Med en times mellemrum tikkede der to billeder ind på snapchatten i begyndelsen af august. To næsten ens motiver af to kusiner i henholdsvis Halgaard ved Holstebro og på Amager i København, der står smilende uden for døren med skoletasken på ryggen parate til den første skoledag i 1. klasse. De er bare så klare og forventningsfulde. De kender dem, som de skal gå i klasse med, for de har også gået sammen i 0. klasse og forud for det i et indskolingsforløb. Så de er trygge. Det er helt modsat mit møde med folkeskolen i Hurup i Thy i 1950’erne.
Det kom som et jordskælv i mit liv at skulle starte i 1. klasse. Jeg er den ældste i børneflokken, så ingen havde advaret mig om omvæltningerne. Trygheden ved at færdes på gården fra morgen til aften i arbejde og leg blev brutalt afbrudt. Nu skulle der cykles 3,5 kilometer på grusvej ind til byen for at gå i skole tre-fire timer seks dage om ugen. Her mødte jeg vildtfremmede børn, de fleste bybørn, hvoraf mange kendte hinanden. Jeg kendte kun naboens datter, som jeg fulgtes med til skolen.
Men efterskælvet var endnu større. Man kunne få fru Damsgård eller frøken Nielsen som lærer i 1. og 2. klasse. Det var forskellen på himmel og helvede. Fru Damsgård var kærlig og overbærende og inddragende. Hun havde selv børn og derfor forståelse for, hvordan børn skulle tages. Frøken Nielsen var hård og streng og ufølsom og terpende. Hos hende havnede jeg sammen med alle andre, der var så uheldige at have et efternavn i første halvdel af alfabetet. Jeg havde ondt i maven hver eneste dag, jeg cyklede til skole de første to år. Vi skulle lære at læse, skrive og regne, men vigtigere syntes det at være, at vi skulle lære salmevers udenad, og at vi skulle lære at synge dem, og vi skulle kunne vores bibelhistorie og vores danmarkshistorie. Den dag i dag er ”Lysets engel går med glans” og andre morgensalmer ødelagte, fordi de lugter af våd uld, iblandet angstens sved og terperiets gnidsel.
25 år senere var jeg blevet højskoleforstander, og som sådan var jeg hjemkaldt til Hurup for at tale i missionshuset. Her genså jeg frøken Nielsen og hilste på hende. Hun var stadig den samme kompakte person i hellang kjole og med de runde briller, men nu var hårdhedens panser gledet af hende. Hun var nu bare en pensioneret lærerinde, der boede to huse fra missionshuset.
Der var også andre genvordigheder, der kunne få skammen og leden til at blomstre. Det var nogle år senere, for et par af mine søstre var nu også med i flokken på vej til skole. Vi havde en hyrdehundekrydsning, der havde passet os, fra vi var små. Så når vi cyklede til skole, havde Buster den uvane at løbe efter os. Derfor blev den lukket inde i laden, men hvis den fandt en dør eller en låge åben, så satte den efter os. Når vi så den, så standsede vi og sagde ”fy” til den og gennede den hjem igen. Alligevel fandt vi den af og til i skolegården, når vi kom ud til første frikvarter. Vi fik den så skældt så meget ud, at den luskede hjem igen. Men en dag gik det helt galt. Da vi var halvvejs på vejen til skole, så vi, at Buster igen var sat efter os, men denne gang var den ikke alene. Gårdens ged havde revet sig løs, og nu fulgte den med tøjret efter sig lige i halen på hunden. Geden havde ingen stedsans, så den vidste, at den var nødt til at følge Buster helt tæt. Blev den først sat af, ville den være i nød. Buster var til gengæld forlegen over at have geden lige i rumpen. Vi børn så os nødsaget til at smide med sten efter de to forfølgere for at få dem til at vende om. Hunden bøjede af med geden lige efter sig ind i et læbælte ved en anden gård. Vi åndede lettet op og regnede med, at katastrofen var afblæst. Jeg var kommet ind på min plads i min klasse, og vi rejste os alle op, da lærerinden lukkede døren op og kom ind i klassen. Lige i det øjeblik blev hun underløbet af først en forfjamsket hund og derefter af en desperat ged, så hun skvattede om. Hund og ged tordnede ned mellem rækkerne og væltede alle skoletasker, indtil de havnede under min skolepult, hunden med undskyldende og bedende blik og geden med tøjret viklet ind i adskillige stoleben. Skoleinspektøren blev tilkaldt. Han var vred, og jeg blev beordret til at lokke dyrene ind i et tomt klasseværelse. Så blev der ringet til min far, om han øjeblikkeligt ville komme ned og befri skolen fra gårdens menageri. Også min far var knotten, da han gennede dyrene ind i bilen. Han mente nok, at jeg kunne have vendt om på vej til skole og have lokket dyrene med hjem. Jeg selv var ved at synke i jorden af skam. Der kom både historier og øgenavne i omløb.
Så jeg har glædet mig over mine børnebørns indskoling. Hvor bliver det grebet anderledes gennemtænkt og professionelt an. Og lærerne er helt anderledes indbydende og omfavnende i dag. Netop det fik til gengæld en krank eftervirkning på skolen på Amager. For læreren dér tog kærligt imod børnene, men anede ikke, at hun var smittet med delta-corona. Det fandt hun først ud af to dage senere, og så måtte vort barnebarn og hendes far gå i 10 dages isolation i soveværelset i lejligheden, hvilket to yngre søstre nægtede at forstå og acceptere.
Hver generation har sine genvordigheder.
Hund og ged tordnede ned mellem rækkerne og væltede alle skoletasker, indtil de havnede under min skolepult.