Intet tyder på, at vi fremover vil se et markant fald i antallet af børn, der får en psykiatrisk diagnose. At det nu er hvert syvende barn, afspejler formentlig den reelle forekomst i befolkningen.
Det mener professor i psykiatrisk epidemiologi ved institut for økonomi på Aarhus Universitet og speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Søren Dalsgaard, der i et studie har påvist de samme tal som i undersøgelsen fra Kommunernes Landsforening.
”Der er naturligvis altid detaljer og usikkerheder. Og der finder nok også en udtynding sted, så vi, til forskel fra før, nu også finder børn med for eksempel mildere grader af adhd. Det er en slags kunstig grænse, et skøn, når man stiller diagnoser, som selvfølgelig kan skride. Det har det gjort i USA, hvor det er helt op mod 15 procent af alle børn, der får stillet en adhd-diagnose. En stor del af forklaringen er dog, at de praktiserende læger må diagnosticere og medicinere psykiatriske tilstande blandt børn og unge i USA. Sådan er det ikke i Danmark, hvor kun psykiatere må give psykiatriske diagnoser. Tallet herhjemme skal snarere ses som et udtryk for, at vi er blevet bedre til at få fat i dem, som har et behov,” siger Søren Dalsgaard.
Det har til tider forlydt, at der er gået inflation i uddelingen af psykiatriske diagnoser til børn og unge, så er det overhovedet godt, at så mange børn behæftes med en sådan?
”At få stillet den korrekte diagnose kan være en god ting, når man har en psykiatrisk tilstand, der spiller ind på hele ens liv. Det er for mange patienter godt at få en forklaring på, hvorfor ting er svære for dem. En anden ting er så, om nogle børn og unge synes, det er rart at have en diagnose. Det ved vi faktisk ikke ret meget om,” siger Søren Dalsgaard.
Der er ingen tvivl om, at de børn, der behandles i psykiatrien, har behov for hjælp, understreger Søren Dalsgaard. Det kræver en vis funktionspåvirkning overhovedet at blive visiteret til behandling på en psykiatrisk afdeling. Dermed ikke sagt, at alle er lige syge.
”Det er ikke alle tilstande, der er kroniske. Der er børn, der behandles for tilpasningsreaktioner og andre forbigående ting. Men så er der selvfølgelig også tilstande, som vi ved er mere eller mindre kroniske. For eksempel adhd, autisme og skizofreni,” siger han.
Søren Dalsgaard påpeger, at det kan være problematisk, hvis man undlader at give børn, der opfylder kriterierne, en diagnose. Fra forskning ved man nemlig, at man som udiagnosticeret klarer sig væsentligt dårligere i livet.
”Vi ved for eksempel, at op mod 50 procent af de indsatte i fængslerne har en adhd-diagnose, der aldrig er blevet stillet. Vi ved også, at mange af dem, som først diagnosticeres sent i livet med adhd, oftere er uden uddannelse, job, har børn med mange partnere og et højere forbrug af rusmidler,” siger han.
Søren Dalsgaard mener, at der i befolkningen generelt er kommet en større forståelse for psykisk sygdom, og det er ikke længere så stigmatiserende at sige, at man for eksempel lider af angst og får behandling for det. Samtidig er det dog vigtigt ikke at blande pærer og bananer og derved falde i den modsatte grøft. Når der med jævne mellemrum offentliggøres trivselsundersøgelser, og det fremgår, at der er stor mistrivsel blandt visse grupper af børn, er det således ikke ensbetydende med, at de lider af psykisk sygdom.
”Egentlig tænker jeg, at der er en hel del børn og unge, der mistrives, fordi de oplever et øget pres for at præstere. Men det er ikke nødvendigvis dem, vi ser hos os. Det er klart, at nogle af dem, vi ser hos os, oplever det på samme måde, og det kan gøre for eksempel deres angstsymptomer værre. Men der er et stort spring fra at mistrives og have angstproblematikker til, at man opfylder kriterier for en decideret diagnose. Det skal vi lige huske på.”