Med sine 122 år og 164 dage overlevede franske Jeanne Calment både sin mand, sit barn og sit barnebarn. Hun har siden 1990’erne haft den bemærkelsesværdige rekord at være den længstlevende person nogensinde. Men måske må den nu afdøde Jeanne Calment snart se sig slået af utallige andre. Det er i hvert fald tesen i bogen ”Antiage”, der netop er udkommet. Ja faktisk spår forfatterne bag bogen, at den fremtidige gennemsnitslige livslængde vil være omkring 192 år.
Men hvordan? Michael Hejmadi-Pedersen, der er en af forfatterne, er speciallæge i almen medicin og praktiserende læge på Fyn. Han har forsket i såkaldt eksponentiel medicin og været projektansvarlig i en række tiltag, der omfatter brug af kunstig intelligens til sygdomsbehandling.
”I dag sætter vi i høj grad lighedstegn mellem aldring, sygdom og lav livskvalitet. Men i fremtiden vil man kunne behandle aldring i en sådan grad, at alder ikke længere vil være ensbetydende med dårligt helbred og kroniske sygdomme som sukkersyge, hjertesygdomme og kol som følge af kroppens forfald,” siger han.
Ifølge Michael Hejmadi-Pedersen skyldes aldring to ting. For det første præges vores forfald af det, som vi udsætter kroppen for gennem vores adfærd. Stress, rygning og kostvaner hører ind under den kategori. Jo mere usundt vi lever, jo mere afkortes vores potentielle levetid. For det andet skyldes aldring de cellebiologiske mekanismer i kroppen. På menneskesprog betyder det, at selv hvis vi lever ultrasundt og gør alt det, som lægen siger, vi bør, vil vores celler alligevel blive nedbrudt med tiden.
”For eksempel kan man bruge analogien med kroppen som en bil. Selvom man går rimeligt regelmæssigt til mekanikeren for at få dele af den fikset, vil den aldrig kunne fungere evigt. Der vil komme et naturligt tidspunkt, hvor den er så tilpas meget nedbrudt eller henfalden, at der ikke kan gøres mere,” siger Michael Hejmadi-Pedersen.
Men det er netop den biologiske grænse for aldring, som han argumenterer for vil overskrides i en nær fremtid.
Der er nemlig tre trin til at besejre aldring. Lige nu befinder vi os på det første trin. Det betyder, at vi – ligesom Jeanne Calment – kan blive op til de omtrent 120 år, så længe vi lever sundt, har mulighed for at få kunstige organer og stamcelleterapi og desuden ikke får nogle aldersrelaterede sygdomme.
”Forestil dig,” opfordrer Michael Hejmadi-Pedersen, ”at du kører på en jernbane. Som situationen er lige nu, får du for hvert år, du kører på skinnerne, 2,5 måneders ekstra skinner lagt på med de midler, vi har i dag. På et tidspunkt vil du hale ind på de skinner, der er lagt foran dig, og du vil til sidst dø, lige meget hvor megen hjælp fra sundhedsvæsenet du har modtaget,” siger Michael Hejmadi-Pedersen og fortsætter: ”Men i det øjeblik man kan lægge et helt ekstra år til for hvert år, du kører på skinnerne, kan vi i princippet fortsætte turen uendeligt.”
Dette er andet trin på vejen mod at besejre aldring, og den virkelighed ligger faktisk slet ikke så langt ude i fremtiden, som vi tror. Om få årtier vil der ifølge Michael Hejmadi-Pedersen være mulighed for at forlænge vores cellers levetid i en sådan grad, at man i princippet kan fortsætte på sporet og følge sine efterkommere i mange flere år end hidtil.
”Vi behøver nemlig blot at leve længe nok til, at den ene pille eller teknologi bliver opfundet, som så kan forlænge vores levetid, indtil den næste pille eller teknologi kan bruges. Så vil det ikke længere være alder, du dør af,” siger Michael Hejmadi-Pedersen.
Vi vil dog fortsat dø af alle mulige andre årsager, bemærker han. Katastrofer, krige, brande, ulykker forårsaget af almindelig dumdristighed og dumhed kan være skyld i vores død, ligesom nye sygdomme og uheldige infektioner og kræfttyper, der ikke skyldes aldersgener, stadig kan tage livet fra os.
Tredje trin i bekæmpelsen af aldring er at gøre mennesket udødeligt. Dette trin er – selv for en fagmand som Michael Hejmadi-Pedersen – ret skræmmende og heller ikke noget, der ser ud til at kunne realiseres lige foreløbig.
”Det kan kun lade sig gøre, hvis man i fremtiden kan overføre den mekanisme fra bestemte typer af kræftceller, der formeres frem for at dø, til andre celletyper, eller hvis man finder en måde, hvorpå man kan kopiere den nulstilling, der sker, når et barn skabes ud af sine forældres celler.”
Men det er ikke alle, der er lige begejstrede for muligheden for at bremse aldringen. Morten Dige er lektor på institut for filosofi og idéhistorie ved Aarhus Universitet og har specialiseret sig i etiske spørgsmål vedrørende brug af forbedringsteknologier på kroppen. Såfremt man i fremtiden vil kunne bekæmpe aldring, vil der være flere problematikker forbundet hermed.
”Hvis livet bliver radikalt forlænget eller uendeligt, får vi en tilværelse, der ikke længere svarer til det, som vi forstår ved et menneskeliv. Man siger jo i dag, at vi lever i ’dødens skygge’. Bevidstheden om vores egen dødelighed er med til at strukturere, hvordan vi forstår vores liv. Det giver en retning og en alvor. Hvis det faktum bliver udvisket, og vi blot læner os tilbage, vil det omvendt forstærke risikoen for kedsomhed, sløseri og meningsløshed,” siger Morten Dige.
Desuden vil bekæmpelsen af aldring gøre op med mange kulturelle forestillinger, som vi har om forskellige generationer. At man kan leve som tiptiptipoldeforældre vil ændre hele idéen om, hvad det vil sige at være i familie.
”Optimister vil sige, at det lyder rart og spændende. Men etisk set er der en grundlæggende retfærdighed i, at man har sin plads her på jord, indtil man på et tidspunkt viger pladsen for kommende generationer. Der er også et element af indbildskhed i det at tro, at ’verden fortjener længere tid med sådan én som mig’,” siger Morten Dige, der også nævner overbefolkningen som et vigtigt og målbart problem i forhold til bekæmpelsen af aldring.
Nogle af disse dilemmaer er også nævnt i bogen. Men det handler ifølge bogens medforfatter Michael Hejmadi-Pedersen først og fremmest altid om at sikre, at de levende bliver hjulpet så meget som muligt.
”For det første er det for mig vigtigt at stille spørgsmålet: ’Skal man hjælpe dem, der er født, eller skal der være plads til dem, der ikke er født endnu?’. Jeg går ind for, at man altid skal hjælpe mennesket så meget som muligt med at opnå en bedre livskvalitet. Hvis et menneske lider på grund af aldring og henfald, skal jeg som læge gøre, hvad jeg kan. Det må komme først,” siger Michael Hejmadi-Pedersen og fortsætter: ”For det andet har historien modbevist argumentet om, at der ikke er plads til flere. Da bakteriologen Louis Pasteur ’opdagede’ penicillinen, som gjorde det muligt for mange flere at overleve infektioner, troede man heller ikke, at verden kunne rumme flere mennesker. Men det viste sig jo alligevel at kunne lade sig gøre, fordi vi løbende ændrer adfærd.”
Han peger for eksempel på, at forskning viser, at jo bedre vi har det, jo færre børn får vi.
Michael Hejmadi-Pedersen synes til gengæld, at der opstår en række andre dilemmaer, når dele af befolkningen pludselig kan leve tre-fire gange længere end andre.
”I dag er døden noget af det, der gør os lige. Hvad nu, hvis der pludselig er 300-års forskel på underklassen og overklassen? Man skal have mange penge for at have råd til al den behandling. Derudover skal man være blandt dem, der er gode til at søge hjælp i tide. Når jeg ser ud over mit patientlandskab i dag, er det ikke alle, der husker dette.”
De mange teknologier til at bremse aldring vil desuden betyde, at dele af vores indre pludselig vil stamme fra dyr. For når et menneske i dag har brug for at få foretaget en hjertetransplantation, er der for det første ofte slet ikke et organ tilgængeligt i tide, og for det andet risikerer man, at kroppen afstøder det, som man er heldig at få tildelt. Men i fremtiden kan for eksempel grisehjerter tages i brug.
”Hvis du eller jeg om 30 år kommer ind på hjerteafdeling med et svagt hjerte, kan man indsætte dine celler i en gris, der vokser op med et hjerte, som du sidenhen kan få foretaget en hjertetransplantation med. Og gør det os så mindre menneskelige?”, spørger Michael Hejmadi-Pedersen.