Prøv avisen

Bør sorg være en sygdom?

Illustration: Morten Voigt.

I mandags blev vedvarende sorg præsenteret som diagnose på verdensplan. Det deler vandene, for af mange opfattes sorgen som et eksistentielt grundvilkår. Diagnosen afspejler en tendens, hvor vi sygeliggør menneskelige følelser

Op mod hver 10., der mister en nær pårørende, bliver ramt af en særlig intens sorg. En sorg, som adskiller sig ved at være langvarig og invaliderende i en sådan grad, at den hæmmer både sociale og professionelle relationer og fastholder den enkelte i et dybt, mørkt hul.

Man kalder det vedvarende sorg, og i mandags blev denne form for sorg indlemmet i Verdenssundhedsorganisationens (WHO) diagnosemanual som en diagnose på linje med angst og depression.

Men eksperter og iagttagere er dybt uenige om, hvorvidt det er en god idé at gøre sorg til en diagnose. For er sorgen ikke bare et livsvilkår, en grundlæggende menneskelig følelse, man ikke skal sygeliggøre? Eller kan det omvendt måske tjene som en anerkendelse fra samfundets side, at man kan få en diagnose på sin sorg – og dermed den hjælp, man behøver?

En af dem, som ofte møder efterladte i sorg, er Lotte Blicher Mørk, hospitalspræst på Rigshospitalet i København. Ifølge hende er sorg ikke i sig selv en sygdom, og derfor er det helt forkert at ville gøre den til en diagnose.

”Det har at gøre med, at vi så gerne vil handle på sorgen. Men sorg er ikke et problem, vi kan løse, det er et eksistentielt grundvilkår. Jeg anerkender fuldstændig, at hver 10. får det, vi kalder en vedvarende sorg. Jeg møder dem jo selv som præst på Rigshospitalet og underkender overhovedet ikke, at de har brug for hjælp. Men sorg er ikke en sygdom, man skal helbredes fra. Man kan derimod blive syg af sorg i form af angst eller depression,” siger Lotte Blicher Mørk, som mener, at samfundet går for langt.

”Tænk, at vi som samfund skal helt derud, hvor man er nødt til at få en diagnose og blive syg for at få lov til at være i sorgen, som er et grundvilkår, når vi elsker. Jeg siger ikke, at de, der er ramt af kompliceret sorg, ikke skal have hjælp – det skulle de have haft, inden det kom så vidt. Ikke nødvendigvis af en professionel, men af de mennesker, der var omkring.”

Men kan mennesker ikke komme så langt ned, at sorgen bliver en decideret sygdom? Det mener Preben Engelbrekt, direktør for Det Nationale Sorgcenter – Børn, Unge og Sorg. Når intens sorg bliver ved og stadig er stærkt invaliderende efter flere måneder, er den ikke længere ”naturlig”, og Preben Engelbrekt mener derfor, at en diagnose er et skridt i den rigtige retning.

”Jeg synes, det er en rigtig god idé. Vi har en stor gruppe efterladte i dag, der ikke får den nødvendige og tilstrækkelige psykologstøtte. En gruppe, vi ikke får identificeret – og det er noget af det, diagnosen vil hjælpe med,” siger Preben Engelbrekt og fortsætter:

”Det handler ikke om, at mennesker med en naturlig sorgproces ikke må sørge. Når man har mistet en nærtstående, er det noget, man skal mestre resten af sit liv. Sorgen er ikke noget, der forsvinder eller går væk. Men når vi taler om det som diagnose, er det der, hvor sorgen spænder ben for at leve livet. Det er ikke et grundvilkår, når sorgen bliver så voldsom.”

Debatten indeholder så mange facetter og rejser så mange spørgsmål, at der ikke er noget entydigt svar på, om en sorgdiagnose er rigtig at indføre eller ej. Det siger Anders Petersen, sociolog på Aalborg Universitet, som har forsket i diagnosekultur og er en del af en forskningsgruppe, der beskæftiger sig med sorgens kultur. Der kan selvfølgelig ligge en anerkendelse i, at man med en diagnose kan ”bevise” over for både samfund og pårørende, at man altså er syg og har det dårligt, påpeger han.

”Men går vi op i det helt store helikopterperspektiv og ser på, om det er værd at sygeliggøre sorg, læner jeg mig kraftigt mod at sige, at man skal være stærkt varsom. For med diagnosen individualiserer vi denne type af lidelse. Det er noget, som befinder sig inde i dig, der får den her diagnose. Man har tendens til at glemme mange af de sociale aspekter omkring det at sørge. Der synes jeg, man skal være stærkt varsom over for individualiseringen af dette fænomen,” siger han og uddyber:

”Hvis vi ikke på noget tidspunkt i tilværelsen kommer til at sørge, er det, fordi vi har haft et kort liv eller et fattigt liv. Vi sørger, fordi vi elsker. Har vi haft et liv uden kærlighed, er det jo ikke et liv, der er værd at leve. Så på den måde er det et eksistentielt vilkår.”

Det er et led i diagnosekulturens udvikling, som de sidste 30-40 år er ”ekspanderet helt vildt”, siger Anders Petersen. Det, vi før har opfattet som helt almindelige dele af et menneskes liv, bliver gjort til symptomer på en given sygdom, og en diagnose for sorg er ”utvivlsomt” et skridt i den udvikling. Det kan være med til at ændre hele vores forståelse og måde at reagere over for sørgende på, mener sociologen.

”Når vi møder en kammerat, som har mistet et familiemedlem og seks måneder efter stadig sørger, begynder vi at tænke: ’Gud, skal du ikke have noget hjælp og diagnosticeres?’. Og hvordan skal denne diagnose eksekveres af de forskellige led? Først og fremmest af de praktiserende læger, som jo mestendels stiller diagnoserne. De kliniske retningslinjer på området er begyndt at blive italesat, og det bliver interessant at se, hvordan det ender. Man er ikke enige om, hvordan det skal foregå.”

Der er da også faldgruber, understreger Preben Engelbrekt. Blandt andet fejldiagnosticering. For hvordan afgør og skelner lægen mellem, om man har depression, stress eller angst, og hvornår man har vedvarende sorg – hvis det da overhovedet er tilfældet?

”Det vil jo kræve opkvalificering af lægerne. Og noget af det, vi arbejder på i Det Nationale Sorgcenter, er at få udarbejdet nogle kliniske retningslinjer.”

”Men jeg ser det stadig som et skridt i den rigtige retning, for lægerne får sandsynligvis et form for screeningsredskab,” siger han.

Men hospitalspræst Lotte Blicher Mørk mener derimod, at man helt skal lade være med at gøre sorgen til et problem. I stedet bør man se konstruktivt på den.

”Der er altid en bagside af medaljen. Det er svært at have noget imod, at folk i krise bliver hjulpet af, at der eksempelvis er blevet lavet en sorgrådgiveruddannelse og en sorglinje, man kan ringe til. Problemet er bare, at det kommer til at understrege ensomheden og kan være med til at gøre sorgen til et problem. Det er sørgeligt, vi skal derud, hvor vi har brug for det. Hvad med dem, der bare er i sorg, men ikke kontakter nogen – skal de sidde og tænke, at de er unormale?”.

”Sorg er kærlighedens form. Det er en gave, Gud har givet os mennesker, for at vi kan leve videre uden dem, vi elsker. Sorgen er en direkte linje til den afdøde,” siger Lotte Blicher Mørk.

Kristeligt Dagblad er i dag klokken 12 vært for en debat om sorg som diagnose på Folkemødet på Bornholm.