Broder Theodor så døden i øjnene

En dansk-tysk-italiensk munk var i fem uger indlagt med corona. Siden har han været fuld af en taknemmelighed. Den ser han som den mest udtalte senfølge af sygdommen

"Jeg var bundet til en seng, og i begyndelsen var jeg jo nok lidt arrig, fordi jeg skulle have skiftet ble. Men når jeg bad for de mennesker, som omgav mig og de andre patienter med plejebehov, så blev det taknemmeligheden, som vandt over irritationen,” siger broder Theodor. – Foto: Leif Tuxen.
"Jeg var bundet til en seng, og i begyndelsen var jeg jo nok lidt arrig, fordi jeg skulle have skiftet ble. Men når jeg bad for de mennesker, som omgav mig og de andre patienter med plejebehov, så blev det taknemmeligheden, som vandt over irritationen,” siger broder Theodor. – Foto: Leif Tuxen.

Broder Theodor havde været dårlig et par dage. Han havde hostet og været utrolig træt, så derfor holdt han sengen i klosteret i den italienske by Assisi i Umbrien. En medbroder sørgede for, at han fik taget temperatur og målt sin puls. Første gang, hans medbroder nævnte, at det kunne være en god idé at komme på hospitalet, afslog broder Theodor prompte. Næste gang hans medbroder målte broder Theodors puls, slog han alarm. Da en ambulance kort efter kørte væk med ham, tænkte flere af brødrene, at broder Theodor ville komme tilbage i en kiste.

Artiklen fortsætter under annoncen