Underligt. Forkert. Pædofilt. Sådan var nogle af kommentarerne til et billede, den britiske fodboldspiller David Beckham lagde på billeddelingstjenesten Instagram i slutningen af november. Billedet forestiller fodboldspilleren kysse sin syvårige datter på munden, da de er ude at stå på skøjter. Men hvor nogle af Beckhams omkring 52 millioner følgere på Instagram så et sødt og naturligt øjeblik mellem far og datter, så andre noget grænseoverskridende og unaturligt.
Debatten om, hvor tæt man må være med sine børn, blusser op i medierne med jævne mellemrum. I 2015 blev den danske komiker Torben Chris udsat for massiv kritik, da han lagde et billede på Facebook af sig selv, der badede nøgen med sin toårige datter. Og i 2014 måtte magasinet Vores Børn trække en historie tilbage fra en kvindelig klummeskribent, som skrev om en leg, hun havde med sin søn, hvor de legede, at hun var en solsort, der var efter ormen, som var sønnens tissemand. Det væltede ind med vrede kommentarer fra læsere, der forstod legen som et overgreb, mens det for andre læsere var en helt naturlig leg uden nogen form for seksuelle undertoner.
I 2017 lavede magasinet Samvirke en Yougov-undersøgelse, der viste, at en ud af seks danskere ikke mener, at forældre skal kysse deres børn på munden. Men er vi blevet for blufærdige og for kropsforskrækkede? Eller har vi langt om længe gjort op med 1970’ernes grænseoverskridende frisind?
Ifølge børnepsykolog Margrethe Brun Hansen er det en skam, at man hetzer forældre, der kysser deres børn på munden.
”Vi må ikke være bange for at vise kropskontakt. Der er kommet en krænkerkultur – også på børneområdet – som jeg tror hænger sammen med en pædofiliangst. Det er helt naturligt for voksne at drage omsorg for børn og tage dem op og nusse dem, når de strækker armene op mod en. Der er en uvurderlig glæde ved kropskontakten, og den skal vi ikke frarøve børnene,” siger hun.
For hende handler det om at kunne læse børnenes kropssprog.
”Hvis de vender sig bort, når man bøjer sig ned for at kysse dem, så er det klart, at så skal man ikke gøre det, for så har de ikke lyst. Man skal læse børnene, de har deres egen fine grænse for, hvornår det bliver for meget. Men vi skal passe på, at vi ikke frarøver børnene det smukke, der er i, at man uden ord kan give udtryk for sin kærlighed,” siger hun.
Hun var selv pædagog i de frisindede 1960’ere og 1970’ere, hvor det var naturligt at bade topløs på stranden, og der var et andet forhold til den nøgne krop.
”Der skete det skønne i 1960’erne, at man tog tøjet af og badede nøgen, og der kom en kultur, som ikke alle trivedes i, men mange gjorde. I daginstitutionerne gik vi topløse og passede børnene, og det er der sikkert nogle, der syntes var i overkanten, men andre syntes, at det var frigørende. Men alting kommer i bølger, hvor tingene bliver sort-hvide. Det var måske i overkanten dengang, ligesom det er i overkanten, at man er blevet bange for sin egen krop i dag,” siger hun.
”Vi er blevet så skamfulde, og det er paradoksalt, at de unge piger tager næsten nøgen-selfies i ét væk, men hvis man giver samme pige et knus, har man overskredet en grænse. Der er ikke noget at sige til, at vi er forvirrede, og at det er derfor, vi har denne debat igen og igen. Jeg er selv en, der nemt kan give et knus, men i dag er jeg blevet i tvivl, om det er for meget, og det er ikke sket, før jeg er blevet 70 år. Vi er blevet usikre på, hvad der er tilladeligt,” siger hun.
Hun peger på, at vi, siden de første historier om pædofili i daginstitutioner kom frem, har været i gang med at se nærmere på, hvad der er grænseoverskridende. Og at det kan forvirre, fordi opvæksten har meget at gøre med, hvordan man ser på situationen. For nogle er det naturligt at gå nøgen igennem huset efter et bad, mens andre først viser sig i stuen, når de er fuldt påklædte.
”Vi er meget forskellige og har af mange gode grunde forskellige grænser for, hvor intime vi vil være med hinanden. Man må respektere andres grænser og altid passe på med ikke at overføre sin egen holdning til andre. Hvis et barn lever i en familie, hvor de aldrig sidder på skødet, eller hvor et lille klap er en stor kærlighedserklæring, vil de formentlig senere i livet synes, det er grænseoverskridende, når en far kysser sin datter,” siger hun.
Thomas Skovbo er viceleder på friskolen Den Fri Hestehaveskole i Galten i Østjylland, og han peger også på frygten for pædofili som grunden til, at det for nogle er grænseoverskridende at se en far kysse sin datter på munden.
”Jeg tror måske, folk blander tingene sammen. I skolen taler vi om, hvordan man for eksempel skal håndtere det, når børnene vil sidde på skødet af en mandlig pædagog. Og så er der kysset mellem en far og en datter. De to ting er ikke det samme. Der er noget intimitet, vi skal passe lidt bedre på, når det ikke er vores egne børn,” siger han.
”Det handler også om, hvor grænserne er for det enkelte barn. Min egen far kunne aldrig drømme om at kysse mig, men jeg kysser gerne min egen datter på tre år. Når jeg siger farvel til hende i børnehaven, laver hun selv kyssemund, og det er der ikke noget galt i. Men det har længe været overstået for min datter på 13 år at kysse mig på munden. Der er nogle børn, der ikke vil kysses og krammes – og slet ikke når andre kigger. Det er slemt, når en mor til en dreng i 5. klasse vil kysse farvel, og alle vennerne står og ser det. Så vi skal lytte til vores børn. Hvis de tørrer kysset af bagefter, skal man måske bare give dem et kram,” siger han.
På skolen har der løbende været diskussioner om, hvor grænserne går for lærerne at være tætte med eleverne. Og Thomas Skovbo forklarer, at det også er et emne, der optager de fleste forældre.
”Vi har haft nogle snakke om, at børn kan have brug for nærhed og tæthed, og hvis de søger en mandlig pædagog, er det, fordi de føler sig mest tryg ved ham. Men vi har også talt om, at man som mandlig pædagog ikke skal sætte sig selv i en situation, hvor man kan være sårbar. Det kan være ved ikke at være helt alene med et barn, men sørge for at have flere med,” siger han.
Men han understreger, at påpasseligheden heller ikke må kamme over. For samtidig med at der er fokus på pædofili, og der bliver taget nogle forholdsregler, som ikke tidligere blev taget, er det også nødvendigt at skabe et naturligt forhold til kroppen og det kropslige.
”Vi er blevet forvirrede, og det er jo klart, når kroppen på den ene side er potentielt farlig og på den anden side gemmes helt væk. Jeg synes ikke, vi skal tilbage til 1960’ernes nøgne ølejre, men vi må godt få et mere afslappet forhold til kroppen igen. Vores kultur med, at kun det perfekte udstilles, er et skridt i en forkert retning, for så fremmedgør vi vores egen krop. Vi skal lære vores børn, at vi er forskellige, og vi skal turde vise noget naturlig nøgenhed og grim nøgenhed. Men der er selvfølgelig forskel på, om det er vores egne børn, eller om det er andres børn,” siger han.
Ifølge børnepsykolog John Aasted Halse har frygten for pædofili og den deraf medfølgende kropspåpasselighed også medført noget godt.
”Der er kommet mere fokus blandt forældre og voksne, der arbejder med børn, på at respektere børnenes egne grænser. Det var vitterligt ikke noget, man reflekterede over tidligere. Når jeg ser på min egen barndom og læser på barndommens historie, var børnenes ønsker ikke noget, man skænkede en tanke. Børn blev tvunget til at kysse til højre og venstre, når de for eksempel fik julegaver eller skulle hilse på tante Oda. Der var kysset ikke kun mellem forældre og børn, men hele vejen rundt. I dag ved man, at det ikke er alle børn, der finder det rart,” siger han.
Men ligesom Thomas Skovbo og Margrethe Brun Hansen mener John Aasted Halse, at vi kan være på vej i en forkert retning.
”Hver gang vi prøver at beskytte børnene, begrænser vi også deres udvikling. For det er en dejlig del af livet, at nogen holder om en. Hvis man ikke må vise børnene, at et kys på munden er en kærlighedserklæring, mister man noget. Hvis vi siger, at nu må vi hellere lade være med at gøre noget som helst, fordi det nok er bedre end at løbe en lille risiko, kan konsekvensen være, at vi også frarøver børnene muligheden for alt det vidunderlige og vigtige ved at have kropskontakt. Det handler bare om, at vi kender vores egen grænse og kan aflæse barnets grænser,” siger han.
”Det nytter ikke noget, at børn lever i en verden, hvor bedsteforældre ikke kan skifte et barnebarn, fordi det kan være, nogen synes, det er grænseoverskridende, at de ser barnet nøgent. Det bliver underligt og stift, hvis et barn er ked af det, men en mandlig pædagog ikke kan trøste det og tage det på skødet, fordi han er bange for, at det er over grænsen. Det er ikke vores projekt at begrænse, men derimod at lære børnene, at kropslighed er dejligt, så længe vi respekterer deres grænser,” siger han.