Vi befinder os i tiden, før verden gik af lave med ungdomsoprør og kvindefrigørelse. De allerfleste mødre var hjemmegående, og mændene blev tituleret med navn og titel og fruerne med mandens titel som fru overlærer Rørbech. Og hos Bunde Nielsens skulle den unge pige spørge: ”Ved fruen, hvornår landsretssagføreren kommer hjem til frokost?”
Det var ren ”Matador”, skriver journalist og forfatter Peter Olesen i sit bidrag i ”Børnene fra Bakkekammen”, der er udkommet på forlaget Frydenlund. I bogen har han og barndomsvennen Jesper Jespersen, der er økonomiprofessor emeritus, samlet den gamle bande af børn fra villavejen Bakkekammen i Holbæk, hvor de voksede op i 1950’erne og 1960’erne. Peter Olesen har tidligere udgivet bøgerne ”Det bedste ved Holbæk” og ”Bakkekammen – en vej i Holbæk”. På initiativ fra Jesper Jespersen var det nu ønsket at undersøge, hvor forskelligt deres børneliv var i forhold til i dag.
De 12 medvirkende fortæller om en overgangstid fra tradition til opbrud, som cand.mag. i historie Anders Dalsager benævner det i bogens sidste kapitel. En tid, hvor børn ikke længere skulle møde på fabrikken eller hjælpe til i marken efter skole. Og hvor de bare kunne være børn med masser af fritid og venner at lege med uden voksenovervågning.
Som Anna Kirstine Haugaard, der er psykolog, skriver, så var det ”utroligt, som vores forældre stolede på os”.
Det er gennemgående i de 12 bidrag, at så længe man var hjemme til spisetid, kunne man gøre, som man ville – cykle en tur til Kalundborg, hvis det skulle være, tage til stranden og bade og lege uendelige lege ude på vejen, hvor der højst kørte tre biler i timen.
Bakkekammen ligger i gåafstand til fjorden og cykelafstand til Dragerup Skov. Mange af husene er tegnet af Bedre Byggeskik-bygmestrene Ivar Bentsen og Marius Pedersen i 1930’erne og er store og rummelige med kældre og kæmpe haver, hvor der voksede frugttræer, og hvor børnene kunne lege gemme i timevis.
Familierne, der boede der dengang, tilhørte den pænere middelklasse med fædre, der havde stillinger som direktør, læge, civilingeniør, landsretssagfører og amtsligningsinspektør, men der var også en enkelt kriminalassistent. ”Vi var borgerskabets børn,” skriver arkæolog dr.phil. Morten Axboe.
De fleste hjem var uden køleskab, vaskemaskine, fjernsyn og bil, og meget få tog på ferie uden for landets grænser. Men, som Jesper Jespersen skriver i forordet, var det for børnene en barndom med ”tryghed, ro, forudsigelighed, frihed og alting gik langsommere end i dag”. De løb ud og ind hos hinanden, og det var ikke nødvendigt at skulle inviteres og lave aftaler.
Selvom forældrene på vejen holdt på formerne og var Des, sås mange privat til bridge og salmesang hos pastorens og fejrede nytår sammen. Og flere af beboerne åbnede deres hjem for aktiviteter med børnene, der næsten alle kan berette om de keramikfigurer, de lavede hos fru Rørbech i hendes keramikstue, og de gik til klaverspil hos pastorinden fru Schrøder og til oplæsning og sang i præstegården.
Flere af bidragyderne i bogen mistede tidligt deres fædre. Det var dengang ikke noget, man talte om, men naboer trådte til, når der var brug for dem. Set i det lys var det et trygt fællesskab.
Bidragene fra drengene på Bakkekammen, der siden blev ejendomsmægler, lektor, ingeniør, arkæolog og dr.phil., arkitekt, overlæge og klinisk lektor og som nævnt økonomiprofessor og forfatter og journalist, er et festfyrværkeri af hittepåsomhed, lege, friluftsliv, drengestreger, sport og hobbies som modeljernbane og bordtennis. Pigerne, der senere blev psykologer, forfatter og autoriseret turistfører samt hjemmegående, legede også og gik til spejder. Men de havde mange flere pligter end drengene.
Som psykolog Anna Kirstine Haugaard skriver i sit bidrag, var der stor forskel på, hvordan drenge og piger blev opdraget.
I hendes hjem i direktørboligen, der blev kaldt for ”slottet” på grund af det sortglaserede tegltag, blev der givet lommepenge for de opgaver, børnene havde løst. For drengene kunne det være græsslåning, som gav fem kroner, mens en opvask gav 50 øre.
”Min far kom tit, mens mine brødre sad henslængte i sofaen, og hviskede til mig: ’Tager du ikke lige opvasken, så bliver mor glad’....Jeg syntes, det var uretfærdigt, at det var mig og ikke mine brødre, der fik den opgave,” skriver Anne Kirstine Haugaard, der også skulle stryge sin fars skjorter og vaske sit eget tøj. Og når forældrene var ude, var det hendes opgave at sørge for det huslige, deriblandt to retter til middag.
I nogle hjem var der mere smalhans end i andre. Som hos lektor Steen Egholm Engelbøl, der boede med sine forældre i et såkaldt ”underofficerhus” fra 1913, der ikke var hulmursisoleret, havde enkeltglas i vinduerne og blev opvarmet af en kakkelovn. Om vinteren, og dengang var der både frost og sne, så børnene kunne kælke og løbe på skøjter, kunne han tit skrabe is af væggen ved sit hovedgærde om morgenen. ”Sådan var det bare, og der blev vist ikke tænkt så meget over det”, skriver han, som i dag kan se tilbage på en god og tryg barndom med en fri og alligevel fast opdragelse.
Steen Egholm Engelbøls hjem var ikke akademisk, ikke præget af politiske og holdningsmæssige diskussioner og heller ikke særlig kulturelt.
”Det, jeg lærte, var at opføre mig ordentligt og tale pænt (bandeord blev ikke brugt af mine forældre), at komme til tiden, gøre mit arbejde, både lektier og de små huslige pligter, at være en god og pæn dreng og at holde ud i svære tider”, skriver han og konkluderer:
”Det blev måske for pænt, men det har selvfølgelig præget mit liv og – bilder jeg mig ind – givet mig en god ballast til ungdomslivet og videre frem.”
Han blev den første student i sin familie, og mange fra Bakkekammen fik mellemlange og lange videregående uddannelser. Steen Egholm Engelbøl får det sidste ord:
”Hvor meget vores opvækstmiljø har betydet i den sammenhæng, er svært at vurdere, men et miljø med stabilitet, forståelse, opbakning og rimelig økonomi har i hvert fald ikke skadet.”