Morten Prahl er børnepsykolog og har virket som sådan i mere end 25 år. Da han havde læst den skrivelse, Sundhedsstyrelsen sendte til forældre med børn i daginstitutioner og skoler, satte han sig til tasterne og forfattede et længere opslag på Facebook. Han var ikke uenig i indholdet i brevet fra styrelsen, men bekymret for, at børn i sundhedskrisen får et ansvar, som ikke er deres, når de skal følge omfattende hygiejneregler.
Ifølge Morten Prahl er det afgørende for børns psykiske sundhed, at voksne ikke lægger ansvaret for håndteringen af coronakrisen på de yngstes skuldre. Opslaget er siden delt over 100 gange.
”Vi lever i en meget ængstelig tid, og fortæller man børn om en række ting, som de skal huske at passe på, kan man nemt komme til at skabe angst. Budskabet til børnene skal være: ’De voksne passer på jer, og I skal bare gøre, hvad de voksne siger. Og glemmer I reglerne, så går det alt sammen alligevel’. Vi har brug for at være sammen med ængsteligheden på en beroligende måde, for angst er blevet et hverdagsfænomen. For at håndtere ængsteligheden søger vi kæder af tillid og beroligende kontakt. Som voksne har vi brug for at have tillid til, at myndighederne passer på os, og børnene har brug for at vide, at de voksne passer på dem.”
Morten Prahl er mest bekymret for den forandrede hverdag for de yngste børn.
”Fra et barneperspektiv kan påbuddet om afstand skabe megen utryghed, og det vil også kunne være utrygt for pædagogerne. Børnene vil fornemme det alvorsfulde i situationen, men deres hjerner er ikke udviklet til at forstå en større sammenhæng i det her. Afhængig af, hvordan man er i stand til at håndtere situationen i relationen med børnene i institutionen, vil det kunne skabe øget angst og usikkerhed i barnet.”
Ifølge Morten Prahl skal man bruge både leg og humor, hvis man vil hjælpe børn med at lande godt i den anderledes hverdag, hvad enten det er i vuggestuen eller i skolen. Han siger:
”En måde at overleve angst på er at grine lidt af det hele. Man må prøve at tage det som en oplevelse.”
Han foreslår, at man måske synger, mens man klarer den grundige håndvask. Og når børnene skal lege sammen og holde fysisk afstand, kan de måske finde på danse med diverse fagter. På sociale medier er der den seneste tid kommet en lang række eksempler på såkaldte corona-danse. Ifølge Morten Prahl er det opladt at forsøge sig med alt, hvad der kan fremkalde smil i en tid, hvor mange børn og voksne er ængstelige.
”Vi skal gøre vores bedste for at overholde reglerne, men også holde fast ved at det hele er lidt skørt, og her hjælper dans og grin. Samtidig skal vi huske hinanden på, at vi gør alt det her, fordi vi skal passe på hinanden, og fordi vi ved, at det nytter.”
Men der er også børn, som vil opleve dage, hvor hverken grin eller dans hjælper i en stærkt forandret hverdag.
”Særligt ængstelige børn kan få det svært, og her kan det være vigtigt, at forældrene er opmærksomme og måske giver barnet en ekstra hjemmedag eller to, hvis det er muligt for dem.”
En del børn vender tilbage til skolelivet med blandede følelser. Det mærker man hos Børnetelefonen som Børns Vilkår står bag. Malene Angelo, der er der er psykolog hos Børns Vilkår, fortæller om opkald fra børn, som er bekymrede for, at de vil komme til at tage smitte med hjem fra skole.
”Vi voksne skal hjælpe børnene med at holde fast ved, at det her er de voksnes ansvar. Det er en tid, hvor mange bliver urolige og forvirrede, men vi skal ikke smitte børnene med vores bekymringer.”
Hun opfordrer voksne til at se genåbningen fra børnenes perspektiv.
”Forældre skal lytte til børnene og de bekymringer, de har. Det her er en ret stor omvæltning. Fra Børnetelefonen ved vi, at nogle børn er nervøse for at starte i skolen igen, fordi de ikke har kunnet følge med i de opgaver, som er blevet delt i forbindelse med fjernundervisning, og så er der de børn, som har haft konflikter med deres kammerater, som de ikke har set, men som de har været sammen med på digitale platforme.”
På den første dag for den delvise genåbning kunne man i Kristeligt Dagblad møde en fortrøstningsfuld skoleleder, som udtalte, at de elever, som ikke kunne finde ud af at holde afstand, måtte sendes hjem og modtage undervisning i hjemmet. Sociologen Anders Petersen, der er lektor ved Aalborg Universitet, siger, at skolelederens udtalelse med al tydelighed viser, hvad der er på spil, når de yngste i disse dage er med til at genåbne Danmark.
”Børn, som opfører sig som børn, risikerer at blive stigmatiseret på grund af deres opførsel og handlinger. Hvordan skal et barn en hel dag huske, at man skal holde afstand? Der vil også være børn, som begynder at overveje med sig selv, om de mon har gjort det rigtigt og godt nok i forhold til de mange regler, hvilket er en selv-stigmatisering.”
Anders Petersen kalder genåbningen af dagtilbud og skoler for et eksperiment.
”Det er en omkalfatring af vores forståelse af, hvad det vil sige at være barn. På det seneste har vi talt meget om, at vi som samfund har været omstillingsparate, men kan man forvente det samme af et barn på fem eller otte år? Som voksne har vi en mulighed for at være refleksive om situationen, og vi kan forstå det her som en mellemtid, men det kan børn ikke.”
Han henviser til socialpsykologien, hvor man har påvist, at mennesker hele tiden scanner hinanden, for at man kan orientere sig. Med de regler og påbud, der er forbundet med hverdagen i de genåbnede klasseværelser og daginstitutioner, vil børn scanne hinanden som potentielle risikoelementer. Ifølge Anders Petersen kan konsekvensen være, at børn bliver mistroiske og mister den indbyggede tillid til hinanden.
Det, som er på spil, når de yngste skal hjælpe med at genåbne Danmark, er ifølge Anders Petersen sociabiliteten. Anders Petersen henviser til den tyske sociolog Georg Simmel, som beskrev begrebet, der udtrykker menneskets drift mod at søge andre for at opnå social kontakt.
”For en tid skal børn udfolde deres sociabilitet med hegnspæle omkring sig, og pædagoger og lærere har fået en skal-opgave: De skal hjælpe med at sikre, at det bliver hverdag i en ny virkelighed, som ikke har nogen udløbsdato. Det, vi byder børn nu, strider mod enhver forestilling om, hvad det vil sige at være et barn ud fra et pædagogisk og et didaktisk perspektiv.”