Journalist: Brætspil med ungerne er god afslapning

Journalist Mette Frisk, 38 år og vært på ”Madmagasinet” på DR 1, kæmper en livslang kamp mod trangen til sukker

Mette Frisk har skrevet bogen ”Syv sunde vaner”, der udkommer på Politikens Forlag til august, om, hvordan man som forbruger kan være på vagt over for fup, snyd og camouflage i fødevareindustrien.
Mette Frisk har skrevet bogen ”Syv sunde vaner”, der udkommer på Politikens Forlag til august, om, hvordan man som forbruger kan være på vagt over for fup, snyd og camouflage i fødevareindustrien. . Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR.

Hvad er det gode liv for dig?

"Et liv, der rammer den perfekte balance mellem et meningsfyldt arbejde og masser af tid til at opleve verden med familien."

Hvornår har du det bedst med dig selv?

"Når jeg indfrier mine egne forventninger til mig selv. Det vil sige, når jeg kører i et højt gear og når alt det, jeg gerne vil, men samtidig har helt ro på til bare at tegne eller hoppe på trampolin med børnene."

Hvad gør du for at holde kroppen i gang?

"Om vinteren dyrker jeg yoga og trx, som er styrketræning, hvor man bruger sin egen kropsvægt som modstand, og løber. Om sommeren løber jeg bare – til gengæld helst tre-fire gange om ugen. Og så bader jeg hele året. Det sætter gang i hele systemet og giver en helt fantastisk følelse af at være til stede."

Hvad er afslapning for dig?

"Brætspil med ungerne, en god bog, havearbejde eller en Netflix-serie. Præcist hvad jeg laver er ikke så vigtigt. Det handler mere om at være til stede uden mails, opkald og gøremål, der kravler op på ryggen af mig."

Hvad er der altid i dit køleskab?

"Mælk, A38 og æg. Vi overlever ikke en dag uden."

Hvad er din største last?

"Sukkertrang. Jeg har indset, at det er en livslang kamp. Nogle gange er jeg i kontrol, andre gange er det søde pulver ved at få overtaget. Så tager jeg en kold tyrker."

Hvad er det bedste sundhedsråd, du har fået?

"Lyt til din krop. Jeg kan godt mærke, at den ikke kan lide det, når jeg har spist for meget eller for mange tomme kalorier. Når jeg lytter efter, ved jeg godt, hvornår jeg skal holde igen med usund mad. Det samme gælder søvn. Når der er sandpapir i øjnene, så har der været for mange nætter med mindre end syv timer på langs."