive taget op. Nogle gange kan det give mening at løse problemerne uden om den, det reelt handler om, for eksempel ved en psykolog eller sin partner, siger hun:

”I alle familier er det nødvendigt på nogle tidspunkter at spørge sig selv, hvad det reelt kan ændre, at vi siger det her højt.”

Sognepræst Rasmus Nøjgaard mener, at man altid bør forsøge at forsone sig med hinanden:

”Det gælder om at kunne italesætte urimelighederne, lytte til sin bror eller søsters sorg og møde hinanden dér, i anerkendelsen. Måske kan man finde en forsoning i afskeden med sine forældre.”