15 år. Så længe boede Christian Greve Nielsens mor på det samme plejehjem, indtil hun døde i december 2017. Det er mere end fem gange så lang tid, som ældre i gennemsnit bor på plejehjem. Alligevel dukkede der ingen fra plejehjemmet op til begravelsen.
”Vi syntes, det var underligt, fordi hun var den beboer, der havde boet der i længst tid, og meget af personalet havde arbejdet der i næsten lige så lang tid. Da vi pakkede hendes bolig ned, fortalte nogle af de ansatte, at de egentlig gerne ville have været med til begravelsen, men at der var kommet nye retningslinjer, som gjorde, at de ikke måtte deltage,” siger Christian Greve Nielsen.
På landsplan bor 3,6 procent af alle danskere over 65 år på plejehjem. Det svarer mere konkret til omkring 41.000 mennesker. Og andelen af danskere, der dør på plejehjem, er de seneste år steget fra 20 procent i 2009 til 22 procent i 2017.
Gitte Limkilde er forstander på Plejecenter Astersvej i Roskilde, hvor Christian Greve Nielsens mor boede. Hun forklarer, at retningslinjerne om ikke at deltage i beboeres begravelser er kommet efter grundige overvejelser i samarbejde med plejecentrets pårørenderåd.
”Vi har stor forståelse for de pårørendes ønsker, og de overvejelser, vi har gjort os, handler om, hvordan vi bedst muligt kan tilgodese alle. Det vigtigste for os er, at vi er til stede i mest mulig tid hos borgerne, når de er i livet. Derfor har vi en overordnet den tilgang, at det er der, vi bruger vores ressourcer, og at begravelsen er en familiebegivenhed, hvor vi trækker os tilbage og respekterer, at den begivenhed er noget, man har med den nære familie,” siger Gitte Limkilde.
Hun nævner som et tænkt scenarie en ferieperiode, hvor meget af personalet er væk, men der er to begravelser.
”Hvad er det så, vi vægter højest? Der bliver det rigtig følsomt at tage beslutningen i øjeblikket, i stedet for overordnet at have taget den,” siger Gitte Limkilde.
Hun fortæller i øvrigt, at de på Plejecenter Astersvej følger afdøde beboere ud og tager afsked med dem, inden de bliver kørt væk.
Michael Hviid Jacobsen, der er professor i sociologi på Aalborg Universitet og forsker i død og sorg, kan godt få øje på dilemmaet, når plejehjem og pårørende er uenige om, hvorvidt de ansatte skal med til begravelsen.
”På mange måder har vi den opfattelse, at vi har med en gruppe mennesker at gøre, der er ansat til at tage vare på beboerne på plejehjemmet, og det skal være en forholdsvis professionel relation. Det er den ene side af det her dilemma. Den anden side er, at et menneske kan have boet på et plejehjem i adskillige år og have opbygget særdeles nære relationer til plejepersonalet. Her er det, dilemmaet opstår, for det er skismaet mellem den professionelle attitude og den mere familiære tilgang, som de ansatte skal varetage,” siger han.
Direktør Kirsten Søndergård er direktør i Landsforeningen Liv&Død, der arbejder for en værdig afsked med livet. Hun siger:
”Plejehjemmet er jo beboernes hjem, så hvis en ansat har passet en beboer gennem flere år, synes jeg kun, det vil være fint og naturligt, at vedkommende deltager.”
Men det kan umiddelbart virke uheldigt, hvis personale deltager ved én beboers begravelse, mens der ikke kommer nogen til en anden beboers begravelse. Derfor mener Kirsten Søndergaard, det er en god idé, at det enkelte plejehjem har nogle overordnede retningslinjer for, hvad praksis er i forbindelse med begravelser. Nogle retningslinjer, som der naturligvis skal kunne afviges fra i særlige tilfælde.
”I sådan en vurdering synes jeg, det menneskelige og etiske perspektiv skal vægtes højest, men det er naturligvis også vigtigt at tage højde for, om plejehjemmet har tilstrækkelige ressourcer til at deltage. Jeg mener også, at en overordnet beslutning kan gavne den ansatte, der skal give familien besked,” siger Kirsten Søndergaard.
Et andet aspekt er plejepersonalets lyst til at deltage i begravelserne. Bare spørg Monika Andrea Jakobsen, der gennem 12 år som social- og sundhedshjælper mange gange har følt trang til at deltage i begravelser for de beboere, hun havde et nært forhold til. Men på tre ud af de fem plejecentre, hvor hun har arbejdet, har uskrevne regler gjort deltagelsen umulig.
”Jeg har haft det rigtig dårligt med det, de gange jeg ikke har deltaget. Enkelte gange har jeg skrevet et brev til de pårørende, som jeg afleverede i afdødes postkasse, fordi jeg havde det så skidt med, at jeg ikke kunne få lov til at sige ordentligt farvel og vise familien den her respekt,” siger Monika Andrea Jakobsen.
Man skal ikke underkende, at personalet kan have behov for at deltage i begravelsen. Desuden sender det et vigtigt signal. Det mener Marianne Pedersen, der er sognepræst i Jakobskirken i Roskilde.
”Medarbejderen er en støtte for de pårørende, og et vidne om, at det menneskes liv har betydning. Når man kommer på plejehjem i dag, er man jo virkelig dårlig, og rigtig mange er ikke i stand til at gøre en masse ting selv. Det, at plejepersonalet er der, tager hånd om dem og måske også viser den sidste ære ved bisættelsen, er en tilkendegivelse af, at sådan et liv også er værdigt. At der også er værdighed i livet, når vi ikke selv kan så meget mere,” siger hun.
Herdis Hansen, der er medlem af Det Etiske Råd og chef for Anker Fjord Hospice i Hvide Sande i Vestjylland, opfordrer plejehjemsledere til netop at overveje, om det kan have betydning for personalet at sige et meningsfyldt farvel. Det kræver en god afsked med den afdøde og familien, før man kan rumme en ny beboer, mener hun.
”Det handler om et sansende nærvær og om at have en empatisk tilgang, hvor man ser det hele menneske. Det handler også om at have en organisationskultur, hvor man taler om tingene og finder frem til gode løsninger, hvor man også gerne må tænke lidt kreativt,” siger Herdis Hansen. Som eksempel på en alternativ afskedsceremoni nævner hun udsyngning, hvor salmer, sange eller musik følger de døde på vej fra det sted, hvor vedkommende døde.
Sådan gør de på Anker Fjord Hospice men også på Danske Diakonhjem, der driver 39 plejehjem landet over. Det opleves som værdifuldt for de efterlevende og er samtidig tidsmæssigt overkommeligt for medarbejderne, fortæller Herdis Hansen. Under alle omstændigheder understreger hun vigtigheden af en åben dialog med de efterladte. Det spørgsmål, der må stilles, er: Vil det have betydning for jer, at vi fra plejehjemmet møder op til begravelsen?
”Nogle gange skal vi holde fast i, at man skal behandle folk forskelligt for at behandle folk ens, og her er åbenhed en god ting. Hvis man spørger de pårørende, kan de jo sagtens sige nej, men så er der andre – for eksempel hvis man er kommet på stedet i 15 år – hvor det har stor betydning, at den eller de, man har man haft de tætteste relationer til, møder op til begravelsen. Så må man finde ud af at løse det,” siger Herdis Hansen.