Prøv avisen

Brødrene og kirken, der forsvinder

Frank (tv.) og Allan Normann Sørensen på klinten, som er i stadig bevægelse og går næsten lodret 40-50 meter ned til stranden. Måske var munkestenene, som Mårup Kirke blev bygget af, brændt på et teglværk, der hørte til den store gård Løntorp, som i dag for længst er forsvundet i havet, gætter de. Bag brødrene ses de sørgelige rester af Mårup Kirke. Kun koret, men uden tag, står tilbage. Foto: Henning Bagger

Brødrene Allan og Frank er med i nedrivningen af den landskendte Mårup Kirke. Selvom det er lidt sørgmodigt, er de fascineret af det unikke indblik, som de gennem Nationalmuseets nedtagning har fået i deres murerkollegers arbejde for 800 år siden

Kommer man kørende ad Mårup Kirkevej ved Lønstrup i Vendsyssel vest for Hjørring, er der først ikke rigtig noget at se. De sørgelige rester af et af Danmarks ellers mest omtalte og omstridte bygningsværker putter sig bag klitterne, men en spids af ankeret fra den engelske fregat ”The Cres-cent” rager op.

Ankeret står som et mindesmærke over en af de store, dramatiske strandinger langs den jyske vestkyst og er sammen med den forblæste kirkegård omkring Mårup Kirke med til at skabe et eftertænksomt og dystert sindbillede på vort korte og uberegnelige liv. ”The Crescent” strandede i en decemberstorm i 1808 ud for Mårup og tog 226 mennesker med sig i døden.

Tidligere var ankeret anbragt vest for Mårup Kirke, men for nogle år siden blev det flyttet om på den anden side af kirketomten, længere inde på land, for ikke at styrte i havet sammen med de vestligste af gravene på kirkegården, der for længst er forsvundet ud over klintekanten.

Ved siden af ankeret rager klokkestabelens skråtag op. En næsten 500 år gammel malmklokke - støbt af ”Lars Klokkestøber” - hang her indtil for et par måneder siden, hvor den blev stjålet som et af tidens mange metaltyverier.

Tyveriet ærgrer brødrene Frank og Allan Normann Sørensen, for der var gjort plads til klokken i tårnet i Lønstrup Kirke.

”Men den klokke bliver jo nok smeltet om, så den ser vi formentlig aldrig igen,” mener de to brødre.

De er begge med i menighedsrådet ved Lønstrup Kirke inde i byen. Her har det lokale kirkeliv udfoldet sig siden indvielsen af kirken i 1928, hvor Lønstrup Kirke blev taget i brug som erstatning for den gamle. For allerede dengang kunne man forudse, at Mårup Kirke, sognets 800 år gamle middelalderkirke ude på klinten lidt syd for byen, nok snart ville styrte i havet.

At dødskampen har taget længere tid end oprindelig forudset, har en geologisk forklaring. Mårup Kirke er bygget på en klint af blåler. Det er mere modstandsdygtigt over for naturkræfterne, men havet kommer alligevel tættere og tættere på. Det sker i ryk, når efterårs- og forårsstormene raser. Som for nylig, hvor der blev skabt et nyt skred i lergrunden, hvis glinsende, smattede overflade falder 40-50 meter stejlt ned til stranden og havet.

”Klinten er i stadig bevægelse, og der kommer hele tiden nye brud,” forklarer Allan Normann Sørensen, mens vi står ved afspærringerne.

Det er absolut ikke ufarligt at bevæge sig for langt ud, der er belæg for skiltenes advarsler mod at komme for tæt på.

Årligt besøger op mod en kvart million turister stedet for at følge de sidste akter af dramaet omkring Mårup Kirke. Et drama, som gennem årene har gjort den lille kirke på afgrundens rand landskendt. Idealister har forgæves kæmpet for en kystsikring, andre arbejdede med planer om at flytte kirken ind på sikker jord.

”Men det ville jo aldrig blive det samme, så det har vi opgivet,” siger Allan Normann Sørensen.

Havet æder gennemsnitligt to en halv meter af klinten om året, og selvom det sker i ryk, skal der ikke meget matematisk kunnen til for at regne ud, at Mårup Kirke snart vil være helt forsvundet.

Det er den sådan set næsten allerede, for efter Nationalmuseets seneste nedtagningsrunde står kun murene af koret tilbage som en ruin, uden tag, i godt et par meters højde, og soklen af det nedrevne kirkeskib er kun få meter fra klintens kant.

Det er Miljøministeriet, der har besluttet, at naturen skal gå sin gang. Beslutningen omfatter også kirkegården. Som Naturstyrelsens opsynsmand på stedet er det en af Allan Normann Sørensens opgaver at samle kranier og øvrige rester af gamle Lønstrup-borgere op på stranden, når klinten skrider, og gamle grave fritlægges og styrter ned. Der var begravelser på kirkegården helt frem til 1961 og 2002, hvis man tæller urnenedsættelserne med.

Selv mener Allan Normann Sørensen, at han har været med til at samle op mod 90 kranier foruden andre skeletdele på klinten og stranden. En gang imellem kommer nogle af de lokale forbi med en plastikpose med deres fund.

”Vi forsøger at behandle resterne fra de nedstyrtede grave med værdighed,” understreger han.

Knoglerne begraves på kirkegården ved Lønstrup Kirke.

”Minde over begravede fra Mårup Kirkegård” står der på stenen, som menighedsrådet her har bekostet.

Også på andre måder er der forbindelse mellem Lønstrups nye og gamle kirke og kirkegård. Efter at Mårup Kirke var taget ud af brug, blev døbefonten flyttet til den nybyggede kirke. Her finder man blandt andet også Mårups sengotiske altertavle fra omkring 1520 med Anna Selvtredje - et motiv, som viser Maria med Jesusbarnet sammen med Marias mor/Jesu mormor, den hellige Anna.

Ligeledes hænger i Lønstrup Kirkes våbenhus et kirkeskib, som den daværende ejer af Mårup Kirke, den rige købmand Segelcke i Lønstrup, i 1842 forærede til sin kirke.

Modelskibet blev stjålet i 1970, og først 10 år senere dukkede det op i Brønderslev Kro i en elendig forfatning. En gæst uden penge havde betalt med vraget.

Allan og Frank Normann Sørensen, henholdsvis 76 og 71 år, er født og opvokset i Lønstrup og har boet her det meste af deres liv. De er begge udlært murere. Frank Normann Sørensen har arbejdet som murer, indtil han gik på efterløn som 60-årig, broderen blev siden arkitekt i det gamle Hjørring Amt og ved Hjørring Kommune.

Som gamle Lønstrup-borgere og som håndværkere har de det tætteste forhold til Mårup Kirke. Gennem årene har de kalket og vedligeholdt kirken og nu de seneste år deltaget i Nationalmuseets nedbrydning.

Det er selvfølgelig lidt vemodigt, at den sidste rest af Mårup Kirke nu snart forsvinder, mener de, men som gamle håndværkere er de mere optaget af, hvad nedbrydningen af kirken har afsløret af godt håndværk af deres kolleger for 800 år siden.

”Når vi som unge var med til at kalke kirken, anede vi jo ikke, at der kunne gemme sig så meget spændede inde i de tykke mure,” siger Frank Normann Sørensen. Han glæder sig over, at Nationalmuseet fik til opgave at forestå nedbrydningen, som over flere omgange er foretaget med minutiøse registreringer undervejs.

”Når det nu ikke kunne være anderledes, har det været uroligt spændende at være med til. Hvis den gamle kirkebygning bare havde fået lov til at vælte ned på stranden, ville det have været skammeligt,” fastslår brødrene.

Som Thomas Bertelsen, der er leder af nedbrydningen og middelalderarkæolog ved Nationalmuseet, har påpeget, har den kontrollerede nedtagning af Mårup Kirke givet arkæologerne en helt unik mulighed for at komme ind bag de pudsede facader og blive klogere på, hvordan middelalderens håndværkere byggede kirker.

”Vi kan i hvert fald se, at det ikke har været bønder og amatører, der har stået for byggeriet,” påpeger Frank Normann Sørensen, mens han beundrer håndværket i det stykke af kirkens nordmur, som endnu er tilbage.

Her kan man blandt andet se, hvor opfindsomme datidens håndværkere har været ved i murværket at kombinere munkesten med natur- og strandsten. Måske fordi man på et tidspunkt er udgået for brændte teglsten.

Nedtagningen har vist, at den oprindelige Mårup Kirke har været et prestigebyggeri, bygget af folk, som kunne deres håndværk, og opført før de store sandstorme, hvor der endnu var råd til at gøre noget ud af tingene. Måske har det været nogle af de samme håndværkere, som var med til det store kloster- og kirkebyggeri i Børglum, 10-15 kilometer syd for Lønstrup, påbegyndt et par årtier tidligere. En egeplanke, fundet over en afblændet kvindedør i Mårup Kirke, daterer kirken til 1202, og den er så taget i brug fem år senere.

Ligesom Børglum hører Mårup til blandt de tidligste teglværksbyggerier herhjemme, og måske er munkestenene brændt på et teglværk, som hørte til den store gård, der lå ud for Lønstrup, men som nu for længst er forsvundet i havet. Det er gætteri, men gætteriet sætter fantasien i sving hos brødrene Normann Sørensen.

”Det kunne i hvert fald godt tænkes, for det var så stor en gård, at der også nemt kunne have været et teglværk. Men vi ved det ikke. Løntorp eller Lotentorp, som gav navn til Lønstrup, forsvandt i 1550.”

Er der rester tilbage af gården, skal man flere hundrede meter ud fra kysten og lede på havbunden. For her er det havet, der råder - i hvert fald her på denne strækning, hvor der ikke er kystsikring. Et gennemsnit på to en halv meter om året bliver til to kilometer på 800 år. Så langt var der, da Mårup Kirke blev bygget.

”Det er naturens gang,” konstaterer Allan og Frank Normann Sørensen nøgternt.

Ligesom det også er naturens gang, at havet støt æder sig ind på kirkegården og på et tidspunkt vil nå frem til Allan og Frank Normann Sørensens egne gamle familiegrave. De har også deres oldeforældre og en bedstemor begravet på kirkegården.

”Naturens gang” - ingen sentimentale følelser hos brødrene i den anledning, hverken over kirke eller kirkegård. Omend lidt vemodighed, men samtidig altså også en dyb optagethed af det drama omkring Mårup, som brødrene har fået lov til at deltage i. De håber nu, at de til sin tid kan være med til nedbrydningen af de sidste rester, og får begge nærmest julelys i øjnene, mens de fortæller, at der tillige er planer om udgravninger efter spor af den Mårup Kirke, der måske har været der før den nu snart forsvundne.

”Man har fundet spor af gamle grave under kirkens fundament. Det tyder jo på, at der har været en tidligere kirke, så det bliver rigtig spændende at se,” forklarer de gamle murere og nu også amatørarkæologer.

Det fortæller de ivrigt om, mens vi følges ud ad den nye hovedindgang til kirkegården, der netop er taget i brug. Den oprindelige er nu så tæt ved klintens nedstyrtningstruede kant, at den er for farlig at benytte.