Prøv avisen
Brud

Er skilsmisser et tegn på, at vi søger det store og stærke som aldrig før?

"Til døden jer skiller" blev føjet til det kirkelige vielsesritual i 1897, fordi skilsmisserne havde grebet om sig op gennem 1800-tallet. Foto: Rasmus Juul

Skilsmisser er den nødvendige bagside af ”til døden jer skiller”. Sådan har det været lige siden formuleringen fandt sin vej ind i det moderne vielsesritual

”Til døden jer skiller. Det giver ikke mening for mig længere.”

Min gode ven var udmattet, forgrædt. Hans forældre skulle skilles, og hans verden faldt fra hinanden på en måde, som den kun kan gøre det, når man er 18 år gammel. Jeg var ekspert. Mine forældre havde været skilt i nogle år, og han havde opsøgt mig for lidt indforståelse, tror jeg. Jeg forklarede ham, hvordan det er hårdt i begyndelsen, men at brud kan være fine nok; at der kan vokse nye ting frem fra sprækkerne. Jeg fortalte om mine søskende og mine papforældre, som jeg forsikrede ham, at jeg ikke ville være foruden.

”Det er helt ærligt,” sagde jeg. Jeg ved ikke rigtig, om han troede på mig. Han blev ved at hvæse ”til døden jer skiller”. Til sidst lød det som en trussel, og jeg bad ham om at lægge sig til at sove.

Den sorgfulde samtale fandt sted i begyndelsen af 00’erne, og ikke ret lang tid efter stødte jeg i en anden sammenhæng på den samme foragt over for moderne ansvarsløshed på kærlighedsområdet. Pointen var at finde i den polsk-engelske sociolog Zygmunt Baumans bog ”Flydende kærlighed” fra 2003. Han kundgjorde med galde i blækket, at den forpligtende kærlighed havde ”overskredet sidste salgsdato”; at vi var slået ind på en flyvsk og egoistisk kurs, hvor vi ikke elsker lige så stort, stærkt og vedholdende som før i tiden.

Og jeg tror, at de fleste af os godt kan se, at der er noget om snakken. Bruddene er reelle muligheder, som folk i dag griber ud efter, når det ikke kan være anderledes. Når vi indser, at en gammel livsform, som måske var god og rigtig for os før, ville være uærlig i lyset af nye erfaringer og indsigter. Sådan var det i min vens forældres tilfælde; sådan var det for min egen mor og far; sådan skulle det blive for mig og min eksmand. I den forstand lever og elsker vi under andre sociale og materielle vilkår end vore forfædre.

Det skyldes ikke mindst, at det i dag kun er vores følelser for hinanden, som binder os sammen. Hvor der før i tiden var andre, mere håndgribelige forpligtelser (forsørgelse, arbejdsdeling, husførelse og så videre) for forholdene at læne sig op ad, har vi i sidste ende kun de intime relationer – følelser og sex – at støtte os til i vores tid.

Og det kan man begræde. Det er der i hvert fald mange, som gør. Min ven og Bauman er ingenlunde de eneste.

Men måske er dette ikke kun en forfaldshistorie? Måske er der andet at fortælle om folks kærlighed til hinanden, end at den er svækket og flyvsk? Måske er de mange brud netop et tegn på, at vi søger det store og det stærke som aldrig før? Måske skal de forhold, vi går ind i, livsmætte os på en måde, som ikke var så relevant før i tiden? Måske er vi blevet mere ”kvalitetsbevidste”? Måske er dét ikke altid det samme som kræsen og selvcentreret? Og måske er det i forbifarten værd at bemærke, at halvdelen af de langvarige forhold faktisk ikke går i opløsning?

Alt dette ville jeg ønske, at jeg havde overvejet, så jeg kunne have sagt det til min ven dengang. Jeg ville også ønske, at jeg havde haft mulighed for at huske ham på, at formuleringen ”til døden jer skiller” (i hvert fald i en dansk sammenhæng) ikke har så mange år på bagen. At jeg kunne have skåret ud i pap, at det slet ikke var rimeligt, at han brugte den formulering som indbegrebet af den ”rigtige” holdning til kærlighed. For den aldrig har været andet end en knotten kirkes sørgelige pegefinger.

Til døden! Sådan formaner folkekirkepræster i dag. Men det har de altså ikke altid gjort. I Danmark blev det føjet til det kirkelige vielsesritual i 1897, fordi skilsmisserne havde grebet om sig op gennem 1800-tallet. Og fordi kirkelige embedsmænd derfor fandt det nødvendigt at minde folk om, at man afgav et vigtigt løfte.

Statistikkerne i 1800-tallet lignede ikke vores, men stigningen i skilsmisserne var ikke til at komme uden om. Ikke kun tallene talte et tydeligt sprog. Det gjorde de populære romaner fra perioden også. Franske Gustave Flauberts ”Emma Bovary”, russiske Lev Tolstojs ”Anna Karenina” og norske Henrik Ibsens ”Et dukkehjem” er fulde af brud. Der synes at have været et generelt kulturelt behov for at bearbejde den uro, som sitrede rundt om i hjemmene.

Et andet tegn var, at man udviklede kirkelige vielsesritualer for fraskilte. Det havde ikke været almindeligt. I visse lande efter Reformationen havde man ligefrem henrettet folk, som begik ægteskabsbrud. Det var altså en radikal udvikling, at kirkelige kredse accepterede skilsmisse – og accepterede at vie fraskilte. I Danmark forsøgte man sig med det fra slutningen af 1850’erne. Det kan man se som tegn på en kirke, der forsøgte at holde sig relevant for sin befolkning.

Hvorom alting er, steg andelen af folk som lod sig skille. Og godt inde i det 20. århundrede slog Emma Gad fast: ”Enten man er tilbøjelig til at mene, at Udviklingen gaar i den rigtige Retning eller ikke, kan man ikke se bort fra, at Ægteskabet er mindre stabilt end det var i forrige Tider.” Det gjorde hun i sin ”Takt og Tone. Hvordan vi omgaas” fra 1918. Men ordene er stadig gyldige i dag.

Ægteskabets ustabile tilstand skyldes, at vi lever bedre, og at vi lever længere. Vi har bedre forudsætninger for at overveje, hvad vi vil med vores liv, og hvem vi vil dele det med. Det rummer selvfølgelig en fare for, at vi falder ned i et livslangt navlepilleri. Men det rummer også en mulighed for at leve godt og ærligt til døden. Det er godt at minde sig selv og hinanden om, når modløsheden trænger sig på.

Og min ulykkelige ven? Det stakkels skilsmissebarn med sine bristede romantiske forhåbninger? Han blev gift i sidste uge.