Bor man i en af landets større byer, er synet af tiggere stadig mere velkendt. Ikke mindst i december tvinger kruset eller den fremstrakte hånd de forbipasserende til at løbe moralsk spidsrod og tage stilling: Give eller ej? Og hvis man beslutter at give, hvem skal så have, og bør der følge krav med – eksempelvis til ikke at bruge pengene på (mere) alkohol?
Vi reagerer forskelligt på dette etiske dilemma. Der er dem, der aldrig giver. Måske af principielle grunde, fordi de tror på, at pengene mest af alt vil fastholde tiggere i deres tiggeri og måske endda opfordre flere til at tigge. Eller fordi de mener at gøre en større forskel ved at støtte organisationer, der arbejder med udsatte. De fleste af disse organisationer deler faktisk denne holdning. Der er også dem, der giver ind imellem, når de pludselig føler, at de bør eller bare har lyst. Eller dem, der kun giver til bestemte grupper af tiggere, eksempelvis dem med børn, dem med hund eller dem, der ser danske ud.
Hvad der afgør vores tilgang til tiggere – og hvad det fortæller om os – er dog en særdeles nuanceret affære, fortæller adfærdsforsker på Roskilde Universitet Pelle Guldborg Hansen. Det ved han, fordi der er forsket en del i det. Resultaterne giver et interessant indblik i, hvad der får os til at gøre noget godt for andre. For det er ikke nødvendigvis de faktorer, man lige skulle tro.
Et kendt eksperiment har eksempelvis vist, at hvis vi lige har fået et stykke kage eller noget slik, har det stor indflydelse på, om vi giver penge til tiggere – og på, hvor meget vi giver. Men da forsøgspersonerne blev bedt om selv at forklare, hvad der havde fået dem til at give, sagde de: Fordi det er vigtigt at gøre noget godt for andre. Og sådan er det helt generelt, siger Pelle Guldborg Hansen. Gør vi noget godt, forklarer vi det med vores personlighed; at sådan er vi bare. Men gør vi noget dårligt, skyldes det udefrakommende faktorer eller ren tilfældighed.
”Meget sigende er det lige omvendt, når vi betragter andre. Ikke bare i forhold til at give penge, men i det hele taget. Ser vi en sætte bolden helt oppe i hjørnet af målet, er det held, men gør vi det selv, er det talent og træning. Virkeligheden er bare, at vores handlinger – ikke mindst, når vi gør godt for andre – først og fremmest skyldes alt mulig andet end vores personlighed.”
Selvfølgelig kan man godt tage en helt bevidst beslutning om aldrig at give til tiggere, understreger han. Og den beslutning kan eksempelvis skyldes en overbevisning eller politisk ideologi, der er skabt af opvækst og andre konkrete indflydelser. Der er også den anden helt grundlæggende mekanisme, at langt de fleste som udgangspunkt gerne vil give til andre – ikke mindst folk i nød. Det er en psykologisk mekanisme, der hjælper os med at skabe følelsen af lykke og stabilitet, men vi vil også gerne have noget igen. Tænker vi, at de 20 kroner til tiggeren er penge ud ad vinduet, og at vi ikke engang bliver mere glade af at give dem, giver vi dem ikke.
En lige så stærk mekanisme er, at får vi øjenkontakt med tiggeren, er vi mere tilbøjelige til at føle empati med vedkommende. Hvis tiggeren har et barn eller en hund hos sig, rammes vi samme sted. Men en række undersøgelser har vist, at det mere end noget andet er tilfældigheder, der afgør vores handling.
”Vi tror, at vores særlige moral styrer os, men i forhold til at give penge til tiggere er det mindst lige så afgørende, hvor fortravlede vi er i øjeblikket, og om vi er i godt humør og fulde af overskud,” forklarer han.
Tilfældigheder eller ej kan vi vel hurtigt blive enige om, at det er bedre at give end at lade være, ikke? Næ, heller ikke her er det så simpelt. Langt de fleste moralfilosoffer vil sige, at man altid bør hjælpe folk i nød, men definitionen af nød gør billedet mere broget, forklarer filosof og ekstern lektor på Københavns Universitet Claus Strue Frederiksen. I den ene ende af den diskussion finder man den nu afdøde russisk-amerikanske filosof Ayn Rand. Hun var såkaldt etisk egoist og havde som sit udgangspunkt, at ethvert menneske har hovedansvaret for sig selv. Det er de fleste nok enige i, men for hende betød det, at ingen er moralsk forpligtet til at afhjælpe almindelig sult og nød, og da ingen i Danmark har været udsat for en umiddelbar naturkatastrofe, vil ingen være moralsk berettiget til hjælp.
I den anden ende finder man den australske filosof Peter Singer. Han er såkaldt utilitarist og mener, at man bør gøre det, der giver mest mulig velfærd i verden. Så i teorien vil han formentlig også undlade at give danske tiggere penge, fordi pengene vil komme flere til gavn, hvis man giver dem til eksempelvis en nødhjælpsorganisation. Han vil dog samtidig opfordre til, at vi generelt skruer ned for vores unødvendigt høje forbrug og i stedet giver flere penge til nødlidende mennesker.
Imellem de to er der filosoffer, som vil fremhæve det sociale nærhedsprincip som afgørende. De mener, at vi har en forpligtelse til at hjælpe nødlidende overalt i verden, men en særlig forpligtelse til at hjælpe netop danske medborgere. Der er også dem, som vil sige, at man bør hjælpe alle de tiggere, man kan, men ikke nødvendigvis med penge – hellere med respekt ved at tale med dem som rigtige mennesker.
”Det er svært at sige entydigt, hvad der er den moralsk rigtige tilgang til tiggere,” siger Claus Strue Frederiksen. ”Først og fremmest må vi jo komme overens med, at vi altid kan gøre lidt mere, og så skal vi overveje, om vi faktisk ikke kan gøre lidt mere. Hvis ikke gennem penge, så via frivilligt arbejde eller vores politiske stemme.”
Filosoffen og adfærdsforskeren er dog enige om, at hvis der i hvert fald er noget, man ikke skal gøre, er det at betinge sin hjælp, eksempelvis ved at sige, at man ikke vil give penge, men gerne købe mad, for det er fordømmende og mangel på respekt. Og det møder tiggerne rigeligt af i forvejen. Men det er derimod kun positivt, hvis man har overskud til at indlede en egentlig og omsorgsfuld samtale.
”Jeg taler jævnligt med en mand, der sidder lige ved mit supermarked og giver ham lidt mad. Nogle gange drikker vi en øl sammen,” siger Pelle Guldborg Hansen. ”Jeg fik ham ikke ud af hans misbrug, hvis jeg kun gav ham mad, og jeg fastholder ham ikke i misbruget ved at købe en øl til ham. Min opgave er heller ikke at redde ham, men at vise ham, at jeg ser på ham som et ligeværdigt menneske. Det er min måde at give på, men alle må finde deres egen måde. Jeg mener ikke, man kan generalisere om, hvad der er moralsk rigtigt at gøre. Det er kun på kommunekontoret, man kan skære alle over en kam på den måde.”