Børn traumatiseres af at blive holdt fast på hospitalet

Fastholdelse af børn under behandling er hverdagskost i sundhedsvæsenet. Men sådan bør det ikke være, for det kan være angstprovokerende. Aktører på børne- og sundhedsområdet vil derfor have nationale retningslinjer

Op mod 25 procent af amerikanerne er angste for nåle. Forskning peger på, at en sådan angst ofte grundlægges efter en ubehagelig oplevelse med nåle i barndommen.
Op mod 25 procent af amerikanerne er angste for nåle. Forskning peger på, at en sådan angst ofte grundlægges efter en ubehagelig oplevelse med nåle i barndommen. . Foto: Colourbox.

”Jeg har det okay, men om aftenen vil jeg ikke sove. Det er, fordi jeg tænker på dengang, da de holdt mig fast på hospitalet. Også min mor. Og så var det, som om de ville døde mig.”

Sådan beskrev en lille dreng sin oplevelse af at være blevet holdt fast, da han blev behandlet på sygehuset, for Susanne Molin, der er børnesmertesygeplejerske på Rigshospitalet.

Og tænker vi over det, har langt de fleste af os prøvet at blive holdt fast i forbindelse med et besøg på hospitalet eller hos lægen som børn, hvad enten vi husker det eller ej. Det kan for eksempel have været under en vaccination, en blodprøve eller til gentagne behandlinger. Procedurer, som er harmløse set fra en voksens synspunkt, men som for børn kan være smertefulde og angstprovokerende, blandt andet fordi børnene langtfra altid forstår, hvad de går ud på.

Men hvor der gennem et stykke tid har været fokus på problematikken omkring fastholdelse af børn i psykiatrien, mangler der fokus på selvsamme problematik, når det gælder somatikken, eller den kropslige behandling. Det mener blandt andre Susanne Molin. For det er særligt i sygehusregi, hvor børn ofte behandles flere gange, at oplevelserne bliver rigtig slemme. Hun arbejder dagligt med små patienter, der bliver angste, når de skal undersøges eller behandles under en indlæggelse. Men sådan behøver det ikke at være, mener hun.

”Børn skal ikke fastholdes, medmindre der er tale om en livstruende situation. Alligevel sker det rigtig tit. Jeg tror ikke, det skyldes ond vilje, men derimod uvidenhed, så derfor skal der en kulturændring til,” siger hun.

Da hun som ung læste på sygeplejerskeuddannelsen, og snakken gik på børn og procedurer, handlede det om, hvordan man fastholdt et barn mest effektivt. Barnets ben mellem sygeplejerskens, hovedet fikseret med en arm og så videre. Det gjaldt om at foretage indgrebet hurtigst muligt og belønne barnet med en gave eller slik efterfølgende.

Derudover var holdningen, at det var bedst, forældrene ikke var der, fordi børnene så blev ekstra ophidsede. Siden da er der sket en stor udvikling, selvom mange børn desværre stadig bliver holdt fast, men Susanne Molin oplever, at både forældre og sundhedspersonale efterspørger andre muligheder.

”Det handler om at vide, hvilke alternativer der findes, for på den lange bane er det ikke mere ressourcekrævende. Måske tager det i første omgang fem minutter mere, hvis man taler med barnet først i stedet for bare at gå i gang, men får de først en dårlig oplevelse, kan det ende med traumer helt ind i voksenlivet. Jeg har aldrig hørt nogen sige, at der ikke er personale nok til at hjælpe med at holde et barn fast, og så er der vel også personale nok til, at én kan aflede barnet,” siger hun.

Undersøgelser har vist, at op mod 25 procent af amerikanere er angste for nåle. Forskning peger også på, at en sådan angst ofte grundlægges efter en ubehagelig oplevelse med nåle i barndommen, og det kommer ikke bag på Susanne Molin. For hun får stadig henvist børn helt op i teenagealderen, der er så traumatiserede af at være blevet holdt fast, at det ikke længere er muligt for forældre og sundhedspersonale at fastholde dem, fordi de er blevet for stærke fysisk.

Drømmen er et sæt nationale retningslinjer til sundhedspersonale, der gør det nemt at finde ud af, hvad barnet - alt efter alder og helbred - har brug for for at undgå fastholdelse. Og det ønske deler Per Larsen, der er formand for Børnerådet.

”Det er gået op for os, at fastholdelse af børn jo forekommer rigtig ofte i somatikken, og at det er et stort problem, fordi det giver negative og traumatiserende oplevelser. Det har stået på i mange år, men vi har først fået åbnet øjnene for det nu,” siger han.

”Det her bliver en ond cirkel for børnene. Når de første gang får en ubehagelig oplevelse præget af angst og smerte, reagerer de ved at have paraderne oppe næste gang, hvilket så giver anledning til mere fastholdelse og smerte, og sådan bliver det værre og værre. Derfor skal vi have gjort noget ved denne problematik hurtigst muligt,” siger han.

Sammen med Det Etiske Råd har Børnerådet derfor fokus på sagen, og i løbet af efteråret vil Børnerådet undersøge, hvordan børn selv oplever fastholdelser i somatikken. Derudfra vil rådet komme med nogle anbefalinger til, hvad der kan gøres. Dernæst er håbet, at Sundhedsstyrelsen vil gribe bolden og udforme retningslinjer på området.

På Rigshospitalet lancerer Videnscenter for børnesmerter allerede nu et nyt tiltag, der skal ruste hele personalet på hospitalet til at undgå at fastholde børn, og det glæder Susanne Molin.

”Det her er ikke raketvidenskab, og mange gør det allerede godt. Men får vi fokus på, præcis hvordan man kan gøre tingene anderledes, er jeg sikker på, at langt de fleste vil følge trop, så vi undgår smertefulde og angstprovokerende oplevelser for børnene i fremtiden,” siger hun.