Prøv avisen
Spørg om livet

Bør man stoppe sit selvpineri, eller skal man have lov at være offer?

"Det var dig, der valgte skilsmissen, så vidt jeg forstår. Du vidste, at du ville blive alene bagefter, og du kendte din fremtidige økonomi ved dit valg. Ligesom du vidste, at din eksmand ville have muligheder, du ikke selv ville have mere. Sådan er det bare," lyder Trines svar til Vibeke, som skrev til brevkassen for 14 dage siden. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Man skal ikke altid give mennesker ret i deres klagesang, mener Trine, der synes, rådene i brevkassen ofte er for følgagtige. Men man skal møde mennesker der, hvor de er, lyder modsvaret

Kære brevkasse

Jeg har læst jeres svar for 14 dage siden til Vibeke, der føler sig uretfærdigt behandlet af sin eksmand. Og igen tænker jeg, at det er forkert at give så meget medløb og medfølelse fra jeres side, når I slet ikke kender den anden side af sagen eller årsagen til den situation, der er emnet i spørgsmålet. I giver stort set altid brevskriveren 100 procent medhold uden forbehold for modpartens oplevelse af årsagen.

Jeg vil ikke komme ind på, hvad jeg selv har haft af oplevelser i samme genre i mit liv. Men jeg ved, at hvis vi ikke vælger at lægge dem bag os og se fremad, så gennemsyrer de dårlige oplevelser vores fremtidige liv, og vi bliver ikke fri og i stand til at leve frit igen.

Her er, hvad jeg vil sige til Vibeke: Du bliver nok vred, når du læser mine kommentarer, fordi jeg ikke giver dig medhold i, at det er synd for dig. Stop dit selvpineri, for det er det, du gør. Du piner dig selv med vrede mod din eksmand og det ”sjov”, din tidligere mand har haft gennem årene, og mod den sorg og ensomhed og den situation med en begrænset økonomi, som du føler, du ufortjent er havnet i.

Det var dig, der valgte skilsmissen, så vidt jeg forstår. Du vidste, at du ville blive alene bagefter, og du kendte din fremtidige økonomi ved dit valg. Ligesom du vidste, at din eksmand ville have muligheder, du ikke selv ville have mere. Sådan er det bare. Du kan ikke gøre noget ved det. Men du kan gøre det for dig selv, at du vælger at bruge dine muligheder. Tænk over, hvad din økonomi rækker til, og vær glad og positiv over dit nye liv, hvor du er fri til at have et dejligt samvær med børn og børnebørn efter din målestok.

Når dine børn og børnebørn er sammen med din eksmand, tænker de nok ikke meget på dig, og hvordan du har det. De har det sjovt, og det er helt naturligt, netop fordi – som du skriver – det er godt at være sammen. Hvis der bliver talt om dig ved disse sammenkomster og ferier, er det måske mest som ”mor har det svært, hun er ked af det, og det piner hende, at hun ikke kan gøre det samme som far”. Måske gætter jeg forkert, det ved kun du.

En skovtur for hele familien med kaffe og kage, en tur til vandet en varm sommeraften med badning og medbragt madkurv for hele familien. Det kan være sammenskud eller på anden måde rimeligt i pris – det er ikke prisen, der betyder noget for børnene – det er det gode samvær med dig og hinanden, hvor din familie kan se og mærke, at du trives og er glad i hverdagen. Lad bare din eksmand tage dem alle med på luksusferie, bare du er glad og positiv, når I er sammen. Og læg hovedet i blød og find måder, I kan være sammen på, som er sjove, hvor I kan lege, bade eller bare gå, cykle, eller hvad der ligger for.

Få dit gode liv tilbage. Gør noget i din fritid og mød din familie på det plan, du kan være med til.

Venlig hilsen

Trine

Kære Trine

Tak for dit brev. Lad os starte med din iagttagelse, at vi altid giver brevskriverne medhold og ret uden forbehold for andre involverede parters oplevelser og synspunkt. Det er vi ikke enige med dig i. I vores mange år som brevkasseredaktører kan der let findes eksempler på, at vi har udfordret brevskriveren med nye tanker og forståelse for andres reaktioner. Og det kommer vi også til i svaret til dig.

Vi medgiver, at der kan være vigtige forhold, der overses, når kun den ene kommer til orde. Men når Vibeke skrev til os, at hun måtte opgive ægteskabet, fordi hun var udsat for mange løgne og gentagen utroskab, så vælger vi at tro på hendes ord. Og vi ved, at mennesker, der har været udsat for det i årevis, er blevet ramt og såret og kastet ud i en indre rystelse, som det tager meget lang tid at rejse sig fra. Når så økonomien oveni bliver knap, er det både konkret og symbolsk noget, som minder om det underskud, der opleves så smerteligt.

En anden ting er timing. Vi tænker bestemt, at du har et anliggende i at sige til Vibeke eller andre, at de skal rejse sig eller se muligheder eller vælge noget andet. Men det er netop det, som mennesker ikke bare kan, når smerten er størst. De må mødes der, hvor de er. Søren Kierkegaards berømte citat minder os om det: ”At man, når det i sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der.”

Mennesker i Vibekes eller lignende situationer må hjælpes der, hvor de er. De må lyttes til, historien må fortælles mange gange, og baggrunde og nuancer må stå tydeligere frem. Benny Andersen siger det på sin måde: ”Når jeg synger min klagesang for dig, er det, for at du skal høre min sorg, det er ikke en stil, du skal rette i”. Begynder rettearbejdet eller de markante gode råd for tidligt, bliver det til ekstrabyrder og selvbebrejdelser, som – alle gode hensigter til trods – trætter og lammer og skaber afstand.

Derfor er det vigtigt med gode venner, som er der, og som kan lytte og er tålmodige og vise. Og nogle gange må man have en professionel medvandrer for at se sammenhænge og nye muligheder.

Vi læser også, at du ikke synes, det er synd for Vibeke, og at hun må stoppe sit ”selvpineri”. Det er lidt i retning af det, man ofte kan høre fra overfladiske terapeuter og i artikler om selvudvikling. Der hører man gang på gang: ”Du må ikke være et offer.” Det hører til blandt de største synder. Dertil har vi lyst til at sige. Verden er fuld af ofre. Koncentrationslejrene var fulde af dem, krige rundtom i verden har mange ofre. Børn, der misbruges seksuelt, er ofre, og en ægtefælle, der bedrages og systematisk lyves for, er et offer.

Får man ikke lov til at være der, og anerkendes det ikke, størkner afvisningen, misbruget og løgnen inde i det inderste. Og så bliver et menneske for alvor alene og forladt. Ved at anerkende, lytte længe og forstå med mange nuancer kan et menneske nogle gange langsomt gå videre og forhåbentligt skrive nye kapitler i sit liv, med eller uden et langvarigt mén fra dengang man blev offer for det, som ikke skulle være sket. Og på den vej kan kærlige puf og gode råd også være rette ord til rette tid.

Mange hilsener