Christine Fisker står med hænderne på bordpladen for enden af bordet i sin stue. Hun er 31 år og i færd med at føde sit andet barn. Hun laver en lyd, der for jordemoderen kun kan betyde én ting. Hun føder nu, hvor hun står.
”I kan godt glemme det der,” siger jordemoderen til Christine Fiskers mand, Jonas Jørgensen, på 32 år, og hendes mor, Helle Fisker, på 60 år. De har ellers gjort et ihærdigt forsøg på at fylde det oppustelige fødekar op med vand i tide, for det var egentlig planen, at fødslen skulle foregå der, men det er for sent nu.
Jordemoderen vender sig i stedet mod Christine Fisker ved bordet og gør sig klar.
”Er du klar til at føde her?”, spørger hun.
Christine Fisker nikker koncentreret og griber hårdt fat i spisebordet for at tage imod en ve. Det er hun.
Helle Fisker sætter sig i skrædderstilling på gulvet. Hun ser noget i sin datter. En urkvinde, der som i gammel tid er ved at føde stående. Hun får flashback til sine egne to fødsler. Det er som at se sig selv udefra for 31 år siden, da hun fødte Christine. Hendes egen urkvinde bliver vækket, i takt med at Christines indre kræfter kommer op til overfladen.
”Gå med det, Christine!”, næsten råber hun til sin datter.
At have sin mor med helt inde i fødslens mest intime rum kan måske for nogle synes specielt. For Christine Fisker og Jonas Jørgensen var det en velovervejet og naturlig beslutning, da de inviterede Christines mor. Både mand og hustru prioriterer familien meget højt, og de har gode erfaringer med at involvere den i de ting, der betyder noget. For snart fire år siden fik de deres første barn, datteren Victoria. Her var ingen kommende bedsteforældre med på selve fødestuen på hospitalet, for det havde de aftalt skulle være deres egen oplevelse. Men både Helle Fisker, hendes mand, Claus Fisker, og Christine Fiskers lillebror, Christian, sad i venteværelset og lyttede hele natten. I perioden efter fødslen stod de alle tre til rådighed og hjalp de nye forældre til en sammenhængende søvn ved at lade lille Victoria sove på maven af dem alle skiftevis og føre det tætte bånd videre til næste generation.
”Man er pludselig flere mennesker om det samme lille barn, hvilket giver os alle et helt andet overskud. Og de andre blev involveret fra starten og kom til at kende deres nye familiemedlem med det samme. Det har forstærket deres forhold til hende, det er jeg sikker på,” fortæller Christine Fisker i børnefamiliens hjem i Hørsholm 25 kilometer nord for København.
Det kom for eksempel familien til gode ved fødslen for et par uger siden. Den nu treårige Victoria kunne stolt og uden problemer tage med sin morfar hjem til en hel dag i Experimentarium, så hendes forældre kunne fokusere på fødslen med ro i sindet.
Mange af overvejelserne omkring Helle Fiskers involvering gik naturligvis på selve begivenheden. Fødslen. Christine Fisker havde selv tidligere givet udtryk for, at hun gerne ville have sin mor til stede, og da fødslen skulle planlægges sammen med jordemoderen, lod Christine Fiskers mor og mand hende selv sætte rammerne.
”Jonas har været helt fantastisk, han er mit stille vand, min ro og mit bjerg. Jeg får noget andet fra min mor – en dybere forståelse. Min mor har selv født og kan sætte sig ind i nogle andre ting, end han kan,” siger Christine Fisker.
Sammen aftalte de inden fødslen, at Helle Fisker skulle være en støttende tilstedeværelse med sit nærvær og strikketøj i økologisk bomuld, mens Christine og Jonas arbejdede med veerne. Når barnet til sidst ville komme, forestillede Helle Fisker sig, at hun kunne få lov at se med gennem en dørsprække. Bagefter ville hun hygge om dem med sin hjemmebagte pæretærte og give dem plads til at være alene.
Intet er dog mere vanskeligt at tøjle og forudse end naturens vilje, og fødsler går, som de selv har lyst til, også selvom man som Christine Fisker er reserveofficer i forsvaret og i ægte militaristisk stil har taget tid på samtlige potentielle scenarier. Helle Fiskers rolle og plads ændrede sig, da fødslen for alvor gik i gang.
Christine Fisker husker det som en tredeling, der faldt i hak. Mens hun stod for bordenden i stuen, havde hun sin mand ved sit øre på venstre side. Hans rolige varme hånd på hendes lænd og hans støtte ved sin side. Jordemoderen var den, Christine Fisker talte med undervejs, mens hun guidede fødslen frem. På gulvet på Christine Fiskers højre side sad hendes mor.
”Hver gang jeg kom med et af mine brøl, kunne jeg mærke min mors engagement. Jeg hørte hende sige ’Sådan! Mere af det! Det er så godt!’. Og det var fantastisk naturligt, at hun gjorde det, for sådan har hun gjort hele mit liv. Jeg vidste, det var ægte, og at hun mente det,” husker Christine Fisker og fortsætter:
”Jeg fik en følelse af, at det er sådan, fødsler er tænkt. At der skal være et team af mennesker omkring en, som man stoler på. Jeg følte mig tryg, og det gjorde en verden til forskel.”
Hendes mor, Helle Fisker, kan næsten ikke tale om det uden gang på gang at nævne sin taknemmelighed og følelse af at være privilegeret.
”Situationen ændrede sig fra, at jeg slet ikke skulle have været så direkte involveret, til, at jeg fik en nyttig funktion midt i orkanens øje. Hun kunne høre mig, og jeg mærkede vores forbindelse. Mine fødsler har været gode, men alligevel føler jeg, at det at se sig selv udefra gennem min datter, har betydet helt vildt meget for mig. Jeg synes, der er så meget kvindekraft i en fødsel – andre kvinders tilstedeværelse ved fødsler giver mening. Jeg har pludselig forstået, hvilken enorm styrke jeg selv har haft ved at opleve hende have det i samme situation,” siger Helle Fisker.
Faderen til Christines børn, Jonas Jørgensen, er glad for den ekstra hjælp, det er at have sin svigermor med. Det vigtigste for ham har altid været, at hans hustru skulle have det, hun havde brug for, når hun fødte deres børn – og også efter, som det kommer til udtryk, når Helle Fisker bliver i huset i ugerne efter fødslen. ”Mormorbarselsorlov” kalder hun det og fortæller, at hun har taget fem uger fri fra sit arbejde som selvstændig forfatter og foredragsholder for at kunne være til stede.
Familien beskriver sig selv som et team. ”Der er ikke noget, vi ikke kan klare,” siger de. Men de understreger også, at man ikke skal tro, at alt er konfliktfrit mellem dem. Det er slet ikke det, det handler om, når man skal kunne være sammen på denne måde. Det handler om ærlighed. Også den ubehagelige slags, siger Christine Fisker:
”Man skal ikke tage fejl. Vi kan blive vanvittigt uenige. Vi er jo ikke perfekte. Men vi tør tage konflikter op, og sådan et fødselsforløb er bestemt ikke nemt. Hvis man ikke tør sige fra, så bliver det hult. Så ville jeg aldrig turde gøre det her, for så ved du ikke, hvad der ligger under huden på folk, og en fødsel er totalt hudløs. Den kræver noget af dig, den skræller alle lag væk. Det kan være konfliktfyldt at sige til sin mor, at der er ting, hun ikke skal være en del af, eller at hun skal tage næsen lidt mere til sig. Men vi kender hinanden så godt, at der altid i sidste ende kommer noget positivt ud af det.”
Hendes mor er enig og kalder det renhed. Der ligger ikke ubearbejdede eller betændte konflikter og gemmer sig under overfladen i deres forhold.
”Men uanset hvor tætte man er, er en ren og ærlig kommunikation vigtig, for at det kan blive en god oplevelse,” siger Helle Fisker.
For Christine Fisker handler det i høj grad også om tillid. Moderens tillid til hende vel at mærke. Den gør, at hun tør tage hende med til svære eller sårbare situationer.
”Jeg oplever aldrig tvivl fra min mor. Jeg stoler på, at hun har tillid til, at hun selv kan være i situationen – også når det bliver hårdt for mig, og at jeg ikke kommer til at skulle bruge kræfter på at forholde mig til hendes frygt,” siger hun.
Når Christine Fisker før i tiden har fundet på at deltage i konkurrencer, tage en reserveofficersuddannelse, cykle hele vejen til Paris eller føde derhjemme har hun oplevet en massiv opbakning hjemmefra.
”Jeg har altid vidst, at mine forældre har været der, og så kunne jeg trække på dem efter behov,” siger Christine Fisker.
Hun har følt, at hun og hendes forældre var ”på samme hold”, som hun kalder det. Det er ofte kommet til udtryk gennem hendes opvækst. For eksempel da hun gik i 9. klasse og skulle drikke alkohol for første gang. Hendes mor var tidligere folkeskolelærer og havde sagt, at når dagen kom, skulle hun komme til hende og få det med hjemmefra. Det var, før alkoholindustrien lavede ”alkopops” – alkoholiske sodavand til unge mennesker – og i stedet fik Christine Fisker fire hjemmeblandede halvliters-sodavand med en enkelt genstand i hver.
”Jeg kan jo lige ringe og sige, hvordan det går,” havde Christine sagt til sin mor, inden hun tog til fest. Og ganske rigtigt – få timer senere fik Helle Fisker et opkald, hvori hendes datter faktuelt oplyste, at hun nu havde drukket tre af sine medbragte drikke, og at hun havde besluttet at vente lidt med nummer fire, fordi ”det var begyndt at snurre lidt”, som hun sagde.
Når folk i dag spørger Helle Fisker, hvordan hun overhovedet kan finde på at være med, når hendes datter skal føde, er hendes svar ganske enkelt, at hun føler, at hun har et helt særligt forhold til sin datter, og at det er det mest naturlige i verden for hende at være med. Det udelukker dog ikke, at hun har gjort sig nogle overvejelser inden:
”Min datter er ikke hvem som helst – hun er utrolig stærk. Men jeg tvivler på, hvorvidt jeg ville vælge at være med, hvis man som mor havde en skrøbelig datter.”
En vigtig del af både Helle og Christine Fiskers oplevelse er, at de har et nært forhold til familiens fælles fødehistorie. Christine Fisker kan sin mors beretninger om hendes to fødsler udenad. Og også hendes mormors historier var med i rummet, da Christine for nylig fødte for enden af sit spisebord. For de rummer styrker og har givet hende et gåpåmod til at føde. Hendes mormor var en stærk kvinde, der også valgte at føde hjemme og have sin mand som fødselshjælper.
”Man læner sig op ad sin mor og sin historie. Hvis man som jeg har fået fortællingen om, at fødsler er naturlige, og at der ikke er noget, man ikke kan klare, så går man ind til det med mod og forventning. Jeg tror på, at historikken og samtalen omkring den er utrolig vigtig,” siger Christine Fisker.