Denne artikel er en del af en ny serie. Du kan følge serien "Danmark drikker" ved at få en mail, hver gang en ny artikel er klar. Klik her.
Hver lørdag morgen klokken lidt i otte stod jeg med næsen foran vinduet i Aldi for at købe pakker med fem-seks små flasker Boonekamp. En pakke kostede kun 17 kroner, så det var billigere end Underberg.
Jeg er 58 år og en del af malersjakket i Frederiksberg Kommune. Jeg elsker mit job og møder ofte lidt før arbejdstid klokken 6.30 på pladsen foran den gamle busremise i Valby. Jeg havde et alvorligt alkoholmisbrug, fra jeg var 45 år, til jeg var fyldt 50 år. I de år tog jeg forbi en tankstation klokken seks om morgenen på hverdage for at købe brændevin og Underberg i små flasker, som jeg smuglede ind på arbejdspladsen og gemte i en reol.
Hvorfor jeg begyndte at drikke, kan jeg ikke svare på, men det handlede mest om kedsomhed og ensomhed.
Jeg er vokset op på Vesterbro i København, og efter folkeskolen arbejdede jeg seks år i militæret. Jeg blev gift som 22-årig og fik to børn med min første kone, blev skilt, gift igen og fik en søn. Som ung drak jeg ikke mere alkohol end alle andre. Mine skilsmisser havde ikke noget med alkohol at gøre, men skyldtes, at vi var vokset fra hinanden.
I 1986 fik jeg job i Frederiksberg Kommune. I mange år kørte jeg lastbil, men mens jeg havde mit alkoholproblem, kørte jeg ikke. For fem-seks år siden begyndte jeg at male hvide streger på fodgængerovergange og handicappladser. Jeg kører sammen med en kollega året rundt.
Da jeg begyndte i kommunen, var alkoholkulturen ikke særlig god. Mange af mine kolleger fik flere øl, end godt var. Jeg havde et par kolleger, der ikke kunne arbejde, før de fik noget at drikke, fordi de rystede så meget. Hvis vi var 20 mand på pladsen, drak 8-10 af dem nok i arbejdstiden. Det var der ikke nogen, der sagde noget til.
I 2000’erne blev der indført alkoholforbud, og siden har der været nultolerance over for alkohol på min arbejdsplads.
Efter mine skilsmisser boede jeg sammen med en kvinde i tre år. Vi havde det hyggeligt og kunne godt lide en øl eller to på Herlev Kro. Da vi besluttede at bryde op, var vi stadig gode venner. Jeg flyttede tilbage til min gamle lejlighed.
Når jeg kom hjem fra arbejde, sad jeg helt alene og så tv. Jeg følte tomhed og ensomhed. Jeg begyndte at komme brændevin i kaffen og fik ikke rigtig noget mad. Jeg kan ikke give nogen skylden for, at jeg begyndte at drikke. Jeg var ked af det efter bruddet, for jeg syntes, at vi havde det ganske udmærket sammen. Den dag i dag kan jeg ikke svare på, hvorfor jeg begyndte at drikke. De bedste forklaringer er ensomhed og kedsomhed. Jeg blev afslappet, når jeg drak, og glemte mine problemer. Jeg drak også øl med en gruppe kolleger efter arbejdstid. Det gav sammenhold.
Misbruget udviklede sig. Jeg kunne vågne op midt om natten og drikke alkohol, fordi jeg var tørstig. På mit arbejde kom jeg brændevin i kaffen, og kaffen fik efterhånden mindre og mindre farve.
Men jeg passede mit arbejde og kom aldrig for sent. På en eller anden måde bildte jeg mig selv ind, at jeg godt kunne fungere og styre mit liv, selvom jeg drak en flaske brændevin om dagen plus øl og Underberg. Når jeg hver 14. dag havde samvær med mine børn, drak jeg mindre. Men i det øjeblik de tog hjem, skejede jeg ud igen.
Når jeg ser tilbage, varede mit alkoholmisbrug ikke i så mange år, men det udviklede sig voldsomt. Øllene var ikke stærke nok. Den tanke, at jeg var afhængig af alkohol, strejfede mig ikke, for jeg opfattede ikke mig selv som en typisk alkoholiker. Jeg boede jo pænt og gik på arbejde. Jeg tror, det er en automatisk reaktion. Man lukker ned for al erkendelse af misbruget. For erkender man problemet, er man også nødt til at gøre noget ved det.
Når jeg havde drukket og vågnede om natten, ringede jeg til min søster og brokkede mig over ting, jeg var utilfreds med. Det gjorde jeg vel 8-10 gange, og det var hun selvfølgelig rigtig træt af. Min søster ville have mig på afvænning, men jeg sagde, at hun skulle blande sig udenom.
Heldigvis var hun stædig, og en februardag i 2013 kom hun ud i min lejlighed og stillede mig over for et ultimatum. Vil du se dine børn og din øvrige familie, eller holder du fast i flasken? Jeg skulle bestemme mig her og nu og straks gå i behandling. Min første reaktion var, at det kunne jeg da sagtens selv klare. Jeg ville ikke i professionel behandling. Men jeg valgte efter lidt betænkningstid alligevel min familie. Konfrontationen med min søster skete en fredag, og min søster havde ordnet det sådan, at jeg skulle begynde i behandling om mandagen klokken 10.
Den weekend blev et sandt helvede. Hun hældte al spiritus og øl, som jeg havde i mit hjem, ud i vasken, og hun tog mine penge, så jeg ikke var i stand til at købe nye forsyninger. Min krop skreg efter alkohol. Jeg rystede i en sådan grad, at havde jeg haft en kop piskefløde i hånden, var fløden blevet til skum. Jeg var konstant rastløs, og om aftenen gik jeg ned til den lokale købmand for at høre, om jeg kunne købe på klods. Heldigvis sagde han nej.
Jeg var flov, da vi kom til behandlingsstedet. Behandleren gav mig noget Risolid, så min krop ikke længere rystede, og dagen efter begyndte jeg i ambulant alkoholbehandling med Antabus.
Det første halve år på Antabus var svært. Jeg drømte om, at jeg igen kunne drikke en weekend, men det afskrækkede mig, at man bliver hundesyg, hvis man er på Antabus og drikker. Min arbejdsplads var forstående, og jeg fik fri til behandlingen. Jeg kom i ambulatoriet et par gange om ugen og fik Antabus og samtaler med en behandler.
Kombinationen af samtaler og Antabus var det rigtige for mig. Min behandler og jeg talte meget om, hvordan man kan komme væk fra tankerne om at drikke. Vi talte også om min livssituation. Om min følelse af ensomhed og det, at jeg betragtede hele min tilværelse som uendelig trist. Jeg følte kun glæde, når jeg talte om mine børn.
Jeg valgte at være åben om mit alkoholproblem over for kollegerne. Den ene halvdel af mine arbejdskammerater roste min ærlighed, mens de, jeg havde drukket med, trak sig.
Efter et halvt års ambulant afvænning kom jeg med i Lænken Hvidovre og har været formand i syv år. Vi har møder fire gange om ugen. Lænken blev min redning og anden familie. Vi er på kurser og udflugter sammen. Jeg kender Lænken-folk over hele Danmark, som jeg altid kan ringe til, og jeg føler mig ikke længere ensom. De første to år efter afvænningen havde jeg stadig drikketrang. Det har jeg ikke mere, og jeg rører ikke længere alkohol, men drikker kaffe og cola i spandevis.
Denne artikel er en del af en ny serie. Du kan følge serien "Danmark drikker" ved at få en mail, hver gang en ny artikel er klar. Klik her.