Prøv avisen
Boguddrag

Psykolog: Bevidstheden om døden bør minde os om kærligheden til livet

Foto fra bogen

Hvordan bliver man venner med sin sårbarhed, og hvad er eksistentiel sårbarhed for en størrelse? Det gør psykolog Kisser Paludan læserne klogere på i bogen "MOD til at være dig". Læs et uddrag her

Eksistentiel sårbarhed er et særligt vilkår, jeg lige vil beskrive. Det er den sårbarhed, der naturligt følger med det at være menneske. Den handler om liv/død og om kærlighed. Det er det eksistentielle vilkår, at vi fødes og skal dø. Vi lever og forsøger at skabe kærlige relationer og mening i livet, og på samme tid ved vi, at vi kan miste det når som helst. Måske efter et langt liv, måske i morgen.

Mennesker har altid kæmpet med dette eksistentielle grundvilkår og paradoks. Mange mennesker lader frygten for døden styre deres liv så meget, at de lever et halvt eller halvdødt liv. Det er, som om vi tror, at døden bliver knap så skræmmende, hvis vi lader være med at leve helt. Hvis vi ikke skaber et fantastisk liv for os selv, er der mindre at miste med døden.

Dette er for mange mennesker det underliggende og ofte ubevidste ræsonnement. I virkeligheden fungerer det ikke sådan. Vi skal nu se på kuren mod at lade denne sårbarhed styre vores liv negativt – og i stedet lade den blive en gave.
 
Ær dit liv, og lev det fuldt ud lige nu
Døden er en sikker bestanddel af det at være menneske. Døden og kærligheden kan ikke kontrolleres. Begge dele ligger uden for vores herredømme. Så vi må, på trods af muligheden for at miste, have modet til at elske fuldt ud og til at leve helt. Vi må bruge bevidstheden om døden, ikke til at skræmme os selv til halvdøde liv, men til at minde os om kærligheden til livet.

Livet er sårbart. Vi kan komme til skade, invalideres, blive syge, dø. De fleste mennesker er ikke interesserede i at forholde sig til livets sårbarhed eller til døden, fordi det fylder os med frygt. Derfor har vi et hav af forskellige strategier til at lade være med at forholde os til døden på en konstruktiv måde. Måske du tænker, at du ikke lader frygten for døden styre dit liv. Ofte ser vi det slet ikke. Men spørg dig selv, hvor ofte du føler dig helt og aldeles og kraftfuldt i live i den dybeste taknemmelighed over, at du er til? Og jeg mener uden, at du lige efter ødelægger den gode følelse ved at beskæftige sindet med tanker om ting, der kan gå galt, eller bare ligegyldige ting, som får den dybe livstaknemmelighed til at blegne. Det gør vi ofte.

Min mor, der var en frygtsom og fandenivoldsk type 6, var stærkt optaget af og frygtede døden. Hele min barndom talte hun om, hvordan hun mente, at hendes egen mor, min mormor, snart ville dø, og hvordan hun altid havde tænkt, at hun selv ville dø i en tidlig alder. De sidste mange år af hendes liv, hvor hun var frygtelig syg af Parkinson, proklamerede hun hvert år, at dette ville blive hendes sidste jul. Denne frygt og snak om døden hele mit liv kaldte på min beskyttertrang og irriterede mig samtidigt grænseløst.

Den gave, jeg har fået ud af min mors forhold til døden, er bevidstheden om døden i mit liv. Det har betydet, at jeg ikke tager livet eller kærligheden for givet. Jeg frygter ikke døden og er ikke optaget den, men har visheden om døden med mig som en del af livet. Denne bevidsthed giver mig den meget store gave, det er at være her med ydmyghed og taknemmelighed. Jeg ved, at livet – for slet ikke at tale om et liv uden sygdom – ikke er en selvfølge, og jeg er dybt beæret over og taknemmelig for det liv, jeg har.

Når vi frygter døden eller livet, så lever vi ofte halve liv. Uden bevidsthed eller nærvær. Det er, som om vi tror, at hvis blot vi lader være med at leve helt, så bliver livets skrøbelighed og tanken om døden nemmere at udholde. Hvis vi ikke rigtigt tager rosens skønhed og duft ind, hvis vi ikke rigtigt lytter til havets magi, hvis vi ikke rigtigt lader solens stråler lade os op, hvis vi ikke rigtigt forstår al skønheden og magien i hverdagen, hvis vi ikke rigtigt elsker og lever...

Vi går gennem livet uden bevidstheden og den ydmyge taknemmelighed og uden at reflektere over, hvad livet vil os. Vi fortaber os i tanker om, hvad vi vil med livet i stedet for at overgive os til det og lade livskraften guide os. Livet vil os livet. Livet vil, at vi kommer helt til stede i dette nu, som er det eneste, vi har. Hvis vi ønsker at træde helt ind i livet, må vi holde os døden for øje. Ikke som en frygt-udløser, men bare som et nøgternt faktum i livet.

Vi har dette nu. Når vi er til stede i nuet, folder livet sig ud og bliver smukt og storslået. Og hvis vi er til stede i nuet, når livet gør ondt, opløses smerten af sig selv. Når vi træder helt ind i dette nu, klares vandet, og de smukkeste farver træder frem. Når vi er optaget af fortid og fremtid, misser vi livet. Vi er hele tiden på et tog den ene eller anden vej i stedet for at stå af, træde ud i solen, mærke jorden under fødderne og himlen over hovedet. Mennesker, der har oplevet af få en alvorlig diagnose og står ansigt til ansigt med døden, beskriver, hvordan alt det ligegyldige
falder fra, og det, der er vigtigt, står tilbage: livet og kærligheden. De kommer til at forstå, hvilken stor gave det er at leve, og at det eneste, der virkelig betyder noget, er kærligheden.

Så den sårbarhed, der vedrører døden, kan hjælpe os til at sikre, at vi træder fuldt ind i livet. Uanset hvor længe du allerede har levet, så lad dette være anledning til at mærke efter, om du lever fuldt ud. Denne forenklede model kan illustrere min pointe.

ØVELSE: Ærer du dit liv?
Se nu på de følgende spørgsmål med den største venlighed over for dig selv. Uden at slå dig selv i hovedet med skyld eller skam. På kurser og retreats har jeg oplevet mennesker, der pludselig
så deres liv i et nyt lys og blev overvældet og ked af det over følelsen af at have misset så meget i deres liv ved at have været fraværende og frygtsomme. Du skal vide, at vi hele tiden gør det så godt, vi kan i vores liv. Så gå igennem disse spørgsmål med dig selv med medfølelse, ikke med en dom.

I hvor høj grad ærer du dit liv og det, som dit liv vil dig? På en skala fra 0-10?
I hvor høj grad er du til stede/nærværende i dit liv? På en skala fra 0-10? Hvad spænder ben for dig for at være ydmyg og taknemmelig i dit liv? Hvad vil dit liv med dig? Luk øjnene, træk vejret dybt ned i maven, mærk dine fødder. Prøv ikke at regne noget ud. Lad pennen føre sig selv. Ær livet ved at undersøge, hvad dit liv kalder på. Hvis du skulle ære dit liv helt og fuldkomment og ikke var bange for noget, hvad ville du så gøre?
 
Hvornår vil du gøre det?
 
Har du brug for hjælp? Hvem vil du spørge?
 
Hvad er skridt 1-2-3? Hvad er din tidsplan?