Prøv avisen

Bør vi have faste regler for og forventninger til julegaverne?

Illustration: Rasmus Juul

Julegaverne er forbundet med så megen etik, fordi gaver handler om mellemmenneskelige forhold, fortæller professor i religionsvidenskab. Også derfor kan lange ønskelister og regler om økonomisk loft over gavegivningen ødelægge gavens ånd

Stegen er spist, salmerne sunget omkring det tindrende træ, og de mindste familiemedlemmers glædesfyldte blikke afslører, at det nu endelig er tid til et af vore største fællesritualer: julegaveudvekslingen.

Men hvordan er det nu lige, at det forholder sig med gavegivningens etikette? Må man som modtager uddele lange ønskelister med præcise produktbeskrivelser – ja, måske endda med varenumre og priser som en ekstra servicemeddelelse til de potentielle givere? Må man bytte eller videregive den uldsweater fra faster, som man jo alligevel ikke bryder sig om, og må gavegiveren altid forvente taknemmelighed fra modtageren? Kort sagt: Er det i orden at have mange sociale regler for og forventninger til julens gavegivning?

Professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, Anders Klostergaard Petersen, er forfatter til Tænkepause-bogen ”Gaven”. Når julegaverne er forbundet med så megen etik, er det ifølge ham, fordi en gave i sagens natur handler om et mellemmenneskeligt forhold mellem en giver og en modtager. Gaven bliver således en del af et bredere fænomen: en udveksling, der skal stabilisere vores relationer til hinanden.

Så lad os – inden vi undersøger, hvorvidt der er en god etikette for julegaveudvekslingen – begynde med at dykke ned i de to væsentligste grunde til, at denne udveksling er så afsindig vigtig for os mennesker.

For det første mindsker en gave risikoen for, at giveren er en bedrager, gratist eller snylter. Her er altså noget grundlæggende evolutionært på spil. Ligesom chimpanser groomer ved at spise sidemandens lus i forventning om, at den anden gør noget tilsvarende efterfølgende, kan en gave blandt os mennesker sende et stærkt signal om, at vedkommende vil forpligte sig over for den anden på fælles normer.

Ingen gave er gratis, skrev den franske antropolog og sociolog Marcel Mauss (1872-1950) i sin berømte afhandling ”Essai sur le don” (Gaven) fra 1924. Han var en af de første til at pege på gavens betydning og kendsgerningen, at en gave fordrer en modgave, hvis man ikke vil afvise den anden. Noget for noget gælder også i gavegivning.

”I det øjeblik en person er villig til at afgive noget af sin ejendom, så har hun eller han også signaleret, at vedkommende er tilforladelig og et menneske, som jeg kan fæstne min lid til i en social relation. Det gælder både i mødet med fremmede og i vore nære relationer. Det strider ellers imod vores natur at bruge tid på andre på den måde, så en gave er faktisk noget af et offer,” siger Anders Klostergaard Petersen.

Desuden er gaven en måde, hvorpå vi kan give vores følelser en mere fast grund. Følelser kommer og går. Det ved enhver, der har været vred, ked af det eller forelsket. Hvis vores følelser, der i udgangspunktet har en temmelig luftig karakter, skal have en mere permanent base, er de nødt til at ledsages af et materielt udtryk. Et fysisk pant fra giveren, om man vil. I den sammenhæng ligner gaven noget, som vi ser i politiske og religiøse sammenhænge: Ritualer.

”I menneskers rituelle udførelse af fælles handlinger udskiller hjernen glædeshormoner. Den ritualisering, gaveudvekslingen er indfældet i, binder mennesker sammen,” siger Anders Klostergaard Petersen og fortsætter:

”Hvis jeg får en bog, så mærker jeg den andens interesse og villighed til at ofre noget for mig. I det øjebliksbillede antager følelsen en fysisk karakter på samme måde, som den gør i nadveren. Og jeg kan mindes den, når jeg læser den igen eller kaster et blik på den i bogreolen et halvt år efter.”

Når vi samler os om pakkerne under juletræet den 24. december, viser giveren altså både fysisk og følelsesmæssigt, at vi her har at gøre med en relation, som vedkommende vil investere i.

Men hvad stiller de her forhold så af krav til modtageren? Det, der vedrører giveren, gælder tilsvarende for modtageren, fortæller Anders Klostergaard Petersen. En følelsesmæssig afvisning af gaven bliver en afvisning af giveren, fordi der er en meget snæver relation mellem gave og giver.

Så når den lille Sine blot får sin julegave, pakker den ud og græder højlydt over det bløde indhold fra bedsteforældrene, bliver vi forlegne på vores børns vegne.

”Når vi bruger så lang tid på at socialisere vores børn til at lære at modtage en gave foran giveren, siger det jo lige præcis noget om, at det er et tabubelagt område med rigtig mange sociale forventninger. Det er meget upassende ikke at modtage en gave med taknemmelighed, fordi vi forventer, at giveren har brugt tid på den og ofret sin egen tid for modtageren. Det er det offer, som jeg vælger at afvise, hvis jeg i følelsesmæssig afmagt bliver sur over den gave, jeg har modtaget, eller hvis jeg efterfølgende går ud og bytter gaven. Når man bytter en gave, forskyder man blot tidspunktet i forhold til modtagelsen af gaven, men det er jo den samme afvisning, der ligger i gavebytningen som i barnets instinktive reaktion,” siger Anders Klostergaard Petersen og tilføjer, at det af samme grund også er upassende med lange og meget specifikke juleønskelister.

”Dermed dikterer modtageren jo i virkeligheden, hvad giveren skal give. Det må man ikke. Med en liste siger man som modtager, at den anden ikke er i stand til at finde en gave og ingen fornemmelse har for, hvem man er. Samtidig fraskriver man giveren muligheden for at gå ud og finde noget selv – også selvom det i sig selv kan være en svær opgave.”

Det kræver virkelig fingerspidsfornemmelse ikke bare at ramme den rigtige gave til vedkommende, men også ramme det niveau, der er passende for den anden. For man bliver også forlegen som modtager, når gaven er for stor.

”En voldsom gave kan betyde, at giveren lægger mere i relationen, end jeg selv har gjort. Og derfor er man selvfølgelig bange for at tabe ansigt eller komme til at dumme sig under udvekslingen.”

Vi har forskellige strategier til at undgå de røde ører. Nogle aftaler, hvorvidt de ”er på gave med hinanden” forud for udvekslingsaftenen. Andre aftaler et maksimumbeløb, som de må give gaver for.

”Man kan forsøge at vogte sig mod den forlegenhed eller det ansigtstab, ved at indgå i forskellige former for aftaler, som man har etableret på forhånd. Men de går altså meget ofte galt og ender i noget frygteligt noget. For eksempel hvis man et år har aftalt slet ikke at give hinanden gaver, fordi ’der er så meget forbrugerisme, så lad os nu minimere det og nøjes med at fejre traditionerne’,” siger Anders Klostergaard Petersen.

Næppe har man løsnet det første gavebånd om sin pakke, før man sidder med blussende kinder og et par splinternye luffer i samme farve fra svigermor i skødet. Selvom aftalen var, at familiens voksne ikke skulle give hinanden gaver, kunne hun alligevel ikke dy sig for at købe et par gaver til hvert familiemedlem.

”Og så sidder man alligevel tilbage som det fjols, der ikke gjorde det samme,” siger han.

Emma Gad kalder i sin legendariske etiketteklassiker ”Takt og Tone” (1918) gaveudvekslingen ved juletid for ”en tordnende finansiel katastrofe” og beskriver urimeligheden ved, at voksne mennesker giver hverandre overraskelsesgaver. Men i virkeligheden er det jo netop overraskelsen, som vi skal lære at tackle i den sociale situation juleaften, mener Anders Klostergaard Petersen.

”Det rigtige er jo ikke at lave nogle regler. Det er svært at begå sig blandt andre, men det hører nu engang med til det at være menneske, at man er i stand til at indgå i de sociale spil. Hvis vi ikke gør det, så kan vi meget hurtigt komme til at erodere vores egen nærmeste familie i det små, vores vennekreds i det lidt større, og til sidst kan det blive hele samfundet. Samfundet hviler lige præcis på en grundlæggende form for socialitet, som forudsætter, at vi interagerer med hinanden. Det kan vi kun under forudsætning af, at vi har stærke ritualiseringer som gavegivningen.”