Børnefamilie på landet: Vi blev stressede af alle de krav og muligheder, der er i byen

De seneste seks år er antallet af 0-6-årige børn på landet og i de små byer faldet med 21 procent. Her kan du møde en familie, der er eksemplet på den modsatte tendens: Katrine Romme, Anders Sejr Davidsen og deres tre børn flyttede fra København til Vestfyn for at få mere tid til at være sammen og bruge naturen. Læs eller genlæs

Katrine Romme og Anders Sejr Davidsen og deres tre børn flyttede fra København til Føns på Vestfyn for at kunne få et hus og have og mulighed for at være mest muligt udenfor i naturen.
Katrine Romme og Anders Sejr Davidsen og deres tre børn flyttede fra København til Føns på Vestfyn for at kunne få et hus og have og mulighed for at være mest muligt udenfor i naturen. . Foto: Asbjørn Sand/Scanpix.

Denne artikel er oprindeligt udgivet 11. juli 2015.

Huset fra 1850 er hvidkalket og stråtækt. I den grønne have breder valmuer, bregner og lavendel sig, og ved siden af huset ligger et gadekær og huse med bindingsværk. Trafik er der stort set ikke.

Denne artikel er en del af denne serie:
Det balancerede liv

I denne vestfynske idyl i landsbyen Føns ved Middelfart bor journalist Katrine Romme og gymnasielærer Anders Sejr Davidsen, begge 34, sammen med børnene Osvald på syv, Babette på fem og Hugo på et år.

For et år siden byttede de et udfarende københavnerliv ud med en mere rolig landsby-tilværelse, som inkluderer havebrug, vinterbadning og fællesspisning - og bedsteforældre rundt om hjørnet.

De kom fra en stor lejlighed på Amager, hvor de måtte tænke på, om børnene nu larmede for meget, eller om Anders generede nogen med sit klaverspil. 10 dage inden flytningen fra København, var Hugo kommet til verden, og det var, da de fandt ud af, at han var på vej, at de for alvor begyndte at overveje, hvordan de skulle leve deres liv, fortæller Katrine Romme:

”Det satte det på spidsen. Det gik op for mig, at hvis man virkelig gerne ville have tre børn, var det også tumpet at få dem, hvis man ikke havde tænkt sig at bruge tid sammen med dem. Hvis vi skulle blive i København, ville det tvinge os til at arbejde meget og tjene sindssygt mange penge for at få det til at løbe rundt.

Og drømmen om at få en have ville være langt væk. Perspektivet var, at vi måske om 10 år ville kunne købe noget meget småt langt ude på Amager. Det skræmte mig.”

”Ja, fokus blev meget på karriere, hvis vi blev boende i København. Vi savnede naturen og havde lyst til at komme ud. Hver eneste weekend tog vi væk fra København. Vi tog i skoven eller ud og besøgte nogle venner, som havde et hus. Det blev ret tydeligt for os, at det ikke var København, vi skulle bo i,” siger Anders Sejr Davidsen.

Landkøkkenet med blåmønstrede klinker og kattelem er vestvendt. Netop et køkken med aftensol var sammen med et godt lokalmiljø og natur med på den liste, som parret formulerede, da det prøvede at finde ud af, hvor familien skulle flytte hen.

De kommer begge fra Vestfyn og blev kærester, da de gik på gymnasiet i Middelfart, men de havde i første omgang ikke troet, at de skulle flytte tilbage.

Katrine Rommes forældre bor også i Føns - faktisk i nabohuset 100 meter længere nede ad vejen - og det var dem, der viste familien det hvide hus med stråtag. De beskriver det som en 180 graders vending at flytte tilbage, men det var en god vending.

”Vores børn har fået et nært forhold til deres bedsteforældre. Det har givet ro, og det er både fantastisk og sjæleligt, at vi kan nyde de mennesker, vi holder af.

Da jeg var på barsel med Hugo, gik han og jeg hver morgen ned til mine forældre og drak morgenkaffe. Det var virkelig hyggeligt og meningsfuldt,” siger Katrine Romme.

Det er også med til at give ro, at livet i Føns handler om alt andet end arbejde, mener hendes mand.

”I København smelter arbejdsliv og privatliv mere sammen. Her i Føns pendler alle ud for at arbejde. Når vi mødes her i byen og er sociale, så er det helt løsrevet fra vores professionelle karriere.

Det, synes jeg, er fascinerende. Rent fysisk skaber det en positiv kontrast mellem ens arbejde og ens hjemlige liv.”

Livet på landet har dog også udfordringer. De fleste gamle venner er langt væk, men er gode til at komme på besøg i Føns. Og så er der transporten. Anders Sejr Davidsen underviser i engelsk og musik på Aabenraa Statsskole, mens Katrine Romme 30 timer om ugen er journalist hos DR P1 i Aarhus.

Det betyder, at de begge har en times kørsel til og fra arbejde. Hugo bliver passet i vuggestuen i Føns, mens de to store går i skole og sfo i nabobyen Nr. Aaby seks kilometer væk, så indtil videre kræver det også en bil- eller bustur.

”Vi vidste godt, at det med kørslen var præmissen for at bo her. Fordi det er fantastisk ar være her, må vi bide i det sure æble i forhold til transporten. Vi har valgt huset og stedet ud fra, hvad der gør os lykkelige.

Og vi har tænkt, at hvis stedet gør os lykkelige, bliver vores børn også lykkelige,” siger Anders Sejr Davidsen.

”Den lange tranporttid til arbejde kan godt holde for nu, men det går nok ikke i 10 år. Jeg ved ikke, om målet for mig på sigt er, at jeg må sige farvel til den slags journalist, jeg gerne vil være, for at få et job tæt på, der ikke rummer den samme faglige udvikling. Det, synes jeg, er svært,” siger Katrine Romme.

I løbet af eftermiddagen bliver børnene hentet. De har ikke sagt meget om flytningen, men det er forældrenes indtryk, at de er landet godt og er faldet til ro.

Efter lidt knækbrød og frugt går familien i haven for at rumstere i drivhuset, slå græs og spille fodbold. De bruger mindre tid online nu og er ude mest muligt. Det er en af de helt store forskelle fra livet i København, at den rigtige natur er uden for døren, og børnene kan færdes mere frit.

I København brugte de mange penge på at gøre det offentlige rum til deres have, mener Anders Sejr Davidsen:

”Skulle man på stranden eller i parken, skulle man også købe en is eller en kaffe. På en måde var det måske storbyens anonymitet, der blev en begrænsning for os. Nu er vi blevet glade for at være i haven, fordi vi kan lave noget sammen med ungerne uden at skulle lave det samme.

Missing media item.

Jeg kan kløve brænde eller anlægge køkkenhave, mens de hjælper til eller leger ved siden af. På den måde synes jeg, det er nemmere at være far for mine børn. Her handler det ikke om at passivisere børnene, for at jeg kan få tid til at lave noget selv. Her kan vi lave noget dejligt sammen.”

”For mig personligt betyder det meget for mit selvværd, at jeg kan få lov til at være en praktisk gris. Det, synes jeg, er vildt tilfredsstillende,” siger han.

”Og jeg synes helt floskelagtigt, at naturen giver mig meget, den minder mig hele tiden om, at jeg skal sætte mig ned og nyde øjeblikket,” siger Katrine Romme.

Hun synes, hun har fået et andet forhold til sine børn, efter de er flyttet på landet.

”Nu glæder jeg mig til at komme hjem til ungerne, fordi jeg har overskud. Jeg ved godt, det er forfærdeligt at sige, men når jeg kom fra arbejde i København, satte jeg mig nogle gange ned på bagtrappen og tog en dyb indånding og sagde 'o.k., nu går du ind, now it's war'. Det gør jeg aldrig nu.

Jeg blev stresset af alle de krav og muligheder, der er i byen. Når man skal noget herude, er det noget, man selv forvalter, noget, man skaber.”

En stor del af den nyvundne ro handler formentlig også om, at familien nu har en base, hvor den trives. I løbet af deres tid i hovedstaden flyttede de cirka en gang om året, og var hele tiden på udkig efter en lidt større eller billigere lejlighed med en bedre beliggenhed.

”Det gør noget godt for os, at det ikke hele tiden er os, der flytter os efter noget. I København var vi hele tiden af sted for at komme ud i parken eller på stranden. Her er vi i huset.

Det kan godt være, vi lige går ned på stranden, men det tager ikke hele dagen. Før flyttede vi os hele tiden, når vi havde fri. Nu bliver vi,” siger Anders Sejr Davidsen.

De nævner selv, at de lige nu nærmest er overdrevent tilfredse med, at de er flyttet, men på forhånd var de også meget bange for, hvad der ville gå galt, fortæller Katrine Romme.

”Jeg synes ikke, der har været nogen bekymringer, efter vi gjorde det. Ikke at vores liv er rosenrødt, slet ikke, men jeg har ikke på et tidspunkt været i tvivl om, at det her hus og det her sted er det rigtige.”