Det var et blodbad.
Dansk Folkeparti gik fra 37 til 16 mandater ved folketingsvalget i 2019, og en af dem, der måtte sige farvel til politikerlivet på Christiansborg, var Christian Langballe. Den markante DF-profil skrev dengang på Facebook, at det var slut med politik. Han var færdig med den del af tilværelsen.
Han smækkede endda kraftigt med døren og rettede en hård kritik mod sin egen partiformand, Kristian Thulesen Dahl, og sagde, at han håbede, ”man besinder sig efter den totale vælgerlussing og sætter fokus på, hvad vi er sat i verden for at være, nemlig nationalkonservative. Vi skal ikke bare være velfærdsteknokrater.”
Nu var det derfor tilbage på fuld tid som sognepræst i Tjele og Nørre Vinge Sogne i Viborg Stift, hvor Christian Langballe har været ansat i de seneste 20 år. Dog med temmelig nedsat brug af præstekjolen fra 2011 til 2019, hvor han sad i Folketinget.
Det er da også her i præstegården i landsbyen Foulum, at han inviterer indenfor. Til en kop kaffe og en snak om det år, han netop har lagt bag sig som præst på fuld tid, og om de fremtidsplaner, som alligevel ikke kun indeholder den lokale forkyndelse, men også en mulig tilbagevenden til talerstolen i magtens centrum. For Christian Langballe er blevet opfordret til at genopstille for Dansk Folkeparti. Og han har sagt ja.
Inden vi sætter os ved spisebordet i præstegårdsstuen, skal familien Langballes nyeste medlem dog lige hilse på. Og det er en meget overvældende velkomst, for Gimle er med sine tre måneder en ret overstadig og legesyg islandsk fårehund, der hellere vil hoppe op ad nye gæster end lægge sig fredeligt i sin kurv.
Christian Langballe løfter den logrende uldtot op og bærer hvalpen ud i køkkenet, hvor hans kone, Lone, klør Gimle bag øret og taler beroligende til den. Og så kan døren lukkes.
Det har været et underligt år, vi netop har forladt, siger Christian Langballe, mens han hælder kaffe op.
”Det er de fleste selvfølgelig enige om. Men for mig har det især været påfaldende, hvor lidt folkekirken i virkeligheden betyder for folk. Mens kirkerne var lukkede på grund af coronasmittefare i påsken, valfartede folk til Bilka påskelørdag. For mig blev det et billede på, hvordan den ugentlige forbrugergudstjeneste i indkøbstemplet åbenbart er vigtigere for folk end kirkens gudstjeneste, som stort set ikke blev efterspurgt. Forbrug fylder på den måde mere end folkekirken i danskernes bevidsthed. Det siger noget om, hvor udbredt afkristningen er.”
Det blev tydeligt for ham igen, da selv en række præster og andre af kirkens ansatte appellerede til, at også juleaftensgudstjenesterne helt blev aflyst.
”Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at nogle var bekymrede på grund af eventuel smittefare, men netop i coronatiden skal evangeliet da lyde til håb og til trods,” som han siger, og da opfordringen til helt at aflyse årets julegudstjenester kom den 23. december om aftenen fra landets biskopper, Provsteforeningen og Landsforeningen af Menighedsråd, ”ja, så demonstrerer det da til fulde, at folkekirken opfattes som helt overflødig i samfundet, og at afkristningen er rykket helt ind i ledelsens rækker.”
Som præst var han derfor en af dem, der stadig holdt andagter hen over julen. Af en halv times varighed, uden salmesang, men med evangelielæsning, trosbekendelse, Fadervor og prædiken.
”Der kom godt nok ikke mange i kirken, men den var åben, og det er det vigtigste. For det viser en forståelse af og en respekt for, at mennesket ikke lever af brød alene. Vi er af ånd og har derfor også brug for ord af sandhed. Men det har mange desværre glemt i den materialistiske tid, vi lever i.”
Christian Langballe har det selv sådan, ”at når livet er svært, så er kirken og evangeliet det, jeg læner mig op ad”, som han siger. Og erkendelsen af, at mange danskere ikke har det på samme måde, har derfor fået den 53-årige sognepræst til at tænke, ”at nu er der virkelig noget at kæmpe for”.
”Jeg har aldrig været tilhænger af de undergangsteorier, der en gang imellem dukker op omkring den vestlige, kristne kultur. I stedet for at tænke, at nu er det hele alligevel slut, tænker jeg, at det så blot er de vilkår, vi nu må indrette kampen efter.”
Christian Langballe er med på, at han selv tilhører en meget lille skare af midaldrende danskere, der i den grad har fået kristendommen med sig i vuggegave. Hvor verden set fra hans perspektiv altid har været med kristendommen som det dominerende prisme, mens det for mange andre allerede var noget mere afbleget.
Med en far, der selv var præst og senere folketingspolitiker for Dansk Folkeparti, og en mor, der var mindst lige så rodfæstet i de kristne fortællinger. Suppleret med ugentlig søndagsskole og bibelhistorier i folkeskolen hos fru Markussen. En opvækst, der nærmest lyder som et ekko fra en svunden tid, hvor opgøret med traditionerne og de store fortællinger endnu ikke var sat ind. Alligevel rystede det ham, at afkristningen, som er hans ord for situationen, er så udbredt, som han mener, den er.
”For jeg er faktisk overbevist om, at hvis man spørger, så vil de fleste danskere sige, at kristendommen har haft en betydning for det Danmark, vi kender i dag. Og de fleste vil nok også kalde sig selv for kulturkristne. Men kulturkristendom er en frugt af troen, så hvis vi havner et sted, hvor troen helt er væk, ja så forvitrer kulturkristendommen også. Vi kan ikke bare høste frugterne, men må nære og vedligeholde troen. Dét er opgaven, som vi står over for.”
Man kan derfor tænke, om ikke det netop er som folkekirkepræst, at Christian Langballe har den bedste platform for at tale kristendommen op, ”og den overvejelse har også været helt central, ja nærmest en anfægtelse, hos mig selv. For den kamp, jeg kæmper som præst, er da klart den vigtigste. Det handler jo om at forkynde kristendommen. Men da Kristian Thulesen Dahl spurgte, om jeg ville overveje at stille op ved næste valg, tænkte jeg, at jeg så kan bruge Folketinget som platform til at kæmpe for folkekirken. For institutionen og de rammer, vi som samfund skaber for den kristne tro.”
Efter folketingsvalget i 2019 beskrev det politiske medie Altinget netop den kamp, som Christian Langballe har overtaget fra sin far, Jesper Langballe. ”Var værdikampen nogensinde en kamp for noget hos Krarup og Langballe (Søren og Jesper, red.), var det som en mission for at realisere forestillingen om danskerne som en evangelisk luthersk menighed.” Og senere i teksten er det skåret helt ind til benet i formuleringen: ”Værdikampen var først og fremmest en religionskamp.”
Christian Langballe er enig i analysen og siger, at det også er hans anliggende.
”Jeg har ofte diskuteret det her emne med politikere på venstrefløjen, der betragter staten som den her abstrakte størrelse, der helt skal renses for al religion, især kristendom. Men det samfund, vi har skabt, er ikke skabt ud af intet – det er skabt med kristendommen som baggrund.”
Langballe vil endda gå så langt som at sige, at ”kristendom og dannelse hører sammen”. Fordi ”kristendommen er Danmarks åndelige baggrund”.
Derfor er den afkristning, som han i særlig grad oplevede i 2020, i hans øjne også udtryk for et dannelsestab, og det er netop dén ”gendannelse”, han vil kæmpe for med Christiansborg som rampe, hvis han igen bliver valgt ind. Med særligt fokus på en oprustning af folkeskolens kristendomsundervisning.
”Men også på gymnasie- og universitetsniveau skal vi have gjort op med det fjendskab mod kristendommen, som kom ind på uddannelsesinstitutionerne med den marxistiske bølge i 1970’erne. Og stadig findes. Selv på teologi. Mange unge præster kommer ud i folkekirken helt ubekendte med den kristne virkelighed. De har slet ikke sat deres ben i kirken, mens de studerede. Og det er jo helt galt. Så kulturtabet sker selv inden for vores eget fag.”
Hvis Christian Langballe i den grad begræder den udbredte manglende viden om den kristne tro, kunne man måske tænke, at han på netop dét punkt anerkendte de øvrige trossamfund i Danmark, hvor menighederne er bedre forankrede i deres tro. Herunder de mange muslimer, der har et indgående kendskab til islam.
”Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke har et særlig godt forhold til islam. For mig står den som en politisk religion, der blander religion ind i det verdslige regimente, som Luther helt korrekt advarede imod. Men når det er sagt, så har jeg altid respekt for folk, der kender deres tro. Og mere respekt for dem, der gør, end for de mennesker, der blot mener, at tro på det ene kan være lige så godt som tro på det andet. Hvor man bare tager lidt fra Muhammed og Kristus og så kommer det hele ned i en blender. Men religioner er ikke ens og kan ikke gøres ens.”
Rammen for interviewet er en præstegård i Jylland. Kernen er kristendommen, og anliggendet en religionskamp. En dannelseskamp. Hvis man skruede tiden tilbage til perioden mellem 2001 og 2011, kunne scenen og indholdet strengt taget have været det samme. Blot ville interviewpersonen have heddet Jesper Langballe i stedet for Christian. Det var i den periode, hans far sad i Folketinget. Også for Dansk Folkeparti. Mens han var præst i Thorning, også i Viborg Stift. Så hvor er forskellen? Og hvor er opgøret fra Langballe junior i forhold til faderen?
”Min far var svær at gøre op med. Men jeg kan love dig, at jeg har taget mine ture med ham, da jeg var ung. Jeg fandt jo bare også ud af, at jeg kom fra et hjem med så usædvanligt højt til loftet, som jeg ikke genfandt andre steder. Slet ikke i folkeskolen, hvor jeg havde en række røde lærere, der blot blev forargede, når jeg luftede mine holdninger. I stedet for at blive fornærmede ansporede mine forældre mig blot til at argumentere for mine synspunkter, og det lærte jeg meget mere af.”
Når det er sagt, så erkender Christian Langballe, ”at selvom vi kunne skændes højlydt, så var der også et skæbnefællesskab mellem min far og mig. Med teologien som den helt store fællesnævner. Og jeg priser mig lykkelig over alt det, mit hjem har givet mig i form af glæden ved klassisk musik og litteratur – og selvfølgelig evangeliet. Alt det, jeg i dag kalder dannelse.”
Christian Langballes kone kalder fra køkkenet. Gimle skal snart være alene, for hun skal lige et smut ud at handle. Så døren bliver snart åbnet igen, og så er hvirvelvinden tilbage.
Inden hund og ejer skal øve den daglige lydighedstræning, når Christian Langballe dog lige at sætte nogle ekstra ord på sig selv, som viser, at han ikke bare er en klon af sin far.
”I virkeligheden bød jeg nok mine forældre meget. For jeg har altid været en enspænder, og som barn havde jeg så at sige min egen verden, hvor alt andet var lukket ude. Jeg kunne ligge på græsplænen og fantasere om alt muligt, og min mormor kaldte mig da også et underligt barn. Men som Søren Kierkegaard sagde, så er ens eksistens givet med det, man er. Og for mig ligger den helt store befrielse i netop dette: ikke at være som de andre, men erkende og acceptere sig selv, som man er.”