Prøv avisen
Boguddrag

Sygdom kan få tiden til at gå hurtigt, langsomt eller helt i stå

Modelfoto. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Sygdom rammer mange biologiske og kognitive funktioner – herunder tidsopfattelse. Man kan se ældre ud, end man er, og man kan føle sig yngre, end man er. Det skriver læge og professor Morten Sodemann i bogen "Sårbar? Det kan du selv være". Læs et uddrag her

Time is a brisk wind, for each hour it brings something new… but who can understand and measure its sharp breath, its mystery and its design? Therefore the physician must not think of himself too important; for over him there is a master – time – which plays with him as the cat with the mouse
- Paracelsus 1493-1541

Som patient må man opleve, at tiden har sine egne ben – nogle dage er den uendelig, andre dage opdager man den ikke. Der er en tid, der opleves, og så er der en fysisk tid, der lever desuagtet. Einstein beskrev to tider: ”I denne verden er der to tider: den mekaniske tid og kropstiden. Den første er ueftergivelig og forudbestemt. Den anden tager beslutninger, som den går... Begge er sande, men deres sandheder er ikke de samme."

Sundhedsvæsnet arbejder tidsstyret og har fixerede tidsopfattelser som præmis, men kroppens tidsforståelse påvirkes af relationer, oplevelser og sociale begivenheder, der kan få den til at gå hurtigt, langsomt eller helt i stå. Men sygdom kan også ændre tidsopfattelsen. Sygdom rammer mange biologiske og kognitive funktioner – herunder tidsopfattelse. Man kan se ældre ud, end man er, og man kan føle sig yngre, end man er. Etniske danskere føler sig ældre, end de er, når de er under 40 år og føler sig yngre, end de er, når de har passeret 40 år.

Omvendt med flygtninge i Danmark: De føler sig i gennemsnit 20 procent ældre end deres biologiske alder. Hvis lægen ikke er opmærksom på patientens egen tidsforståelse, kan man risikere at tale forbi hinanden - og som studiet ovenfor tyder på, så er det en konsekvens af sygdom, som læger ikke er bekendte med.

Tiden er noget privat, som pludselig kan få afgørende betydning, når man er syg. J.B.Priestley skriver i Man and Time fra 1964, at ”Det er en af tidens ejendommeligheder, at den er overordentlig privat og alligevel noget, man deler med andre (...) På overfladen, i urenes og aftalernes verden, deler vi tiden. Men på et dybere niveau er den meget privat, og så på et endnu dybere niveau kan vi dele det på et ubevidst plan, som vi ikke helt forstår.”

I en undersøgelse af 50 lægers erfaringer med deres egen alvorlige sygdom kom det som en gennemgående overraskelse for dem, at patienttid, lægetid og institutionstid ofte kolliderer eller forløber helt uafhængigt af hinanden. Forskellene var tydelige på både kort og lang sigt i forhold til historisk tid (tidligere tidsperioder), prognose (måneder/år), aftaleforsinkelser (dage/uger), daglige hændelser relateret til sygdommen og patientopgaver (timer) og tidsforbrug i venteværelser (minutter/timer).

Definitioner af tidsperioder (fx "hurtig", "langsom", "mange" og "snart") varierede bredt og stødte ofte sammen. Det er velkendt, at depression sløver patienters interne ur: jo mere deprimeret, jo langsommere går patientens ur. Forbigående tristhed eller midlertidig belastning har samme effekt. Meget tyder på, at skizofreni, parkinsonisme, apoleksi, PTSD, personlighedsforstyrrelser, alkoholmisbrug, stofmisbrug og en lang række medicinske behandlinger også ændrer patienters tidsopfattelse. Både læger og patienter kan have en forvrænget tidsopfattelse i akutte situationer.

Tid er det smukkeste man kan give et andet menneske
- (Bjarne Lenau Henriksen, tidligere præst i Maria Kirken, leder i Kirkens Korshær)

Freud mente, at de bevidste tankeprocesser har en tidsdimension, mens de ubevidste processer er tidløse. Lægen er ikke fritaget for tidsbundne bevidste og tidløse ubevidste tankeprocesser som subjektivt kan påvirke, hvordan lægen opfatter kronologien i en patients historie. Levet tid opleves forlæns og har betydning, konsekvenser og sanser (ventetid, tab, fortrydelse, succes, strategi, glæde) knyttet til den.

Modsat måles den sundhedsvidenskabelige tid baglæns og har ikke tilknyttet mening, konsekvens eller sanser. I bakspejlet kan tiden opleves anerledes, end da den blev oplevet, kronologien kan opløses og reorganiseres, hvis den senere kontekst fordrer det. Det er en kunst at genskabe det ”mindst ringe” snapshot af den historiske patient-kronologi, fordi begivenheder kan forrykkes af sygdom, efterrationalisering eller for at skabe en kønnere eller mere præsentabel udgave af sygehistorien.

Præmissen er at lægen, via sin uddannelse og erfaring, kan rekonstruere et objektivt kronologisk sygdomsforløb med årsager og virkninger. Imidlertid er den sundhedsvidenskabelige tidsforståelse ikke en nyttig kontekst til at forstå væsentlige menneskelige erfaringer (som f.eks. oplevelsen af sygdom). Det kan derfor være konstruktivt at nedbryde og forstå patienters fortællinger i forskellige tidsperspektiver – ikke mindst for at tvinge sig selv, som sundhedsprofessionel, til at reflektere over ens egen rolle i den fælles sygehistorie.

Freud skitserede de mange forskellige tidsregninger, der kan være i én og samme lægesamtale omkring en patients sygehistorie:

1. Den kronologiske faktiske orden, begivenhederne indtraf i patientens liv

2. Den orden, traumer efterfølgende blev traumatiske og førte til sygdom

3. Den orden, patienten vælger at fortælle om dem til lægen

4. Den orden, patienten vælger at ordne dem i behandlingen

5. Den orden, som lægen vælger at se dem i

Man fristes til at tilføje endnu to tider: den tid, lægen vælger at dokumentere og den tid, som den elektroniske patient journal tillader at der dokumenteres.

Carl-Magnus Stolt bekymrer sig i sin bog Medicinen og det menneskelige om, hvordan patienttid ændres af sundhedsvæsnets tempo og specialiserede, organfokuserede tilgang til patienter i dag.

Mozarts stykker skal spilles i en bestemt optimal hastighed, en relativ langsomhed, som skal findes – spilles den hurtigere, forsvinder kvaliteten og sammenhænge mellem tonerne ændres, og musikken bliver underlig og irriterende.

På samme måde skal lægen og patienten finde deres indbyrdes relative langsomhed, så fortællingen får et harmonisk flow, der passer til patientens tankerækker, indskydelser og associationsmønster.

Man må bekymre sig, mener Stolt, med sin musikalske metafor, over, hvad der er konsekvensen af de programmatiske sundhedsøkonomiske tidsstyrede rammer og stramme pakkeforløb, skabelonfixerede samtaler og copy-paste journaler: Hvordan finder lægen sin relative langsomhed og patienten i en organisation, hvor alle spiller den samme komprimerede musik i hurtigt up-tempo?