Brevkassen: Sommertiden er god til undren og taknemmelighed

Naturens skiften, og livet der udfolder sig netop nu, er næsten ubegribeligt. Så kan man blot sige tak – for de muligheder, der bliver os givet og at vi har nogen at dele dem med, lyder budskabet i denne uges brevkasse

Psykolog og familieterapeut Annette Due Madsen og overlæge og psykiater Jørgen Due Madsen. Foto: Leif Tuxen

Sommerferien står for døren. Tiden, som mange af os glæder os til. Sol, varme, tid, afslapning, nærvær, oplevelser og meget mere forbinder vi med sommerferie. Men for nogle mennesker er denne tid måske det modsatte, fordi der kræves noget særligt.

Til dagligt snakker en af os – Annette – med mange forældre, der har børn med særlige behov, og som under en eller anden form er handicappet. For mange af disse forældre er ferietiden ofte en tid, hvor der kræves ekstra meget af dem. Skoler lukker, hjælpeapparatet er måske på lavt blus, og dermed skal forældre på ekstraarbejde fra morgen til aften og skal have ferietiden til at gå op i en højere enhed, hvor både de måske raske børn og de, der har særlig brug for hjælp og opmærksomhed, skal tilgodeses. Man kan måske ikke som andre familier tage på udflugt allesammen på en gang, man kan måske ikke tage i sommerhus eller ud at rejse. For disse familier kan weekender og ferier være endda mere krævende end hverdagen.

Sådan kan det også være for mennesker og pårørende til folk, der er syge. Sygdom tager ikke hensyn til sommer og ferietid. Den banker nogle gange på de mest uhensigtsmæssige tidspunkter af året og kræver, at man går den svære vej, det er at være alvorligt syg eller at være pårørende til en, der er syg. Det kan ofte være ensomt, når alle andre drager afsted på ferie, og alle er sporet ind på glædelige oplevelser og sommerstemning.

Det kan også være svært for gamle eller enlige, som måske ikke lige har en plan for de kommende uger. På en måde er hverdagen ofte bedre for dem, når alle andre er hjemme, og livet går sin vante gang. Når mange andre tager af sted, husene bliver lidt tomme, og andre er glade og forventningsfulde, så kan ensomheden eller begrænsningerne føles endnu sværere end til hverdag. Så en glædelig ferietid er ikke en selvfølge for alle. Det er også værd at tænke på for alle os, der kan drage ud i sommerlandet.

Så måske skal mange af os bruge denne sommer til at blive fyldt med taknemlighed over de muligheder, der bliver os givet, og som på ingen måde er en selvfølge, være taknemlige for, at vi er sunde og raske, at der er nogen, som vi kender, som vi kan være sammen med i hvert fald noget af ferien. Og være taknemmelige for, at corona ikke holder os i et så stramt greb mere, at vi kan være mere mobile og være mere sammen og ikke tænke så meget på restriktioner og forsigtighed i samme grad som for kort tid siden.

Ting, som vi er vant til, kan ofte opleves som en selvfølge. Men det gode liv er ikke bare en selvfølge. Det har coronatiden blandt andet mindet os om.

Måske er det også selvfølgeligt, at sommeren kommer med al sin frodighed. Grønne træer, blomster i grøfter og i haver, varmt vand, lange lyse aftener. Årstiderne følger jo hinanden – så de kan opleves som helt naturlige og helt forudsigelige. Men måske skulle vi alligevel stoppe lidt op, nu når mange af os har tiden til at reflektere og fyldes med taknemlighed over livets under og over naturens underfulde skaberkraft.

Verden er ikke skabt sort-hvid, selvom vi ofte har holdninger og tilgange til mange sager, som vi gør til enten sorte eller hvide. Verden har utallige nuancer, som vi mindes om, når vi ser os omkring i naturen. Der er grøn ikke bare grøn, for den findes i masser af nuancer, fra den helt sarte, fine lysegrønne til den dybeste mørkegrønne, som næsten går over i sort. De røde blomster er også i alverdens nuancer fra den sarte lyserøde, der kan findes i en rosenknop til den knaldrøde valmue. Den flotte majestætiske blå farve kan være helt babylyseblå på en sommerhimmel – som endda skifter nuancer hver dag og på forskellige tidspunkter af døgnet – til den dybeste mørkeblå farve, som kan lyse ud af havets dyb eller fra en fløjlsblå frakke.

Vi synes, at der skal megen stor tro til at tænke, at alle disse kreative kræfter og den skønhed, der viser sig både her og der i sommerlandet, er kommet helt tilfældigt og ud af ingenting. Vi tænker, at der må være en at rette sin undren imod og nogen at takke for alt det smukke, det skønne og det levende, som ingen af os er stand til at skabe selv, og som findes lige uden for os alle i den skønne sommertid. Der er nok at undre sig over ved alle vækster, dyr og mennesker, havets svalende evne og himlens skiftende farver.

I maj fandt vi de tørre, kedelige og brune georgineknolde frem fra en papkasse nede i en kælderen. Vi puttede dem håbefuldt i jorden, kastede lidt gødning ned i hullet og vandede godt og grundigt. Nu flere uger efter strutter krukkerne med store kraftige grønne blade, og når vi kommer hjem fra sommerferie, forventer vi, at der står store georgineblomster i mange farver og med de sjoveste faconer. Det synes vi er et under. At der af kedelige knolde kan skabes liv, farver, skønhed og livskraft.

Forleden dag lå vi og skulle putte et barnebarn, fordi forældrene var inviteret i byen. Det er altid en fin stund at ligge der med et barn, der er ved at lukke ned for dagens aktivet. Kroppen bliver lidt tungere, og der er lige lidt plads til nogle fortællinger og lidt sang, inden øjnene helt lukker i. Vi havde fundet nogle gamle billedbøger i en kasse oppe på loftet fra vores egen barndom. Og det vækkede interessen.

En af bøgerne handlede om en dreng, der skulle med sin far, mor og lillesøster på stranden, fordi det var så godt vejr. På stranden byggede han og hans far en flot sandborg, og de spiste den medbragte mad og nød havets brusen. På et tidspunkt spørger drengen sin far, hvem der har lavet solen. Faderen siger, at det har Gud. Drengen spørger så: ”Jamen hvem har så skabt de bitte små sandkorn, som der findes milliarder af på stranden?” Og så svarer faderen også, at det er Gud, der har fundet på det. Så er det, at vores lille barnebarn udbryder: ”Jamen vidste drengen ikke det, hvorfor skulle hans far svare på det, for det ved man da.” Det er nok det, der hedder barnetro.

Måske skal alle vi voksne øve os på at blive ligesom børn i denne sommertid og lade undring og tro komme til os. Undres over den fantastiske natur, se på solens ubeskrivelige under med varme og lys og de bittesmå sandkorn, som er umulige at tælle, for ikke at snakke om fiskene i havet, blomsterne i grøften, børnene på standen og livsappetitten, der kan folde sig ud mellem mennesker, der mødes i fællesskab og godhed. Kødet på grillen, hvilet i liggestolen, bøgerne, der lader sig læse af vores øjne i ro på terrassen. Alt vidner om en skaberkraft, der er så uendelig kreativ, opfindsom og samtidig systematisk i sine indretninger, så det er umuligt at fatte.

Det er muligt at tro, at det alt sammen er tilfældigheder. Men det er også muligt at sige som barnet, der skal sove, at det er naturligt at forstå, at der må stå en stor og kreativ og gavmild skaber bag. Som Guds egen søn udtrykte det, så er de mindste de største. Derfor er det efterfølgelsesværdigt at have barnets ægte tilgang til livets undere og træne i at undres som de.

Rigtig god sommer ønskes I alle. Og så glæder vi os til at vende tilbage i august, hvor vi igen vil tænke højt sammen med jer om vigtige, livsnære, glædelige eller alvorlige spørgsmål.

Mange hilsener