Prøv avisen
Signatur under coronakrisen

Skænderier, vasketøj og opvask opstår alle steder, før man kan nå at blinke

Foto: Nanna Schelde

Børn er er forholdsvis fakta-resistente, når man taler med dem iført headset, mens man også lige tjekker mailboksen, skriver journalist Nanna Schelde

Vækkeuret ringer, og man kunne tro, at alt var normalt. To forældre og to børn ligger hulter til bulter i en dobbeltseng. Den treårige spørger, om han skal i børnehave. Men nej, for der er stadig den der virus i omløb, der hedder corona.

Det betyder, at vi som familie endnu en dag er med i et socialt eksperiment, hvor to forældre skal forsøge at arbejde, mens et treårigt børnehavebarn bliver stimuleret, og et seksårigt skolebarn bliver hjemmeskolet. Og det uden brug af hjælpemidler så som bedsteforældre.

Videomøde med mine kolleger redder mig fra at forsumpe. Bad, rent tøj på, børste hår og tænder. Med en kaffekop i hånden går jeg de 16 skridt op ad trappen til hjemmekontoret, og så er jeg mødt ind på job. Under mødet bliver døren puffet op, og et barn kravler op på mit skød. Det er ok, der er andre børn på linjen, som synger og leger.

Efterfølgende forsøger vi os her på matriklen med et husmøde. Struktur er afgørende, har jeg læst, men børnene er forholdsvis fakta-resistente, når man taler med dem iført headset, mens man også lige tjekker mailboksen.

En varevogn triller ind i indkørslen. Det viser sig at være de nye tillægsplader til spisebordet, som vi bestilte før pandemien. De plader kommer desværre ikke i brug foreløbig.

En redaktør ringer for at tale om en artikel, men i det samme kalder den treårige. Han har tisset i bukserne. Senere finder vi ud af, at han også har tisset i en lænestol. Jeg henter badebaljen i kælderen og skriver, at jeg ringer tilbage lidt senere. Altså cirka tre timer senere.

Skænderier, vasketøj og opvask opstår alle steder, før man kan nå at blinke.

”Klasselæreren ringer på Facetime om 15 minutter,” råber min mand pludselig.

What?

Det ene barn ser noget om dyr på iPad’en. Det andet spiller spil på en telefon. Jeg klapper computeren sammen og ser mig desperat omkring. Hvilke kvadratmeter kan tåle at blive filmet? Spisebordet er en eksplosion af perleplader, sokker, regnestykker, tegninger, computere og kolde kaffesjatter og tallerkner med krummer. Skolebarnet gemmer sig, men kommer frem, da klasselæreren toner frem på skærmen. Storesøster og lillebror i Ninjago-underbukser har en længere snak med læreren. Vi forældre iler til og fra med dokumentation i form af regnestykker og dagbøger. Vi håber, at barnet har bestået hjemmeskolen.

Barnefaderen og de to børn går i haven for at lave bål. Heldigvis for haven. Og for barnefaderen. Jeg forskanser mig i arbejdsværelset, men hører snart lyden af små fødder.

”Hvem snakker du med, mor? Hej, hvad hedder du?”, spørger han personen i telefonen.

Så læser vi lige ”Hakkebakkeskoven”, mens jeg skeler til uret.

”Hvad laver du egentlig lige nu”, råber jeg til manden for at understrege, at mit job som journalist nok er vigtigere end hans.

På sociale medier oddser folk på, om denne coronasituation munder ud i flere skilsmisser eller et babyboom. Det er jeg også spændt på pt. Den ultimative test er åbenbart at være lukket inde sammen med en mand, man selv har valgt, og børn man selv har født.

”Se, en lastbil!”.

”Åh, der er en, der har været heldig at komme igennem på Nemlig.com,” siger min mand henført om det online supermarked, der bringer varer ud.

”Har du tænkt på aftensmad?”, spørger jeg.

”Nej, men jeg kan gå over at handle,” siger han med håb om at få en halv time for sig selv.

”Lad os tage noget fra fryseren,” siger jeg, fordi jeg ikke kan koncentrere mig om at skrive, hvis børnene fortsætter med at rive hovederne af hinanden og tisse i bukserne.

Efter aftensmaden ligger de rødkindede og bobler i deres senge. De er virkelig nuttede nu.

Psykolog Svend Brinkmann skriver på sociale medier, at han har tænkt sig at drikke rødvin hver dag under coronaen. Jeg tænker, at alkohol er en fremragende idé. Manden fikser gin og tonics, og jeg sætter mig ved computeren. Endelig arbejdsro.

Ved 23-tiden lukker jeg den bærbare.

Det går op for mig, at jeg ikke har været uden for en dør.