Prøv avisen

Børn af alvorligt syge oplever et større tab, når de forstår livet før sygdommen

Ifølge Danske Patienter oplever 82.000 danske børn hvert år, at en forælder bliver ramt af en alvorlig fysisk sygdom. Men hvilken betydning har det for følelsen af tab, hvis barnet faktisk aldrig har oplevet forælderen som rask? Svaret har at gøre med de minder, som barnet har om moderen eller faderen. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Omfanget af barnets følelse af tab, når en forælder bliver ramt af en alvorlig fysisk sygdom, afhænger af, hvor mange minder barnet har om forælderens liv før sygdommen

Når minderne fra barndommen skal gengives, husker nogle børn særligt forårets skovture med familien, mens andre erindrer sneboldkastningen i baghaven. Og så er der en stor gruppe børn, der mest af alt forbinder barndomsårene med hvide kitler på hospitalsgangen, hvor mor eller far endnu en gang var indlagt.

Ifølge Danske Patienter oplever 82.000 danske børn hvert år, at en forælder bliver ramt af en alvorlig fysisk sygdom. Men hvilken betydning har det for følelsen af tab, hvis barnet faktisk aldrig har oplevet forælderen som rask? Svaret har at gøre med de minder, som barnet har om moderen eller faderen, forklarer psykolog og konsulent Rikke Høgsted.

”Selvom vi i 2018 er en version af os selv, så står det oven på alle de tidligere levede år af vores livshistorie. Forælderens højskoleven eller kusine vil kunne bidrage med nogle andre fortællinger om dengang, hvor mor eller far var rask, som ikke er en del af barnets egen (op)levede virkelighed. Disse kan give et billede af, hvem forælderen er, og på den måde gøre det nemmere at forstå den situation, forælderen befinder sig i nu,” siger Rikke Høgsted, der har skrevet børnehjælpsbogen ”Til minde om”, efter at hun som tidligere rådgiver i Kræftens Bekæmpelse har talt med børn og unge af uhelbredeligt syge.

Men selvom minderne kan være et vigtigt supplement til barnets egne oplevelser, er erkendelsen af, at mor og far har haft et andet slags liv før sygdommen, ikke noget, der gør følelsen af tab større for de fleste.

”Et barn, hvis mor eller far har været kronisk syg hele barnets liv, har ikke oplevet andet, og det er svært at forestille sig, at far har løbet maraton, hvis han nu sidder i en kørestol. Derfor er der fra barnets side også kun sjældent en følelse af decideret tab forbundet med sygdomssituationen i familien, når det kommer til følelsen af at kunne forstå og kende sine forældre,” siger hun.

Anderledes ser det imidlertid ud, hvis barnet har nået at opleve sin forælder som rask, inden sygdommen indtræffer. For det største tab er, når man mister noget, som man tidligere har haft, lyder det fra postdoc ved Dansk Multipel Sclerose Center på Rigshospitalet Julie Moberg, der har skrevet en ph.d. om børn, der vokser op med en forælder med multipel sklerose.

Hvis en forælder, der hele tiden har fremstået stærk, pludselig ikke kan forventes at være det længere, vil det føles som et større tab for barnet. Dels er barnet vidne til forælderens eget tab, dels er barnet en del af en familie, der nu skal fungere på nye vilkår.

”Alle børn, som vokser op med sygdom i familien, har skullet blive tidligere voksne. Hvis man aldrig har kendt sin mor eller far som rask, har man heller ikke på samme måde været afhængig af vedkommende. Men hvis en rask forælder pludselig udviser svaghedstegn, kan det gøre, at fundamentet, barnet førhen har stået på, føles meget mere usikkert,” siger Julie Moberg.

Det er her, det går op for barnet, at det bør være den stærke, fordi det ikke længere kan stole på, at den tryghed og sikkerhed, som de førhen har haft, er en konstant størrelse. Og det er skræmmende.

En af de konklusioner, som Julie Moberg også kunne udlede af sine dybdeinterviews med undersøgelsens 14 børn, var, at det påvirker barnets handlemønster at vokse op med en kronisk syg forælder.

For børnene tog ofte andres behov og ønsker med ind i deres overvejelser, selvom det ikke var noget, som de selv var bevidste om. Gennem deres opvækst har de taget sig meget af deres forældre og hjulpet dem med dagligdagen som for eksempel at smøre madpakker, lave aftensmad og gøre rent.

”Når det mønster først er blevet en del af ens hverdag, er det svært at bryde – også selvom man gerne vil. Det bliver sværere at gøre andre ’sure’ og nemmere at bøje af. Og det kan blive en byrde senere i livet,” siger hun.

Mønsteret påvirkede børnene ud over barnealderen, således at den store hensyntagen blev videreført i forhold til venner og kæreste. På den ene side er det utroligt smukt og menneskeligt at dele ud af sig selv til andre på den måde, men på den anden side kan det ifølge Julie Moberg også have en negativ effekt, hvis man alt for ofte tilsidesætter sig selv.

For nogle af børnene kan senere få en dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet, hvis de bliver ved med at sætte alle andres behov og ønsker før deres egne.