Denne artikel er en del af serien "De nye ældre". Få en mail hver gang, der udkommer en ny artikel i serien, ved at skrive dig op her.
De har fulgtes ad det meste af livet. Connie Steen Rasmusen var 11 år, da Helge Krog Rasmussen fik øje på hende i gymnastiksalen på Troelskærskolen i Munkebo på Østfyn. Hendes lange, mørke hår var sat op, da han så, hvordan hun overbevisende lavede flikflak, araberspring og baglæns salto. Han kunne se, at hun var en dygtig springgymnast. Det var han også selv. Skønt de gik på hver deres springhold, mødtes de tit i gymnastiksalen på Troelskærskolen, og de deltog i de samme stævner og opvisninger.
De var 13 år, da de udvekslede de første kys, og da de var 21 år, gav de hinanden deres ja i Munkebo Kirke. Kort tid efter blev de børnefamilie, hvilket dog ikke hindrede parret i at bruge mange timer på at dyrke sport. De har klaret meget sammen. I fem år drev de Munkebo Minnimarked, en døgnkiosk, som havde åbent de fleste af årets dage fra klokken 9 til 23. De drev kiosken samtidig med, at Helge Krog Rasmussen passede sit job på Lindøværftet.
Næste år kan de fejre 45-årsbryllupsdag, og som de står der i køkkenet og ordner kartofler og løg til aftensmaden, ligner de velholdte repræsentanter for de nye gamle. Det er dog ikke hele historien. For selvom danskerne lever længere og har færre år præget af svækkelse, kommer der flere skranteår med alderen, og for nogle kommer de skrantende år tidligt. Sådan er det også her i parcelhuset i Munkebo med udsigt over Kerteminde Fjord.
De var 58 år, da deres tilværelse ændrede sig. De var begyndte at tale om deres tredje alder. Helge Krog Rasmussen havde arbejdet i en årrække som inspektør i værftsindustrien i Kina, Brasilien og Tyskland. I Tyskland havde han købt en sportsvogn, der var som taget ud af en James Bond-film. De drømte om en tredje alder, hvor de kunne opleve foråret på Rivieraen, når de kørte langs Middelhavet i den grønne BMW Z3. Turene skulle være lange med plads til at improvisere. Skønt Helge Krog Rasmussen altid har sat pris på sit arbejde, var han indstillet på at holde op med at arbejde for at få mere tid med ægtefællen og alt det, de kunne være fælles om. Han tænkte, at han kunne lave lidt konsulentarbejde sideløbende.
I de år hvor han arbejdede i udlandet, talte parret sammen via Skype, men for seks år siden havde Helge Krog Rasmussen nogle samtaler med ægtefællen hjemme i Munkebo, der bekymrede ham, for det var, som om hun ikke lyttede, når han talte, og de spørgsmål, han stillede, forblev ubesvarede. Han tog fat i Connie Steen Rasmussens søskende, som også bor i den østfynske by. De tænkte, at hun var presset, fordi han rejste så meget. Han rejste hjem til Munkebo og blev bekræftet i, at noget var forandret, og hustruen blev sygemeldt fra sit job som social- og sundhedsassistent på retspsykiatrisk afdeling i Middelfart. I december 2014 fik hun diagnosen: Alzheimers sygdom.
”Da Connie fik sin diagnose, var jeg lettet over afklaringen, men samtidig er det dybt håbløst. Der har været meget frustration forbundet med at måtte acceptere, at sådan er det. Vi har kæmpet os gennem det.” Connie Steen Rasmussen supplerer:
”Jeg var meget langt nede, og det tog mig lang tid at acceptere, at jeg virkelig havde fået alzheimer.”
Hvor de før havde lagt planer for deres tredje alder, skulle de nu planlægge med al den usikkerhed og det kontinuerlige tab af færdigheder, som følger med en alzheimer diagnose. De valgte at være åbne om sygdommen og har ikke tal på de gange, hvor folk har sagt til dem, at Connie Steen Rasmussen ikke ser spor syg ud.
”Det er sikkert venligt ment, men selvfølgelig ligner Connie sig selv. Det er jo ikke et fysisk handicap, hun har fået. Selvom man ikke umiddelbart kan se sygdommen, er hverdagen svær og udsigterne dystre,” siger Helge Krog Rasmussen.
De indså, at de ikke ville få det omrejsende liv, de havde drømt om. Hun havde en forsikring for kritisk sygdom, og diagnosen udløste en erstatning, som de valgte at bruge på at tage deres to børn, svigerbørn og børnebørn til Thailand. To år i træk rejste den store flok sammen og nød varmen og samværet. De var blevet stillet i udsigt, at sygdommen ville udvikle sig hurtigt, men på det punkt er de blevet positivt overraskede.
Da Helge Krog Rasmussen havde erkendt, at Connie Steen Rasmussens sygdom betød, at der ville være stor forskel på, hvad han og ægtefællen kunne magte, sagde han ja til et fuldtidsjob. Hver morgen sætter han sig ind i bilen lidt efter klokken seks og køre til Lindø, hvor han er driftsleder. Skønt han er fyldt 65 år, holder han fast ved sit fuldtidsarbejde og glæder sig over det kollegiale fællesskab og de faglige udfordringer. Tidligere havde han tænkt, at frirummet i 60’erne skulle være rejser og et aktivt fritidsliv med golf. Nu er jobbet blevet et frirum.
”Er jeg hjemme hele dagen, bliver jeg for meget Connies hjælper, og mit humør bliver dårligt af det. Jeg er utrolig heldig at have et job, hvor jeg kan bidrage og tilmed nogle rigtig gode kollegaer.”
Når han er på arbejde, nyder Connie Steen Rasmussen godt af, at parret har meget familie i byen. Går hun ud i haven, kan hun se det parcelhus, hvor hendes tvillingesøster og svoger bor.
Før var det hende, som stod for alt det huslige, og rengøring og tøjvask er fortsat hendes domæne. Når hun skal beskrive en god dag, fremhæver hun de dage, hvor hun træner i Munkebo Hallen med en lille gruppe af demente, eller når hun én gang om ugen er i det aktivitetscenter som Demensfællesskabet Fyn driver i Odense.
”Så sker der noget. Vi styrketræner, og det er slet ikke noget, jeg kan lide, men jeg siger til mig selv, at jeg skal, og så kan jeg rigtig godt lide at være sammen med andre. Vi hygger.”
Når Helge Krog Rasmussen parkerer bilen i indkørslen efter endt arbejdsdag, går han ind i huset og giver som det første ægtefællen et kys på munden. Det er den kerne af intimitet, som er tilbage mellem parret. Kysset fortæller Helge Krog Rasmussen, hvordan resten af dagen bliver. En del aftener er uden ord og præget af dårligt humør. På opslagstavlen i køkkenet hænger et lamineret skilt, hvor der står:
”Skæld alzheimer ud i stedet for far.”
Det er deres datter, som har givet dem skiltet, og de øver sig begge på at skælde sygdommen ud og ikke hinanden, når frustrationer og magtesløshed fylder. De havde drømt om at være unge gamle, som holdt mange pauser fra hverdagen. Nu samler de i stedet på gode hverdage, og de gør deres for, at sygdommen ikke skal fylde alt. Derfor sørger de også for, at Connie Steen Rasmussens 88-årige mor dagligt får besøg. Hun bor i nærheden og arver deres avis. Har Helge Krog Rasmussen lavet en sammenkogt ret eller stegt hakkebøffer, pakker han en portion, som de tager med.
Er aftenen mild, går parret gerne tur til tårnet på Munkebo Bakke. De legede på bakken som børn, og da de var unge festede de sammen på det diskotek, der i en årrække havde til huse på bakken. I dag er her et fint udsigtstårn. Når de står her, kan de se Lindøs portalkraner, Kerteminde Fjord og den egn, som i den grad er deres.
I denne måned skal sportsvognen ud af sit vinterhi. Connie Steen Rasmussen glæder sig til at sætte sig i vognen og siger:
”Det er frihed.”
Havde det ikke været for pandemien, havde de måske kunnet klare en sidste tur ned gennem Europa i den grønne Z3, men alzheimer tager ikke hensyn til den slags drømme. En ting er dog sikker: Det bugtende landskab som de kan se fra tårnet på Munkebo Bakke, vil de snart opleve sammen fra den åbne vogn.