Prøv avisen

Cirkusprinsessen er tilbage i manegen

Heste er det vigtigste i forestillingerne i Cirkusgården, ligesom i det klassiske cirkus. Det skal handle om dem og om Katja Schumann, som i denne forestilling. Foto: René Schütze/Ritzau Foto

Katja Schumann er født ind i en gammel cirkusslægt. Hendes liv har været cirkus og heste, fra før hun kan huske, og selvom det traditionelle familiecirkus er ved at forsvinde, er det også cirkuslivets kvaliteter, der skal fylde i alderdommen

Lidt uden for Løkken i Vendsyssel ligger et nedlagt landbrug, der ligner en illustration til den sørgelige historie om Udkantsdanmarks forfald. Stuehuset ser ud, som venter det på en bulldozer.

Men vender man ryggen til den faldefærdige bygning, er udsigten mere opløftende. De to længer er sat i stand og har fået nyt tag. Der er plantet træer og anlagt rosenbede på gårdspladsen, og et stort rødt skilt med billeder af hvide heste og et venligt udseende vildsvin fortæller om drømmen bag forandringerne. Kom og oplev Cirkusgården!

Ejeren af den forfaldne ejendom er 67-årige Katja Schumann, tidligere cirkusprinsesse, hestedressør og femte generation i en traditionsrig gammel cirkusfamilie. Efter mange år i New York i The Big Apple Circus, hvor hendes daværende mand, Paul Binder, var direktør, er hun vendt hjem til Danmark. Nu er hun og hendes samlever Luffe Bøgh ved at opbygge et minicirkus på den gamle gård.

Heste skal være det vigtigste i forestillingerne, ligesom i det klassiske cirkus, og Cirkusgården skal være et sted, hvor lokale unge kan være med, hvor børnefamilier, pensionistforeninger og hestefolk kan opleve nærværende og uprætentiøse forestillinger, og hvor stuehuset måske kan blive museum for cirkusheste og det rejsende cirkusliv, som er ved at forsvinde.

”Skal vi i cirkus i dag?”, siger en venlig gammel mand med høj sort hat inde fra billetlugen til en dreng, der lige akkurat kan få sin nysgerrige næse op over skranken til Cirkusgårdens billetsalg.

”Så er du heldig, for børn under 12 år kommer gratis ind.”

Erling Bøgh er 86 år, tidligere urmager og ballonskipper og far til Luffe Bøgh. Han hygger sig tydeligvis med sit frivillige job i billetlugen, og der er brug for ham, for der er nu på andet år forestilling alle dage i sommerferien undtagen mandag.

Det regnfulde sommervejr trækker strandgæster til i en lind strøm. Det er mest familier med børn, der dukker ind i halvmørket i den ombyggede kostald, hvor der dufter stærkt af hest og af savsmuld, og indtager de nybyggede træbænke. Forestillingens stjerne, Katja Schumann, er dog ingen steder at se. Hun gør sig selv og sine heste klar, og det kræver koncentration.

Imens kan man se hende på video, som kører på bagtæppet med scener fra hendes cirkusliv: En elegant ung rytterske i damesadel med fejende prinsessekjoler og hat med slør. Men på nettet findes der andre optagelser af cirkusprinsessen i en endnu yngre udgave:

En spinkel pige i ballerinaskørt rider manegen rundt i Cirkusbygningen i København. Året er 1960. Pigen er 11 år og ser lille ud på den store hest. Hun rejser sig på dens ryg. Hun balancerer med hænderne over hovedet, og hun sjipper smilende uden at holde fast i andet end sjippetovet, mens hesten løber rundt og rundt. Det er indlysende for tilskueren, at hesten er mere end almindeligt disciplineret, og at det sjippende ballerinabarn er usædvanligt dygtigt. Men det er også indlysende, at der må være en helt særlig relation og fortrolighed mellem den lille rytter og den store hest.

Mor, Vivi Schumann, overvåger sceneriet fra manegens centrum, og far, cirkusdirektør Max Schumann, ser opmuntrende til. Den traditionsrige cirkusfamilie Schumann, som oprindeligt stammer fra Tyskland, er vidt berømt for sine heste og sine ekvilibristiske dressur-ryttere, og Katjas præstationer tegner lovende.

For mange andre børn var det barskt at være en del af sådan en cirkusfamilie. Der var disciplin og hårdt arbejde i en grad, der ikke harmonerer med moderne forestillinger om det gode børneliv, men sådan var det ikke for Katja Schumann.

”For mig var det godt, for jeg fik ikke skældud hele tiden, og jeg fik heller ikke tæv som mange andre cirkusbørn. Det var normalt dengang, at man fik en på skallen, hvis man ikke gjorde det ordentligt. Men min far var ikke så hård,” forklarer hun, da hun efter forestillingen sidder ved det slidte køkkenbord i sit hjem: forældrenes gamle beboelsesvogn, der stort set ser ud, som da den blev indrettet i 1976.

”Min far fik formidlet glæden ved heste til mig. Han sørgede for, at jeg fik en god hest, og så havde jeg både lysten og interessen, og derfor blev jeg også god. Det hænger jo sammen,” siger hun.

På den gamle film hopper ballerinabarnet graciøst ned fra hesten, nejer for publikum og får overrakt en buket blomster. En karriere er begyndt.

Heste er det vigtigste på Cirkusgården ligesom i det gamle Cirkus Schumann. Det lader sprechstallmeister Luffe Bøgh forstå straks efter, at han har budt velkommen.

”Det her er ikke et helt almindeligt cirkus”, siger han.

”Her er hestene i centrum. Det skal handle om dem og om Katja Schumann.”

Luffe Bøgh er ikke selv født ind i cirkus, men udlært urmager som sin far i billetlugen. Til gengæld har han som leder af en døgninstitution i Nordjylland drevet cirkusprojektet No Name, hvor de unge fra institutionen lærte at optræde. Det var der, han mødte Katja Schumann. Efter over 20 år i USA var hun vendt hjem til Danmark, havde netop afsluttet et engagement i Cirkus Dannebrog – og fik job i Cirkus No Name.

Men skønt heste er vigtige, har Cirkusgården også andet på programmet, viser det sig, såsom dresserede geder, dresserede gæs, et tamt vildsvin og børnevenlige ponyer, som i pausen står til rådighed for børn, der vil prøve en ridetur.

Publikum klapper, tæppet går, og så viser Katja Schumann sig med sine hvide heste. Hun er klædt i fodlang turkis kjole med guldbesætning og håret samlet under et gyldent net i nakken. Ingen råb eller kommanderen. Med næsten usynlige ændringer i sin kropsholdning dirigerer hun hestene rundt i manegen. De lystrer hendes mindste bevægelse.

Da hun senere sidder i beboelsesvognen uden sminke iført arbejdsbukser og ternet skjorte over T-shirten, har hun ikke lyst til at fortælle om sit særlige forhold til heste.

”Det er et kvindespørgsmål,” siger hun på én gang brysk og blufærdigt.

”Det ville man aldrig spørge en mand om! Min far ville aldrig have svaret på sådan noget. Heste har ikke følelser, som mennesker har.”

”Hun er en hesteheks,” siger den gamle Erling Bøgh, som med et lunt smil kigger ind i vognen og ikke kan nære sig for at komme med sine egne kommentarer.

”Hun kan noget med heste, som ingen andre kan.”

Men heste eller ej – en tryllekunstner må et rigtigt cirkus også have. Victor Høgh på 15 år er Cirkusgårdens. Han er fuld af gåpåmod og har lavet diabolo-tricks med spoler på snor hjemme i Hjørring, siden han var syv. Da han hørte om Cirkusgården, greb han chancen og sendte Katja Schumann en mail:

”Jeg tror, jeg er lige den, I har brug for.”

”Ok, Victor. Så må du hellere komme og vise os, hvad du kan,” svarede hun.

Nu bor han sommeren over i en campingvogn ved siden af Max og Vivi Schumanns gamle beboelsesvogne, og hans største bekymring er, at han skal begynde på efterskole efter ferien og forlade det glade cirkusliv.

”Glæde. Det er det, jeg forbinder med cirkus. En masse glade folk. Og så hygger vi os med alt det, vi laver,” siger han.

Victor tryller. En flaske tomatketchup forsvinder ud i det blå. Hokus pokus. En tryllestav dukker ud af et klæde, han for lidt siden viftede i luften, og to øl bliver til seks under paprør på hans bord. Den to år yngre Leandra Henlov er også en del af forestillingen. Det er andet år, hun har sommerjob på Cirkusgården, og i år er hun med i manegen. Katja Schumann havde ellers ikke tænkt sig, at hun skulle have elever og lære fra sig til andre end sine egne børn, der nu er voksne.

”Jeg kan godt lide at være alene, og jeg havde ikke haft elever, før jeg kom med i No Name. Men her er det jo nemt, for man behøver ikke være hård ved dem,” siger hun.

For selvom Leandra og Victor gør lykke med deres optræden, er der langt til det præstationsniveau, cirkusbørn som Katja selv blev afkrævet. Til gengæld kommer de unge med den glæde, energi og umiddelbare begejstring, som skal til for at skabe det liv, hun gerne vil have på Cirkusgården.

Sidste gang, Katja Schumann viser sig i manegen, er det på en smuk rød vallak. Hun er enkelt og elegant klædt i ridebukser og hvid skjorte. Strutskørternes og prinsessekjolernes tid er forbi, men hun savner hverken glitter eller glamour og længes ikke efter sit newyorkerliv på Manhattan, siger hun bagefter.

”Der har jeg været. Jeg behøver det ikke mere og længes ikke efter det. Og jeg savner heller ikke at være hverken i Se og Hør eller Billed-Bladet. Manhattan havde en tid i mit liv. Vendsyssel har en anden, og hvis man ikke kan indstille sig på forandring, så dør man.”

Hun rider manegen rundt, mens Kim Larsen synger fra højttalerne til hendes ridt: ”Om lidt bliver her stille, om lidt er det forbi. Fik du set det, du ville, fik du hørt din melodi?”.

Forestillingen er forbi. Publikum rejser sig, og musikken klinger ud: ”Om lidt, om lidt er vi borte. Vi ses måske igen.”

Foto: René Schütze/Ritzau Foto
Katja Schumann lægger makeup og forbereder sig til en forestilling. Foto: Rene Schutze/Ritzau Foto
Foto: Rene Schutze/Ritzau Foto
Foto: René Schütze/Ritzau Foto
Foto: Rene Schutze/Ritzau Foto
Foto: René Schütze/Ritzau Foto